Connery

Danmarks Grimmeste festival

...er også helt klart den smukkeste.

Danmarks Grimmeste festival
Jeg har fundet telt og sovepose frem, og pakket bilen for at tage til Danmarks Grimmeste Festival i Brabrand ved Århus. Adressen og navnet tilsammen, gør at jeg egentlig er lidt skeptisk, og forventer faktisk at det hele vil finde sted i en betonby, de fleste på spillelisten har jeg heller aldrig hørt om, så min begejstring holder sig i grænser.

Bedre bliver det heller ikke af en to timers kø på motorvejen ved Vejle, så jeg smider en cd på med brasilianske Pareira, i et forsøg på at finde den rette stemning frem. Da vi endelig ankommer til Århus, kører vi rundt på må og få, og kan simpelthen ikke finde Grimhøjvej, som er adressen. Vi spørger til sidst på en tankstation og finder ud af, at det faktisk bare er længere nede ad vejen, hvor vi ganske rigtigt finder et lille skilt slået skævt ned i vejkanten, som fortæller at vi har fundet stedet. Asfalten bliver afløst af en hullet grusvej, og et eller andet siger mig, at der nok alligevel ikke bliver ret meget beton.

For enden af vejen finder jeg den dejligste bondegård, hvor man har på fornemmelsen, at dyrene stadig står i deres båse og rocker med til den fede musik. Jeg forstår pludselig heller ikke navnet, og bliver først klogere da Theis Smedegård, en af arrangørerne fortæller, at det lidt misvisende navn, er en blanding af at festivalen bliver afholdt på grimhøjvej, og så som en drilsk drejning til nabofestivalen i Skanderborg, som kalder sig Danmarks Smukkeste. Ironisk er det ihvertfald, for der er bestemt ikke noget grimt over Danmarks grimmeste festival, tværtimod.
ANNONCE
Danmarks Grimmeste festival
Faktisk er det lidt som at komme på en bondegårdsferie, hvor hele landsbyen er inviteret med. Det hele startede da også for to år siden som en privat fest, selvom der var hele 500 gæster og 20 forskellige bands til at sørge for underholdningen. Fed fest må man sige. Under alle omstændigheder fik de blod på tanden, og med ønsket om at lave et alternativ til de dyre festivaller som Skanderborg og Roskilde, startede Aage Stokholm, Theis Smedegård og kæresten Mette Pedersen Danmarks Grimmeste festival. Og et alternativ må de bestemt også siges at være, for ikke alene koster entreen, for at komme ind til 34 bands fordelt på to dage, kun 250kr, enda kun 150kr i forsalg, ligesom en øl også kun koster 15 kr. Er man til det lidt mere sofistikerede, er der såmænd også en cocktailbar. Og maden som er en restaurant værdig, ligger på mellem 30 og 50 kr. Og så er der enda en vegetarret imellem som varmt kan anbefales.

Som sagt virker det hele meget intimt og hjemligt, og de to scener ligger da også henholdsvis i forgården og baghaven. Indimellem de to steder hænger skærme, som enten viser et af de bands, som spiller eller psykadeliske småfilm. Skaterne kommer heller ikke til at kede sig, for i et hjørne af gården, står en kæmpe skateboardbane. Vil man spille bordfodbold ,mens man hører musik, kan man også det. Har man derimod mere lyst til et ildshow,går man bare op på højen bag i haven, hvor flere olietønder med ild i og en masse kulørte lamper giver en super stemning, og der inde mellem træerne sidder masser af mennesker alle vegne og hygger sig. Et meget stort plus er deres toiletter, hvilke der heldigvis er nok af og selvfølgelig er uden træk og slip. Til gengæld er der heller ingen kønsfordeling, hvad der kan være ret så vigtigt efter en del øl.

Så mange nye og fede bands
spillede, at det er svært at vælge nogle enkelte ud. Alligevel gjorde nogle selvfølgelig mere indtryk end andre, og at overskue to scener på én gang viste sig også at være sværere end beregnet. De første, som fangede min opmærksomhed var bandet:
ANNONCE
Danmarks Grimmeste festival
Leasure Alaska
som spillede en hyper indie-rock man ikke kunne lade være med at svæve med til. Når man ser forsangeren Bjarke Søballe Andersen i sin lange hvide kjorte, træde ud i det mørkeblå lys får man lidt en fornemmelse af dommedag versus slagterhus hvilket er med til at give et super sceneshow. De fleste af numrene stammer fra deres ikke kun aktuelle, men også første cd "The deja in my vu", som klart kan anbefales, og som der senere vil komme en seperat anmeldelse af. De resterende numre var fra deres kommende cd som de regner med at starte indspilningen af her til efteråret.Resten af bandet bestående af Kasper Rasmussens trommer, Jakob Rasmussen og Andreas Fog-petersens guitarer og Niel Grimes bas skal helt sikkert også nævnes, da en stærk frontfigur jo kun er så stærk som det band, der spiller bag ham tillader ham at være. Alt i alt nok et af de bands, som gjorde størst indtryk på mig og jeg glæder mig til at høre deres nye cd.

Vincent van Go Go
er det næste band som er på. Scenen fyldes med røg, og til Janus Ringsteds heftigte trommebeat træder de frem én efter en. "Scooter" på hans coole bas, Dennis "Ghettoblast.it" på keybord, alt imens "Terry Tester" scratcher og sampler og Johs Nørrelykke skruer op for sin reaggae-guitar og sang. Pladsen foran scenen som før var mere eller mindre tom, på nær nogle standhaftige groupies, fyldes i løbet af ingen tid, og musikken tager fat og flyder ud i natten. Vincent Van Go Go var et af de bands jeg allerhelst ville høre og se (ikke kun fordi de var blevet anbefalet af min kære boss Rasmus her på Connery), men bestemt også fordi jeg selv mener, at de lige for øjeblikket både er et af de hotteste og mest interresante bands herhjemme. Vincent van Go Go er ikke kun fede at se og høre, men også supergode at danse til. Lige det sommerband man har lyst til drikke til, hygge til, swinge til eller måske flirte til. Ellers anbefales det at læse Rasmus Lind's artikel her på Connery.

Godt fyldt op af øl, stemning og musik tager jeg en runde rundt på farmen og lander ude ved bagklappen på en van og kommer hurtigt i snak med nyeste medlem af
ANNONCE
Danmarks Grimmeste festival
Analogic denne aften feat: Bo Marley
Carl på trækbasun, som er nyeste medlem af det Århusianske band, der er som intet andet. Jeg fik at vide, at alle de langskæggede, tysktalende gutter, som også sad i van'en var Theis på saxofon, Magnus "Bjørn" på bass, Jesper på guitar og tværfløjte samt ikke mindst manden som startede bandet Asger på keybord og melodica. Med tanke på alt det skæg forstod jeg også bedre titlen på deres nye cd som kommer til at hedde "Søens folk" og har release-dato den 3. september i Ridehuset i Århus. Med Analogic's musik bliver du virvlet rundt over det hele fra balkanens harmonikatoner til det fjerne jamaicas reaggae og oveni det hele sunget på polkaens modersmål, tysk. Et meget anderledes band med meget anderledes musik, men absolut både spændende og interressant, og jeg glæder mig ihvertfald til at høre deres nye cd.

Efter en god nats søvn og en halvkold kop "formiddags"-kaffe, prøvede  jeg den næste dag at vågne så jeg er frisk når et af de bedste danske hip-hop bands indtager bonzaiscenen nemlig:
ANNONCE
Danmarks Grimmeste festival
Haven Morgan...... feat D-ON og Rødhætte. "Kejser A" eller Andreas Abildund, som han hedder privat i forening med "den lange", alias Thorbjørn Bech Rasmussen er gået sammen, og har lavet rap-duoen "Haven Morgan", og som vel egentlig ikke behøver den helt store præstation, da jeg går ud fra at de fleste kender hittet "Toget kører til helvede". Velkommen i haven, kom og læg dig ned, og få lidt sol på maven. En ting kan man aldrig beskylde drengene for, og det er kedsomhed, for selvom der kun er de to og sampleren bagerst på scenen, så sker der noget hele tiden, og publikum bliver involveret konstant, så man egentlig har på fornemmelsen, at det hele foregår hjemme i baghaven sammen med vennerne. Efter at ha trykket deres fede numre af, henter de D-ON og Rødhætte op på scenen, og sammen free-styler den til hvilket ord, der end må blive kastet op til dem af alle os down-under. Beat'et går helt ud i storetåen og ligger sig, da alle løfter armene og holder rytmen i bedste stil. Tilsidst berettede D-ON historien om da "lange" efter koncerten på Langelands-festivalen, fik stjålet sin nye 3-mobil, mens han duskede en ung dame ude i vandet.
ANNONCE
Danmarks Grimmeste festival
Resten af aftenen står jeg, grundet manglende personale, i cocktail-baren og havde selvfølgelig min prioritet et lidt andet sted, alligevel er der et par bands som jeg godt lige vil nævne. Det første er duoen Robudo, som var noget af det mest morsomme jeg længe har set. Robudo består af to gutter, hvor den ene ligner en rocker i sort lædertøj og hans makker en langhåret indianer. Altså Y.M.C.A: i forkortet udgave og med en heldel jokes i ærmet. Faktisk var det ikke kun deres jokes som var sjove men teksterne på sangene fik også alene folk til at skrige af grin. Med sig på kor de sidste to numre havde de en und dame hvis navn desværre fortoner sig i det uvisse. Ihvertfald kan de varmt anbefales. Andaheart som har en sangerinde hvis stemme minder om Bjørk. Ellers kan nævnes super rockede Highway Child, eller de melodiske The Holliday Show, og så selvfølgelig de overfede Powersolo.

Hvis der er noget i denne verden som er sikkert, så er det, at jeg er at finde næste år på Danmarks Grimmeste Festival. En af de ting jeg specielt kunne lide ved festivalen var, at de fleste af de bands, der spillede var ukendte danske bands, som helt klart fortjente at blive hørt. Dette beviser blot, at det slet ikke er nødvendigt med store kendte navne for at lave en festival, som ikke kun har kvalitet men også masser af stemning.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce