BMX - leg eller sport?
Er BMX rent faktisk en sport, eller bare leg for store børn? Efter en uge i hælene på landsholdskører Klaus Bøgh Andresen, er Pallisgaard klar til at give dig svaret.
Hobby eller leg? Drenge eller mænd?
Indrømmet – jeg har haft svært ved at tage BMX seriøst som en sport. Der er jo blot tale om folk der kører rundt på nogle små baner på alt for små cykler iført racerbilstøj og alt for store hjelme. ”BMX” var noget vi gjorde, da vi i folkeskoletiden skulle slå tiden ihjel, indtil vi skulle dyrke rigtig sport, som fx fodbold, håndbold eller atletik.
Med ovenstående statement in mente, har jeg igennem de sidste par år, småaktivt fulgt med i Klaus Bøgh Andresens karriere som BMX rytter. Gradvist er det gået op for mig, hvor seriøs sporten egentlig er, specielt i udlandet og gradvist er jeg blevet mere og mere fascineret af sporten.
Mit venskab med Klaus, går en del år tilbage. Tilbage til dengang vi begge boede i Tønder. Igennem hans storesøster, som begejstret fortalte om sin lillebrors triumfer på den lille fesne cykel, lærte jeg ham at kende. Det hele kulminerede nok, da jeg sammen med hans storesøster, hans daværende kæreste og familie, planlagde et surpriceevent efter et nyligt vundet europamesterskab.
Europamesterskabet kom i hus med armen i gips, eller rettere, så blev gipsen skåret op og hånden/armen tapet ind, da reglerne forbød ham at køre med gips. Med andre ord, så kørte Klaus som en brækket arm og vandt europamesterskabet.
Det åbnede mine øjne i forhold til sporten, for det var sgu noget af en præstation det Klaus havde lagt for dagen. Det må ha’ krævet en kærlighed uden lige til sporten, et engagement vi alle burde besidde og en vilje af stål, at gennemføre det han gjorde.
Jeg vil i denne artikel prøve også at åbne dine øjne, samt fortælle historien om Klaus, hans liv, hans karriere og hvad et liv som landsholdskører i en minimalsport koster set i forhold til det sociale liv og i forhold til resultatet på bundlinjen.
Med ovenstående statement in mente, har jeg igennem de sidste par år, småaktivt fulgt med i Klaus Bøgh Andresens karriere som BMX rytter. Gradvist er det gået op for mig, hvor seriøs sporten egentlig er, specielt i udlandet og gradvist er jeg blevet mere og mere fascineret af sporten.
Mit venskab med Klaus, går en del år tilbage. Tilbage til dengang vi begge boede i Tønder. Igennem hans storesøster, som begejstret fortalte om sin lillebrors triumfer på den lille fesne cykel, lærte jeg ham at kende. Det hele kulminerede nok, da jeg sammen med hans storesøster, hans daværende kæreste og familie, planlagde et surpriceevent efter et nyligt vundet europamesterskab.
Europamesterskabet kom i hus med armen i gips, eller rettere, så blev gipsen skåret op og hånden/armen tapet ind, da reglerne forbød ham at køre med gips. Med andre ord, så kørte Klaus som en brækket arm og vandt europamesterskabet.
Det åbnede mine øjne i forhold til sporten, for det var sgu noget af en præstation det Klaus havde lagt for dagen. Det må ha’ krævet en kærlighed uden lige til sporten, et engagement vi alle burde besidde og en vilje af stål, at gennemføre det han gjorde.
Jeg vil i denne artikel prøve også at åbne dine øjne, samt fortælle historien om Klaus, hans liv, hans karriere og hvad et liv som landsholdskører i en minimalsport koster set i forhold til det sociale liv og i forhold til resultatet på bundlinjen.
