Bibelen er et falsum, VI
JESUS, DEN UKENDTE: Det var en tid med mange profeter og messias'er, da Jesus-myten opstod
Jesus er kanoniseret både som menneske og guddom - et paradigma der bekræfter kristendommens oprindelse i andre, langt tidligere religioner i det østlige middelhavsområde. Mange forskere er af den opfattelse, at denne gådefulde skikkelse symboliserer flere personer i én. Ingen af datidens kilder omtaler ham, og det komplicerer al undersøgelse, at de ældste tekster om Jesus i Det Nye Testamente er skrevet mere end fyrre år efter hans død.
Tidspunktet for Jesus' fødsel kendes ikke, men den sandsynlige tidsramme er fra år 10 f.v.t. til år 10 e.v.t. En explicit datering vil afhænge af, hvilke oplysninger i evangelierne der lægges vægt på. Er det oplysningen om, at Jesus fødsel indtraf før kong Herodes dør, må den have fundet sted mellem år 6 og år 4 f.v.t. Vælger man oplysningen om, at "der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden" (det var den første folketælling, mens Kvirinius var statsholder i Syrien), må Jesus være født år 6 eller 7 e.v.t., eftersom Kvirinius først blev statsholder i år 6 e.v.t. En tredje mulighed er stjernen, der lyste op på himlen ved Jesus" fødsel. I så fald må det være år 12 f.v.t., da Halleys komet var synlig, eller år 7 f.v.t. da planeterne Saturn, Mars og Jupiter indgik en helt usædvanlig konstellation, som kun finder sted med 805 års mellemrum.
Det virkelige mysterium er dog ikke tidspunktet for Jesus" fødsel og død, men at intet vides om hans første tre
Ingen kender noget til Jesus" udseende. Han blev aldrig malt eller på anden måde afbildet i levende live. Tvivlsomme beskrivelser fremstiller ham som vanskabt og kun 135 cm høj. Omkring år 710 beretter metropoliten af Kreta, Andreas, at "Herren havde sammenvoksede øjenbryn, skønne øjne, langagtigt ansigt, en let bøjet, men veldrejet skikkelse." År 800 omtaler munken Epifanius i Konstantinopel Jesus som "170 cm høj med blonde lokker, en smule krøllede, sorte og ikke buede bryn og søgrønne øjne." Disse portrætteringer har ikke mere på sig end tegningerne i katakomber fra det 2. og 3. århundrede, der påstås at forestille Jesus, eller Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke i København og alle andre afbildninger i alverdens kirker.
Tidspunktet for Jesus' fødsel kendes ikke, men den sandsynlige tidsramme er fra år 10 f.v.t. til år 10 e.v.t. En explicit datering vil afhænge af, hvilke oplysninger i evangelierne der lægges vægt på. Er det oplysningen om, at Jesus fødsel indtraf før kong Herodes dør, må den have fundet sted mellem år 6 og år 4 f.v.t. Vælger man oplysningen om, at "der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden" (det var den første folketælling, mens Kvirinius var statsholder i Syrien), må Jesus være født år 6 eller 7 e.v.t., eftersom Kvirinius først blev statsholder i år 6 e.v.t. En tredje mulighed er stjernen, der lyste op på himlen ved Jesus" fødsel. I så fald må det være år 12 f.v.t., da Halleys komet var synlig, eller år 7 f.v.t. da planeterne Saturn, Mars og Jupiter indgik en helt usædvanlig konstellation, som kun finder sted med 805 års mellemrum.
Det virkelige mysterium er dog ikke tidspunktet for Jesus" fødsel og død, men at intet vides om hans første tre
Ingen kender noget til Jesus" udseende. Han blev aldrig malt eller på anden måde afbildet i levende live. Tvivlsomme beskrivelser fremstiller ham som vanskabt og kun 135 cm høj. Omkring år 710 beretter metropoliten af Kreta, Andreas, at "Herren havde sammenvoksede øjenbryn, skønne øjne, langagtigt ansigt, en let bøjet, men veldrejet skikkelse." År 800 omtaler munken Epifanius i Konstantinopel Jesus som "170 cm høj med blonde lokker, en smule krøllede, sorte og ikke buede bryn og søgrønne øjne." Disse portrætteringer har ikke mere på sig end tegningerne i katakomber fra det 2. og 3. århundrede, der påstås at forestille Jesus, eller Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke i København og alle andre afbildninger i alverdens kirker.
Den totale mangel på oplysninger om Jesus" liv har været et hovedtema i utallige debatter mellem sagkyndige og affødt spørgsmålet, om den tomme grav og Jesus' genkomst og åbenbaringer ikke blot er fiktioner opfundet lang tid efter hans død til at fastholde påstanden om hans guddommelighed med. I 1926 opfordrede forskeren Rudolf Bultmann ved universitetet i Marburg i Tyskland sine kolleger til at opgive ethvert forsøg på at trænge ned bag trosforestillingerne om den jøde, der skulle være født for totusind år siden, da denne utvivlsom var et falsum.
Tidligere endnu, i 1835, satte en anden tysk forsker, teologen og filosoffen David Friedrich Strauss (1808-74) i sin bog om "Jesus' liv" spørgsmålstegn ved, om troen på Jesus som gud eller guds søn ikke havde forledt de ukendte evangelister til at forskønne eller tildigte kendsgerninger om Jesus.
I samme tidsramme, i 1844, udtrykkes den dybeste mistillid til den genopstandne i Søren Kierkegaards "Philosophiske Smuler." Kierkegaard skriver om guden, der vælger at leve som et menneske, at denne historie er et paradoks - noget, der nødvendigvis må stride mod enhver form for intellektuel eller videnskabelig erkendelse eller forståelse og dermed ligge over al menneskelig forstand.
For Kristus og Paulus var religionens vigtigste budskab, at verden inden længe ville gå under, og at menneskene skulle forberedes på, hvordan de skulle forvalte de "sidste tider" for at opnå frelsen og saligheden. Det næsten fastsatte tidspunkt for dommedag blev dog langt overskredet. Det vakte uro og bekymring i den kristne verden.
Havde man ikke taget konsekvensen af verdensundergangens udeblivelse ved at lægge mindre vægt på dens aktualitet var kristendommen sandsynligvis forsvundet ud af historien ligesom de gnostiske sekter. Troen på verdens blev imidlertid erklæret for kætteri allerede i år 431, ved konciliet i Efesus ─ kirken ignorerede det blot og måtte til stadighed revidere og udskyde tidspunktet for den forventede dommedag. Når dommedagsdoktrinen blev fastholdt med morbid forstokkethed er forklaringen, at der var brug for en skrækvision i strategien for at opretholde den religiøse magt og autoritet.
Kristendommen er uadskillig fra eskatologien, dvs. Kristus genkomst, dommedags indtræffen og gudsrigets endelige virkelighedsgørelse, alt sammen ventet inden for et begrænset tidsrum efter Jesus' korsfæstelse. I Matt. 24,3, Det Nye Testamente, ses det, at spørgsmålet var aktuelt endnu mens Jesus levede: I Matt. 4,17 udtaler Jesus: "Omvend jer, thi himmeriget er kommet nær."
Det Nye Testamente efterlader ingen tvivl om, at det er de sidste tider, der refereres til som nær forestående. I Matt. 10,23 siger Jesus til sine disciple: "I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend menneskesønnen kommer." Videre siger Jesus ifølge Matthæusevangeliet til sine tilhørere: "Sandelig siger jeg eder: der er nogen af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft." Skal disse ord tages på deres pålydende, at der blandt tilhørerne var personer, som i levende live skulle overvære gudsrigets virkeliggørelse, må det antages, at begivenheden skulle finde sted inden for en tidsramme af højst 70-75 år, såfremt man med lidt god vilje strækker ordene til at gælde også eventuelle tilstedeværende mindreårige.
Tidligere endnu, i 1835, satte en anden tysk forsker, teologen og filosoffen David Friedrich Strauss (1808-74) i sin bog om "Jesus' liv" spørgsmålstegn ved, om troen på Jesus som gud eller guds søn ikke havde forledt de ukendte evangelister til at forskønne eller tildigte kendsgerninger om Jesus.
I samme tidsramme, i 1844, udtrykkes den dybeste mistillid til den genopstandne i Søren Kierkegaards "Philosophiske Smuler." Kierkegaard skriver om guden, der vælger at leve som et menneske, at denne historie er et paradoks - noget, der nødvendigvis må stride mod enhver form for intellektuel eller videnskabelig erkendelse eller forståelse og dermed ligge over al menneskelig forstand.
For Kristus og Paulus var religionens vigtigste budskab, at verden inden længe ville gå under, og at menneskene skulle forberedes på, hvordan de skulle forvalte de "sidste tider" for at opnå frelsen og saligheden. Det næsten fastsatte tidspunkt for dommedag blev dog langt overskredet. Det vakte uro og bekymring i den kristne verden.
Havde man ikke taget konsekvensen af verdensundergangens udeblivelse ved at lægge mindre vægt på dens aktualitet var kristendommen sandsynligvis forsvundet ud af historien ligesom de gnostiske sekter. Troen på verdens blev imidlertid erklæret for kætteri allerede i år 431, ved konciliet i Efesus ─ kirken ignorerede det blot og måtte til stadighed revidere og udskyde tidspunktet for den forventede dommedag. Når dommedagsdoktrinen blev fastholdt med morbid forstokkethed er forklaringen, at der var brug for en skrækvision i strategien for at opretholde den religiøse magt og autoritet.
Kristendommen er uadskillig fra eskatologien, dvs. Kristus genkomst, dommedags indtræffen og gudsrigets endelige virkelighedsgørelse, alt sammen ventet inden for et begrænset tidsrum efter Jesus' korsfæstelse. I Matt. 24,3, Det Nye Testamente, ses det, at spørgsmålet var aktuelt endnu mens Jesus levede: I Matt. 4,17 udtaler Jesus: "Omvend jer, thi himmeriget er kommet nær."
Det Nye Testamente efterlader ingen tvivl om, at det er de sidste tider, der refereres til som nær forestående. I Matt. 10,23 siger Jesus til sine disciple: "I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend menneskesønnen kommer." Videre siger Jesus ifølge Matthæusevangeliet til sine tilhørere: "Sandelig siger jeg eder: der er nogen af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft." Skal disse ord tages på deres pålydende, at der blandt tilhørerne var personer, som i levende live skulle overvære gudsrigets virkeliggørelse, må det antages, at begivenheden skulle finde sted inden for en tidsramme af højst 70-75 år, såfremt man med lidt god vilje strækker ordene til at gælde også eventuelle tilstedeværende mindreårige.
Andre dele af Det Ny Testamente bekræfter entydigt, at de kristne forventninger til verdens undergang og gudsrigets indførelse på jorden gennemtrænger hele det første århundrede og måske nogle år af det andet, hvorefter tvivlen opstår, som man kan læse i 2. Petersbrev 3,4: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?" Allerede ved midten af det andet århundrede havde den eskatologiske tro på en ontologisk omvæltning mistet meget af sin kraft, og fra da af kunne den anses for en ligegyldig dogme.
Apokalypsen som idé har fulgt den utopiske, religiøse tænkning lige fra dens begyndelse, den følger den som en skygge, er dens bagside og kan ikke løsrives fra den: uden katastrofe intet tusindårsrige, uden apokalypse intet paradis. Forestillinger om verdens undergang er ikke andet end negativ utopi.
Et værdifuldt reklivie var i århundreder Jesus' ligklæde. Millioner af mennesker tror på, at dette tyndslidte stykke stof, 4,36 meter i længden og 1,10 meter i bredden, er netop det ligklæde, som blev svøbt om Jesus, da han blev lagt i graven. Pave Paul II præsenterede det for seerne, da det første gang blev fremvist i italiensk fjernsyn i 1973, som et "forbavsende og mystisk" reklivie, men undgik omhyggeligt at udtale sig om ægtheden.
Forfatteren Nicholas Allan, Sydafrika, har i en bog redegjort for, at med dette ligklæde står man over for verdens første fotografi, udført i et såkaldt Camera Obscura med en såkaldt bikonveks kameralinse. Stoffet skulle i så fald være imprægneret med sølvnitrat, et stof man kendte til i middelalderen.
De bibelske beretninger om Jesus gravlæggelse er korte. Aftenen efter hans død kom en rig mand ved navn Josef fra Arimatæa til Pilatus og bad om at få Jesus legeme udleveret for at svøbe det i et rent liglagen og lægge det i den grav, han havde ladet udhugge i klippen til sig selv. (Illustration her af begivenheden udført af den svenske maler Karl Isakson 1921)
Apokalypsen som idé har fulgt den utopiske, religiøse tænkning lige fra dens begyndelse, den følger den som en skygge, er dens bagside og kan ikke løsrives fra den: uden katastrofe intet tusindårsrige, uden apokalypse intet paradis. Forestillinger om verdens undergang er ikke andet end negativ utopi.
Et værdifuldt reklivie var i århundreder Jesus' ligklæde. Millioner af mennesker tror på, at dette tyndslidte stykke stof, 4,36 meter i længden og 1,10 meter i bredden, er netop det ligklæde, som blev svøbt om Jesus, da han blev lagt i graven. Pave Paul II præsenterede det for seerne, da det første gang blev fremvist i italiensk fjernsyn i 1973, som et "forbavsende og mystisk" reklivie, men undgik omhyggeligt at udtale sig om ægtheden.
Forfatteren Nicholas Allan, Sydafrika, har i en bog redegjort for, at med dette ligklæde står man over for verdens første fotografi, udført i et såkaldt Camera Obscura med en såkaldt bikonveks kameralinse. Stoffet skulle i så fald være imprægneret med sølvnitrat, et stof man kendte til i middelalderen.
De bibelske beretninger om Jesus gravlæggelse er korte. Aftenen efter hans død kom en rig mand ved navn Josef fra Arimatæa til Pilatus og bad om at få Jesus legeme udleveret for at svøbe det i et rent liglagen og lægge det i den grav, han havde ladet udhugge i klippen til sig selv. (Illustration her af begivenheden udført af den svenske maler Karl Isakson 1921)
Så meget er givet, at fra graven til Torino har ligklædet ikke vandret den lige vej. Det omtales første gang i 1204 i Konstantinopel, det nuværende Istanbul. I 1350 skænkede en fransk adelsmand, Geoffroy de Charny, et ligklæde til kirken i landsbyen Lirey ved Troyes i det nordøstlige Frankrig, efter alt at dømme det samme, som forsvandt fra Konstantinopel i det 13. århundrede. Et århundrede senere skænkede hans sønnedatter, Marguerite de la Roche, det til huset Savoyen, og denne familie er fortsat
rekliviens retmæssige ejer. I en periode var det i Tempelherreordenens varetægt, men hvordan det er gået til vides ikke. I 1578 kom det så til Italien for at blive opbevaret sammenrullet i en sølvurne inden i en trækiste bag et gitterværk i Torinos domkirke, i det dertil indtrettede Cappella della Santa Sindone: Det hellige Ligklædes kapel, et cirkulært rum med en diameter på 20 meter, beklædt med sort marmor og udsmykket med monumenter for Savoyen-dynastiet i hvidt marmor.
Klædet i sølvurnen viser et svagt aftryk af en skægget, langhåret mands tilsyneladende blodplettede lig. Manden har været 181 cm høj og højst vejet 77 kg. I 1986 gav pave Johannes Paul II tilladelse til en videnskabelig undersøgelse af Jesus' formodede ligklæde. Tre af hinanden uafhængige kulstof 14-prøver har afsløret, at klædet er fra mellem år 1250 og 1390, med perioden 1325-1355 som den mest sandsynlige. De formodede blodpletter efter Jesus' fem sår, der i nyere tid er set som en selvsuggereret forekomst hos religiøst sensitive personer, er efter kemiske analyser defineret til en blanding af jernoxyd og cinnoberrødt.
Den katolske kirke har nægtet at anerkende de videnskabelige undersøgelsesresultater.
rekliviens retmæssige ejer. I en periode var det i Tempelherreordenens varetægt, men hvordan det er gået til vides ikke. I 1578 kom det så til Italien for at blive opbevaret sammenrullet i en sølvurne inden i en trækiste bag et gitterværk i Torinos domkirke, i det dertil indtrettede Cappella della Santa Sindone: Det hellige Ligklædes kapel, et cirkulært rum med en diameter på 20 meter, beklædt med sort marmor og udsmykket med monumenter for Savoyen-dynastiet i hvidt marmor.
Klædet i sølvurnen viser et svagt aftryk af en skægget, langhåret mands tilsyneladende blodplettede lig. Manden har været 181 cm høj og højst vejet 77 kg. I 1986 gav pave Johannes Paul II tilladelse til en videnskabelig undersøgelse af Jesus' formodede ligklæde. Tre af hinanden uafhængige kulstof 14-prøver har afsløret, at klædet er fra mellem år 1250 og 1390, med perioden 1325-1355 som den mest sandsynlige. De formodede blodpletter efter Jesus' fem sår, der i nyere tid er set som en selvsuggereret forekomst hos religiøst sensitive personer, er efter kemiske analyser defineret til en blanding af jernoxyd og cinnoberrødt.
Den katolske kirke har nægtet at anerkende de videnskabelige undersøgelsesresultater.
