Death By Kite - Roskilde Festival, Pavilion Junior
Death By Kite leverede et brag af en slutning på festivallens første dag.
Ser man for et øjeblik bort fra den fjollede indietrend, at bandnavne helst skal være så intetsigende som muligt er Død Ved Drage faktisk på ingen måde et useriøst bekendtskab. Det stod klart allerede fra koncertens start da bandets to frontfigurer - en mandlig guitarist og og noget så sjældent som en kvindelig bassist - indtog scenen til overvældende bifald fra et allerede tændt publikum. Nuvel, måske var publikum en smule for tændt for det var svært at give musikken den opmærksomhed den fortjente omringet af små crowdsurferende, skubbendev og hoppende indiebørn. Sådan er dog uheldigvis vilkårene for tidens indiescene, og det ville være uretfærdigt at lade egocentrerede og uopdragne fans afspejle sig negativt i bedømmelsen af selve bandet.
Og hvad er det så for en musik, der sådan får publikum til at gå amok? Svaret er langt fra intuitivt, for Death By Kite spiller inderlig og på mange måder også indadvendt indie-rock. Dagens forestilling viste sig dog at være mindre indadvendt end vanligt. Hvor gruppen tidligere har orienteret sig næsten eksklusivt mod shoegazer-scenen og følgeligt ikke har forsøgt at skabe den mindste kontakt til publikum, leverede særligt bandets mandlige frontfigur en imponerende opvisning i energi. Bevares, meget af koncerten foregik stadig med blikket solidt rettet mod gulvet, men der var variation, og denne variation vækkede koncerten til live. Akkompagneret af et velfungerende vokalt boldspil mellem gruppens to frontfigurer og en interessant musikalsk bund, gjorde det koncerten til en glimrende oplevelse, som bestemt ikke blev mindre af et energisk og nærmest manisk lysshow.
Når Death By Kite ikke får en absolut topkarakter, skyldes det, at gruppen ville have godt af et lidt mere selvstændigt udtryk. Death By Kite var lyden af Mew iblandet en dosis shoegazer og en dosis post-punk. Særligt den mandlige vokal mindede bemærkelsesværdigt meget om Jonas Bjerres. Resultatet var bestemt charmerende men ikke banebrydende. For det giver jeg 4,5 stjerne.
Og hvad er det så for en musik, der sådan får publikum til at gå amok? Svaret er langt fra intuitivt, for Death By Kite spiller inderlig og på mange måder også indadvendt indie-rock. Dagens forestilling viste sig dog at være mindre indadvendt end vanligt. Hvor gruppen tidligere har orienteret sig næsten eksklusivt mod shoegazer-scenen og følgeligt ikke har forsøgt at skabe den mindste kontakt til publikum, leverede særligt bandets mandlige frontfigur en imponerende opvisning i energi. Bevares, meget af koncerten foregik stadig med blikket solidt rettet mod gulvet, men der var variation, og denne variation vækkede koncerten til live. Akkompagneret af et velfungerende vokalt boldspil mellem gruppens to frontfigurer og en interessant musikalsk bund, gjorde det koncerten til en glimrende oplevelse, som bestemt ikke blev mindre af et energisk og nærmest manisk lysshow.
Når Death By Kite ikke får en absolut topkarakter, skyldes det, at gruppen ville have godt af et lidt mere selvstændigt udtryk. Death By Kite var lyden af Mew iblandet en dosis shoegazer og en dosis post-punk. Særligt den mandlige vokal mindede bemærkelsesværdigt meget om Jonas Bjerres. Resultatet var bestemt charmerende men ikke banebrydende. For det giver jeg 4,5 stjerne.
