Bibelen er et falsum, VIII: Den religiøse kommercialisme
Al slags religiøs kvaksalveri er tilladt overalt i den vestligee verden.
at hvad der begynder i frygt
som regel ender i galskab.
Francois-Marie Arouet Voltaire, forfatter (1694-1778)
Menneskers behov for religiøsitet og mysticisme, som den psykiske forskning har beskæftiget sig med i mange år, kan opstå i en krisesituation, hvor personens netværk svigter eller ikke slår til, men det almindeligste er, at det grundlægges i barndommen, i hjemmet og skolen. Fascinationen af det uforklarlige, dragningen mod det mystiske kan desuden hænge sammen med, at vort naturvidenskabelige verdensbillede langsomt er ved at forsvinde for hovedparten af en hel generation.
Centralisering er nøgleordet i den teknologiske udviklingsproces, som klumper mennesker, industrier og samfundforvaltninger sammen omkring motorveje, broforbindelser og jernbanenet med deraf følgende affolkning af øer og store landskabsområder. De større byer bliver større, de mindre endnu mindre. I storbyerne er mennesket omgivet af husmure på alle sider, der er mange lysskilder, så det færdes omtrent beskyttet mod al natur - som at bevæge sig indendørs - overladt til hvad radio-og TV, bøger, aviser og ugeblade refererer om omverdenen. De færreste oplever den selv.
Med dette scenario er der skabt glimrende betingelser for al slags mysticisme og pseudovidenskabelige aktiviteter. Alle slags nyreligiøse idéer, alle former for mystiske strålinger, gammel overtro som astrologi, ny overtro som at ædelstene har magiske kræfter, eller at det kan helbrede en hvilken som helst lidelse at sove med en syvtakket plasticstjerne med indgraverede astrologiske tegn under hovedpuden, foruden meget andet der endelig ikke skal kunne forklares (og heller ikke kan forklares), har grebet om sig med virkelighedsflugtens utrolige hast, hvad der fik Svend J. Fjerdingstad til at skrive i en kronik i Information 14/12-87: "At dyrke mystikken er at dyrke den manglende forståelse, at dyrke uvidenheden - dumheden. Og hvad er der at hente der?"
Centralisering er nøgleordet i den teknologiske udviklingsproces, som klumper mennesker, industrier og samfundforvaltninger sammen omkring motorveje, broforbindelser og jernbanenet med deraf følgende affolkning af øer og store landskabsområder. De større byer bliver større, de mindre endnu mindre. I storbyerne er mennesket omgivet af husmure på alle sider, der er mange lysskilder, så det færdes omtrent beskyttet mod al natur - som at bevæge sig indendørs - overladt til hvad radio-og TV, bøger, aviser og ugeblade refererer om omverdenen. De færreste oplever den selv.
Med dette scenario er der skabt glimrende betingelser for al slags mysticisme og pseudovidenskabelige aktiviteter. Alle slags nyreligiøse idéer, alle former for mystiske strålinger, gammel overtro som astrologi, ny overtro som at ædelstene har magiske kræfter, eller at det kan helbrede en hvilken som helst lidelse at sove med en syvtakket plasticstjerne med indgraverede astrologiske tegn under hovedpuden, foruden meget andet der endelig ikke skal kunne forklares (og heller ikke kan forklares), har grebet om sig med virkelighedsflugtens utrolige hast, hvad der fik Svend J. Fjerdingstad til at skrive i en kronik i Information 14/12-87: "At dyrke mystikken er at dyrke den manglende forståelse, at dyrke uvidenheden - dumheden. Og hvad er der at hente der?"
Siden den første forkynder stod frem for det første menighed har det været en lukrativ og magtfuld beskæftigelse at være åndelig leder for en hvilken som helst religion og anden mysticisme. Meher Baba (se foto) født i 1894 i Poona i Indien af iranske forældre forkyndte som 43-årig: >Der er ingen tvivl om, at jeg er den personificerede Gud ... jeg er Kristus ... jeg er alt, og jeg er bag ved alt.< Utroligt nok opnåede han en titusindtallig skare af tilhængere!
I midten af 90'erne blev Moon-sekten afsløret for bedrageri til et milliardbeløb i Japan. Dens kirke kaldes Unification Church, Enhedskirken (i Danmark: Tongil-kirken), grundlagt i Seoul i 1954. Fem år senere begyndte sekten at hverve medlemmer i USA, og i 1960'erne var tilhængerne, kaldet "moonies", blevet et permanent islæt på amerikanske universiteter, hvor de rekrutterede nye disciple. I 1982 velsignede Moon ved en stort iscenesat ceremoni i Madison Square Garden i New York 2100 brudepar, som kirkens ældste havde sammenbragt. Året efter blev Moon dømt for skatteunddragelse i USA.
I midten af 90'erne blev Moon-sekten afsløret for bedrageri til et milliardbeløb i Japan. Dens kirke kaldes Unification Church, Enhedskirken (i Danmark: Tongil-kirken), grundlagt i Seoul i 1954. Fem år senere begyndte sekten at hverve medlemmer i USA, og i 1960'erne var tilhængerne, kaldet "moonies", blevet et permanent islæt på amerikanske universiteter, hvor de rekrutterede nye disciple. I 1982 velsignede Moon ved en stort iscenesat ceremoni i Madison Square Garden i New York 2100 brudepar, som kirkens ældste havde sammenbragt. Året efter blev Moon dømt for skatteunddragelse i USA.
Den sydkoreanske guru Sun Myung Moon (se foto) modtog i påsken 1936 - i en alder af 16 år - en åbenbaring: Jesus meddelte ham personligt, at gud havde udvalgt ham til at fuldende det, som Jesus desværre ikke nåede inden korsfæstelsen. Denne himmelske mission har Moon uddybet i foredrag og i skriftet: De guddommelige principper. I al sin enkelhed går den ud på at skabe et "automatisk teokrati", der skal regere verden. Landene skal organiseres i en verdensregering, centreret omkring et forenet Korea med Moons teologi som grundlag for al lovgivning. "Adskillelsen mellem religion og politik er det, der glæder Satan mest," forklarede Moon de undrende pressefolk under en briefing.
Inden for Moon-bevægelsen eksisterer tankens frihed, retsstaten og det enkelte menneskes værdighed ikke, sådan som man forstår disse begreber i den vestlige verden. Nytårsdag 1987 meddelte Moon sine tilhængere i Unification Church, at han arbejdede på at øge kirkens politiske indflydelse i USA. Målet var "den amerikanske regerings og befolknings naturlige underkastelse."
Den indflydelse, Unification Church opnåede i USA, blev genstand for bekymrede, politiske debatter. Et tidligere medlem af sekten, Jim Whalen, oplyste i en TV-nyhedsudsendelse, at han var fuld af forundring over de naive mennesker, der tiltrækkes af moonierne og ikke kan gennemskue, at bevægelsen ikke er i færd med at opbygge en religion, men at dens virkelige mål er magt over hele verden." Ganske vist meddelte Moon offentligheden i 1997, at kirken på "guds befaling" blev nedlagt, hvorefter gud vil arbejde gennem de enkelte Moon-familier, men det er en kendsgerning, at bevægelsen lever videre i nye former og formentlig med samme intentioner som hidtil.
I begyndelsen af marts 1998 proklamerede taiwaneren Hon-Ming Chen, den åndelige leder af den religiøse gruppe Chen Tao, at gud ville åbenbare sig på jorden den 31. marts dette år. Indtil da kunne menneskene gøre Vorherres bekendtskab via TV, idet han den 25. marts et minut over midnat ville vise sig på amerikansk fjernsyns kanal 18, i et program der ville kunne følges overalt på kloden. Der skete naturligvis ingenting. Chen er kun den seneste i en lang række af "profeter", som includerer Jesus og Muhammed, hvis forudsigelser på forhånd er dømt til at kikse, hvad enten de er klar over det eller ej.
Religiøse mennesker er sjældent virkelig interesseret i politik. Skulle en politisk eller religiøs bevægelse opnå magt over hele verden ville de ikke frygte det på samme måde, som hvad de kan risikere i det hinsides, hvis de tillod verdslige sorger at fortrænge deres forventninger til de fremtidige himmelske glæder. Denne frygt i religiøse menneskers tilværelse er eksplicit en forudsætning for, at de kan bringes til at tro på en hvilken som helst sekt eller person med et religiøst budskab, navnlig når det markedsføres med Jesus som protektor.
Inden for Moon-bevægelsen eksisterer tankens frihed, retsstaten og det enkelte menneskes værdighed ikke, sådan som man forstår disse begreber i den vestlige verden. Nytårsdag 1987 meddelte Moon sine tilhængere i Unification Church, at han arbejdede på at øge kirkens politiske indflydelse i USA. Målet var "den amerikanske regerings og befolknings naturlige underkastelse."
Den indflydelse, Unification Church opnåede i USA, blev genstand for bekymrede, politiske debatter. Et tidligere medlem af sekten, Jim Whalen, oplyste i en TV-nyhedsudsendelse, at han var fuld af forundring over de naive mennesker, der tiltrækkes af moonierne og ikke kan gennemskue, at bevægelsen ikke er i færd med at opbygge en religion, men at dens virkelige mål er magt over hele verden." Ganske vist meddelte Moon offentligheden i 1997, at kirken på "guds befaling" blev nedlagt, hvorefter gud vil arbejde gennem de enkelte Moon-familier, men det er en kendsgerning, at bevægelsen lever videre i nye former og formentlig med samme intentioner som hidtil.
I begyndelsen af marts 1998 proklamerede taiwaneren Hon-Ming Chen, den åndelige leder af den religiøse gruppe Chen Tao, at gud ville åbenbare sig på jorden den 31. marts dette år. Indtil da kunne menneskene gøre Vorherres bekendtskab via TV, idet han den 25. marts et minut over midnat ville vise sig på amerikansk fjernsyns kanal 18, i et program der ville kunne følges overalt på kloden. Der skete naturligvis ingenting. Chen er kun den seneste i en lang række af "profeter", som includerer Jesus og Muhammed, hvis forudsigelser på forhånd er dømt til at kikse, hvad enten de er klar over det eller ej.
Religiøse mennesker er sjældent virkelig interesseret i politik. Skulle en politisk eller religiøs bevægelse opnå magt over hele verden ville de ikke frygte det på samme måde, som hvad de kan risikere i det hinsides, hvis de tillod verdslige sorger at fortrænge deres forventninger til de fremtidige himmelske glæder. Denne frygt i religiøse menneskers tilværelse er eksplicit en forudsætning for, at de kan bringes til at tro på en hvilken som helst sekt eller person med et religiøst budskab, navnlig når det markedsføres med Jesus som protektor.
Den religiøse kommercialisme - den utiltalende, økonomiske spekulation i menneskers religiøsitet - er tilladt i den vestlige verden og har altid været det i modsætning til spekulation i alt andet kvaksalveri. Mulighederne er ubegrænsede. Kapitalistiske, ambitiøse projekter som Moon-bevægelsen, Jehovas Vidner og Scientology Kirken (foto af stifteren Lafayette Ron Hubbard, født i Nebraska 1911) kan ikke alle selvbestaltede guruer etablere lige så succesfuldt, men mindre kan også gøre det. Herom vidner en flom af bogtitler som: "Du kan ikke dø", "Vi overlever døden", "Lær dine tidligere liv at kende", foruden en uophørlig strøm af for det meste opdigtede ugebladsartikler om menneskers religiøse og okkulte oplevelser. TV, radio og aviserne deltager også i dansen om guldkalven.
I Tragediens fødsel har den tyske filosof Friedrich Nietzsche forudsagt konflikten mellem modernitet og tradition med en besk passus om, hvordan det moderne menneske, som tror det kan leve et "abstrakt" liv uden myter og traditioner, ender som et svin, der "graver og roder efter rødder". Hundrede år er gået, moderniteten er blevet til postmoderniteten, og det "abstrakte liv" er i dag så nogenlunde det modsatte af, hvad Nietzsche forestillede sig.
Dermed er ikke alting såre godt. Forholdet mellem modernitet og tradition er ikke uproblematisk. Forsøgene på at rydde op i de religiøse overleveringer og hokuspokus-skrøner kan ikke mønstre de store resultater. Ganske uanset om det ikke er lykkedes for bibelforskningen at finde beviser på Jesus liv og levned, eller i det hele taget på ret meget af, hvad der står i Bibelen, rokker det ingen i deres religiøse overbevisning, så længe kirkerne, sekterne og alverdens vækkelsesprædikanter uden at møde kvalificeret politisk eller mediemæssig modstand kan promovere deres mysticisme til skade for såvel enkeltpersoner som samfundet. Og når verden har en pave med denne fata morgana-indbildning, at han er guds repræsentant på jorden!
Religion har påført menneskeheden flere lidelser end alverdens sygdomme og naturkatastrofer, det kan man slå op i statistikkerne, men disse kalamiteter forsøger man i det mindste nationalt og internationalt at forebygge med de midler og den ekspertise, som er til rådighed, hvorimod man forsømmer præventive oplysningskampagner - lig dem for større færdselssikkerhed og sikker sex - om religionens destruktive og demoraliserende virkelighedsflugt.
Enhver opponent mod denne ansvarsforflygtigelse er oppe mod en dårskab, der har haft årtusinder til at brede sig i, og så rækker ét menneskeliv naturligvis ikke langt. Men den der ikke vil tælles med til dårerne, må løbe risikoen for at blive talt med til outsiderne.
I Tragediens fødsel har den tyske filosof Friedrich Nietzsche forudsagt konflikten mellem modernitet og tradition med en besk passus om, hvordan det moderne menneske, som tror det kan leve et "abstrakt" liv uden myter og traditioner, ender som et svin, der "graver og roder efter rødder". Hundrede år er gået, moderniteten er blevet til postmoderniteten, og det "abstrakte liv" er i dag så nogenlunde det modsatte af, hvad Nietzsche forestillede sig.
Dermed er ikke alting såre godt. Forholdet mellem modernitet og tradition er ikke uproblematisk. Forsøgene på at rydde op i de religiøse overleveringer og hokuspokus-skrøner kan ikke mønstre de store resultater. Ganske uanset om det ikke er lykkedes for bibelforskningen at finde beviser på Jesus liv og levned, eller i det hele taget på ret meget af, hvad der står i Bibelen, rokker det ingen i deres religiøse overbevisning, så længe kirkerne, sekterne og alverdens vækkelsesprædikanter uden at møde kvalificeret politisk eller mediemæssig modstand kan promovere deres mysticisme til skade for såvel enkeltpersoner som samfundet. Og når verden har en pave med denne fata morgana-indbildning, at han er guds repræsentant på jorden!
Religion har påført menneskeheden flere lidelser end alverdens sygdomme og naturkatastrofer, det kan man slå op i statistikkerne, men disse kalamiteter forsøger man i det mindste nationalt og internationalt at forebygge med de midler og den ekspertise, som er til rådighed, hvorimod man forsømmer præventive oplysningskampagner - lig dem for større færdselssikkerhed og sikker sex - om religionens destruktive og demoraliserende virkelighedsflugt.
Enhver opponent mod denne ansvarsforflygtigelse er oppe mod en dårskab, der har haft årtusinder til at brede sig i, og så rækker ét menneskeliv naturligvis ikke langt. Men den der ikke vil tælles med til dårerne, må løbe risikoen for at blive talt med til outsiderne.
