Connery

Big Fat Snake

Turnéen er skudt i gang

4 ud af 6 stjerner
Fredag den 17. marts 2006 gav Big Fat Snake koncert i Odense Idrætshal. Det var en koncert der var præget af rutine og midaldrende kvinder.
Big Fat Snake
Klokken nærmede sig de 18:00, da Rasmus poppede op på messenger og spurgte om jeg havde nogen planer for aftenen for han kunne godt bruge en skribent til at anmelde Big Fat Snake koncerten. Efter lidt betænkningstid og konstateringen af, at min viden om Big Fat Snake begrænser sig til, at forsangeren hedder Anders Blichfeldt og et af deres hits hedder Bonsoir Madame, sagde jeg ja.

Den 3. februar udsendte Big Fat Snake sit 14. album, Between The Devil And The Big Blue Sea, på bare 15 år; og i anledningen af netop denne udgivelse, er de draget på tourné i det danske land. Andet stop på touren var Odense Idrætshal.

Et hav af mennesker var mødt op og det var i alle aldersgrupper, dog var de midaldrende kvinder dem, der var bedst repræsenteret.

Præcis klokken 20:00 blev lyset i hallen slukket og Nikolaj Christensen gik på og spillede fem numre fra sin første soloplade Selvantændt. Nikolaj Christensen er nok bedre kendt som "Nikolaj" fra bandet Nikolaj & Piloterne. På scenen ligner han en ung Mick Jagger men han lyder mest af alt som Poul Krebs.

Efter de fem numre blev lyset i hallen tændt igen og der skulle gå endnu 30 minutter før aftenens stjerner endelig gik på scenen. I ventetiden nåede stemningen i hallen da også at dale ret kraftigt. Men da lyset igen blev slukket og Anders Blichfeldt og resten af gruppen kom til syne steg humøret og stemningen over alt.

De lagde ud med at spille nummeret Walk into an empty room fra deres forrige plade og folk i salen begyndte langsomt at vågne op, men det var først da nogle af de gamle hits blev spillet at publikummet begyndte at synge med, danse, klapper og hvad man nu ellers gør til en koncert.

Halvt igennem koncerten sætter de sig ned på den lille scene og fortæller, at de havde fundet ud af, at man kan lave en mikrofon ud af gamle telefoner. Det gav en helt speciel lyd som de havde brugt til nummeret No love at all fra deres nyeste plade.

Hvis lyden skal sammenlignes med noget, så må det være de helt gamle grammofoner fra 1920'erne, men det lød rigtig godt. Desværre kunne man mærke på støstedelen af publikummet, at de ikke helt var af samme opfattelse.
ANNONCE
Big Fat Snake
Der gik ikke lang tid før dette nummer var glemt og hallen endnu engang kogte - ja, man kan kun have respekt for, at de fem efterhånden midaldrende mænd kan sætte gang i 1500 - 2000 mennesker på én gang.

De har sans for at underholde og om ikke andet så er Anders Blichfeldt en god entertainer, der har hele publikummet i sin hånd, når han står på scenen.

Man blev ikke snydt for de gamle klassikere, men selvfølgelig var der stor vægt på sangene fra deres nyeste plade. Men selv sange derfra, var et hit blandt publikummet.

Selvom koncerten bar præg af en del rutine var det en fornøjelse at se, at de fem herrer (og de tre kor-sild) fortsat kan blive ved med at lave god og iørefaldende musik; og selvom man ikke har den store viden om dem og musikken, så er de i allerhøjeste grad værd at opleve.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce