Connery

Contador kendt skyldig for doping

Afgørelsen er omsider faldet i den lange dopingssag - Contador er kendt skyldig

Getty Images - Contador kendt skyldig for doping Getty Images
Halvandet år efter at Alberto Contador afleverede en positiv test for det forbudte stof Clenbuterol, er den endelige afgørelse i sagen nu truffet, og Contador er kendt skyldig - igen. Det skriver den spanske avis Marca. Som straf får Contador frataget alle titler fra 2010 og frem, herunder sin Tour de France-titel fra 2010, og er oven i den tidligere dom på ét år idømt yderligere et års karantæne - gældende fra 2010. Det betyder samtidig, at Contador ikke kan stille op i Giro d'Italia og Tour de France i år.

En dom i sagen fandt sted allerede i januar sidste år, hvor Contador blev idømt ét års karantæne. Han blev dog hurtigt renset for anklager af det spanske cykelforbund måneden efter, men WADA (World Anti-Doping Agency) ankede denne dom til CAS (The Court of Abitration for Sport) og sagen gik derfor om.

Indholdet af stoffet Clenbuterol i den positive blodprøve var meget lavt, og Contador selv har siden påstået, at han må have fået stoffet fra en bøf han havde spist dagen før. Forklaringen er heller ikke helt ved siden af, da nogle dyr ulovligt får tilsat stoffet i foderet for at øge muskelvæksten.

Siden har man grundigere analyseret blod- og urinprøver opsamlet fra perioden, men uden at det har ført til yderligere opklaring af dopingbeskyldningerne. En læge, der skulle have analyseret urinprøverne, Dr. Jordi Segura, udtaler at han har fundet et unormalt højt indhold af blødgørere (fra plastik o.lign.), som kan antyde at Contador har været igennem en blodtransfusion. Senere har agenturet WADA offentliggjort en rapport, hvori de har testet kød fra den slagter, hvor Contadors bøf angiveligt var blevet købt, uden at finde indhold af Clenbuterol. Den rapport blev afvist af Contadors advokater.

Titlen fra 2010 tilfalder løbets nr. 2, Andy Schleck, som kan kalde sig Tour de France-vinder for første gang, dog på en noget utraditionel måde.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce