Bjørn Berge - I'm the Antipop
Lettere skuffende cover-skive fra den norske "Stringmachine"
Guitarnørder og strengfanatikere træd nærmere. Norske Bjørn Berge, også kendt som The Stringmachine, vil nemlig bruge de næste 41 minutter på at rive, flå og behændigt kærtegne et sortiment af guitarer i en række fortolkninger af nogle af tidens helt store rock-musikere. Det er blandt andet navne som Rage Against the Machine, Led Zeppelin, Audioslave, Primus og Red Hot Chili Peppers der undergår den norske kæmpes uforbeholdne og energiske, bluesprægede talenter.
Der er ikke voldsomt meget nyt under solen. Bjørn Berges kvaliteter på en 12-strenget er stadig ubestridte, og energien der lægges for dagen når nordmanden påtager sig en anden kunstners stykke musik, er stadig af imponerende størrelse. Alle sangene på skiven udføres egenhændigt af Bjørn Berge, hvilket har sine fordele og ulemper. Fordele fordi lyden er helstøbt og fordi Bjørn Berges evner på guitaren er mere end tilstrækkelige til at skabe nok lyd og musik til at gøre de fleste regulære 4-mands orkestre til skamme. Desværre resulterer det også i et til tider lettere monotont og ensidigt indtryk af I'm the Antipop.
Det største problem med hele 'One Man Rockband'-konceptet er i Bjørn Berges tilfælde dog afgjort hans begrænsede vokale rækkevidde. Et problem, der ikke gør sig mindre af, at det er sangere som Chris Cornell, Zach de la Rocha og Robert Plant, hvis kunst Berge sætter sig for at skulle gøre efter. Dette vil højst sandsynligt resultere i et noget ambivalent forhold til I'm the Antipop hos de fleste, da de vokale aspekter af numrene aldrig når op på guitarspillets niveau, og i enkelte instanser, som på Rage Against the Machines Testify, nærmer sig det pinlige.
Der er dog flere numre, hvor Berge formår at få sin vokal til at spille nogenlunde tæt med guitaren, som på den flotte og bevægende udgave af Leo Kotkes Louise, eller den hæsblæsende fortolkning af Led Zeppelins Heartbreaker. Numre som John Campbells One Believer viser et klart potentiale, men havde bestemt haft godt af et take eller to mere før den røg i kassen. Dog er det på de selvkomponerede instrumentale numre, at Bjørn Berges kvalieteter skinner klarest igennem, og det er derfor en skam, at der kun findes tre af disse på hele skiven.
I'm the Antipop har afgjort sine kvaliteter, men falder for mange steder igennem grundet Berges manglende evne til at sortere tilstrækkeligt fra i sit materiale og indse hvilke numre, der kan fungere live og hvilke der fungerer på skive. Den endegyldige bedømmelse herfra må således lyde på, at medmindre man er inkarneret fan af den norske guitarbamse, så er pengene denne gang bedre spenderet på en koncertbillet næste gange den gode blueskæmpe rammer landet.
Der er ikke voldsomt meget nyt under solen. Bjørn Berges kvaliteter på en 12-strenget er stadig ubestridte, og energien der lægges for dagen når nordmanden påtager sig en anden kunstners stykke musik, er stadig af imponerende størrelse. Alle sangene på skiven udføres egenhændigt af Bjørn Berge, hvilket har sine fordele og ulemper. Fordele fordi lyden er helstøbt og fordi Bjørn Berges evner på guitaren er mere end tilstrækkelige til at skabe nok lyd og musik til at gøre de fleste regulære 4-mands orkestre til skamme. Desværre resulterer det også i et til tider lettere monotont og ensidigt indtryk af I'm the Antipop.
Det største problem med hele 'One Man Rockband'-konceptet er i Bjørn Berges tilfælde dog afgjort hans begrænsede vokale rækkevidde. Et problem, der ikke gør sig mindre af, at det er sangere som Chris Cornell, Zach de la Rocha og Robert Plant, hvis kunst Berge sætter sig for at skulle gøre efter. Dette vil højst sandsynligt resultere i et noget ambivalent forhold til I'm the Antipop hos de fleste, da de vokale aspekter af numrene aldrig når op på guitarspillets niveau, og i enkelte instanser, som på Rage Against the Machines Testify, nærmer sig det pinlige.
Der er dog flere numre, hvor Berge formår at få sin vokal til at spille nogenlunde tæt med guitaren, som på den flotte og bevægende udgave af Leo Kotkes Louise, eller den hæsblæsende fortolkning af Led Zeppelins Heartbreaker. Numre som John Campbells One Believer viser et klart potentiale, men havde bestemt haft godt af et take eller to mere før den røg i kassen. Dog er det på de selvkomponerede instrumentale numre, at Bjørn Berges kvalieteter skinner klarest igennem, og det er derfor en skam, at der kun findes tre af disse på hele skiven.
I'm the Antipop har afgjort sine kvaliteter, men falder for mange steder igennem grundet Berges manglende evne til at sortere tilstrækkeligt fra i sit materiale og indse hvilke numre, der kan fungere live og hvilke der fungerer på skive. Den endegyldige bedømmelse herfra må således lyde på, at medmindre man er inkarneret fan af den norske guitarbamse, så er pengene denne gang bedre spenderet på en koncertbillet næste gange den gode blueskæmpe rammer landet.
