Bibelen er et falsum, III
Dens inspirationskilder
For den overfladiske betragter kan verdensreligionerne umiddelbart virke forskellige: hinduismen med et væld af guddomme ved sammenligning med muslimernes tro på Allahs enhed. I de asiatiske religioner følger liv og død hinanden i en evig cirkel, i andre religioner lever man kun én gang. Der er også forskellig måde at forholde sig til troen på. Hinduer fødes ind i religionen, buddhister erkender den, kristne og muslimer bekender sig til den. Jøder, kristne og muslimer deler fortid og skrifter, hinduer og buddhister ligeledes. Disse forskelle har mindre at gøre med den religionsfilosofiske dialektik, men er rudimentære input fra ældre kultus. Tilbage til de ældste tider er der langt flere lighedspunkter end forskelle. Cree-indianerens tro på "Den store ånd, der har skabt verden" associerer til kristendommen.
Det har optaget forskere og tænkere i århundreder, hvad der i de tidlige tider fik mennesker til at fantasere om en gudeverden, befolket med besynderlige væsner, som de i nødsituationer måske kunne få til at hjælpe sig, og som de efter at være døde ville få mulighed for at møde på visse betingelser.
Det har optaget forskere og tænkere i århundreder, hvad der i de tidlige tider fik mennesker til at fantasere om en gudeverden, befolket med besynderlige væsner, som de i nødsituationer måske kunne få til at hjælpe sig, og som de efter at være døde ville få mulighed for at møde på visse betingelser.
Det siger næsten sig selv, at dødsangsten var den væsentlige årsag til disse spekulationer. Nutidens menneskers tidshorisont omfatter almindeligvis kun den allernærmeste fortid - afgrænset af fødselstidspunktet - og de vil ikke helt kunne sætte sig ind i de følelser og indtryk et almindeligt tordenvejr, en solformørkelse eller en komets tilsynekomst midt i aftenens stjernebillede fremkaldte hos jordboere for årtusinder siden, når de med skrækblandet nysgerrighed iagttog naturfænomenerne fra klippehulerne. Så uforståelige og uforklarlige oplevelser indgav dem dødsangst, men fik dem også til at fundere over universet, livet og døden.
Og dette væsen, der med sin tankevirksomhed var storslået ud i egen indbildning, ville ikke affinde sig med bare at skulle dø en skønne dag - forsvinde ud i et evigt mørke. I sammenligning med dyrene var mennesket en alt for mageløs skabning til, at denne triste skæbne skulle være bestemmelsen med det. Mennesket rummede i sig noget mere end dyrene, som var vanskelig at begribe og definere, men som man fandt på at benævne sjæl og udråbe til en guddommelig gave, der forvaltet rigtigt kunne skænke mennesket udødelighed.
Dansen omkring totempælen, ofrene til solguden Ra og bønnerne til korset var og er rituel udfoldelse i samme forestilling om, at der findes noget hinsides det jordiske liv. Magna Mater, Mars, Dionysos, Odin, Loke, Baal, Ra, Seth, Krishna, Jahwe og Jesus o.m.a. var alle udtryk for en og samme guds forhold til menneskene. Når alt andet glippede, søgte man gudernes beskyttelse mod uheld i forbindelse med tilværelsens barske valg og naturens luner og rædsler.
Menneskets oprindelige opfattelse af tilværelsen baserede sig på forskellen af liv og livløst. Begrebet ånder var decideret udtryk for anskuelsen af liv i modsætning til livløst. Naturens virke opfattedes analogt med menneskets egen virke, så der skelnedes mellem menneskeånder og naturens ånder, men efterhånden sammenblandes de og bliver til ren mysticisme, da anskuelsen om menneskeåndens fortsatte liv efter legemets død og forfald kom til at dominere det religiøse liv og dermed føjede en dimension mere til naturopfattelsen.
-**-
Troen på eksistensen af en ånde-eller gudeverden, hvoraf verdensreligionerne opstod, foruden al slags overtro, spiritisme, astrologi, reinkarnation, satanisme og idéen med at tillægge ædelstene okkulte egenskaber, udspringer af hallucinationer og naturfrygt.
Og dette væsen, der med sin tankevirksomhed var storslået ud i egen indbildning, ville ikke affinde sig med bare at skulle dø en skønne dag - forsvinde ud i et evigt mørke. I sammenligning med dyrene var mennesket en alt for mageløs skabning til, at denne triste skæbne skulle være bestemmelsen med det. Mennesket rummede i sig noget mere end dyrene, som var vanskelig at begribe og definere, men som man fandt på at benævne sjæl og udråbe til en guddommelig gave, der forvaltet rigtigt kunne skænke mennesket udødelighed.
Dansen omkring totempælen, ofrene til solguden Ra og bønnerne til korset var og er rituel udfoldelse i samme forestilling om, at der findes noget hinsides det jordiske liv. Magna Mater, Mars, Dionysos, Odin, Loke, Baal, Ra, Seth, Krishna, Jahwe og Jesus o.m.a. var alle udtryk for en og samme guds forhold til menneskene. Når alt andet glippede, søgte man gudernes beskyttelse mod uheld i forbindelse med tilværelsens barske valg og naturens luner og rædsler.
Menneskets oprindelige opfattelse af tilværelsen baserede sig på forskellen af liv og livløst. Begrebet ånder var decideret udtryk for anskuelsen af liv i modsætning til livløst. Naturens virke opfattedes analogt med menneskets egen virke, så der skelnedes mellem menneskeånder og naturens ånder, men efterhånden sammenblandes de og bliver til ren mysticisme, da anskuelsen om menneskeåndens fortsatte liv efter legemets død og forfald kom til at dominere det religiøse liv og dermed føjede en dimension mere til naturopfattelsen.
Troen på eksistensen af en ånde-eller gudeverden, hvoraf verdensreligionerne opstod, foruden al slags overtro, spiritisme, astrologi, reinkarnation, satanisme og idéen med at tillægge ædelstene okkulte egenskaber, udspringer af hallucinationer og naturfrygt.
Vore fjerne forfædre var ikke i tvivl om, at alt det, der skræmte dem og syntes at true dem med udslettelse, skyldtes væsner med åbenbart umådelige kræfter, og hvad værre var, så lod de i mange tilfælde til at være usynlige. Men der måtte være en måde at formilde dem på, ræsonnerede man, og måske fandtes der blandt disse mystiske væsener endda nogle, som kunne overtales til at beskytte dem mod alt det onde i verden, hvis de fik noget til gengæld. Vanskeligheden bestod umiddelbart i, hvordan man skulle komme i kontakt med dem, men i flokken var der altid én, der var snildere til at finde ud af tingene end andre, og som sikkert også kunne klare dette specielle problem.
Menneskers frygt for det ukendte og desperate ønske om at beskytte sig mod det var identisk, uanset hvor på kloden de opholdt sig, akkurat som menneskenes første redskaber ser omtrent ens ud, uanset hvor de blev fremstillet, og skønt det ikke i alle tilfælde skete på samme tidspunkt. Af deres iagttagelser og overvejelser med udgangspunkt i de geografiske forhold, stammens traditioner og udfordringerne i forbindelse med livets opretholdelse, som optog størstedelen af deres tid og derfor også gav anledning til megen tankevirksomhed, udkrystaliserede der sig nogle højst usikre anskuelser om livet og døden, som gennem mundtlige overleveringer fra det ene slægtsled til det andet med tiden blev til et hierátisk skrift med ceremonier og ritualer, til at begynde med enkle og uden egentlig kontinuitet, men af tilfældighederne mange forløb opstod der flere og flere guder, flere og flere religiøse bestemmelser, flere og flere ceremonier.
Alle religioner har stort set gennemgået en ensartet udvikling: samme billeder, tegn og symboler afspejler menneskers indtryk af og tanker om tilværelsen, som senere i mangfoldige tilfælde blev misforstået og fortolket som overleveringer af mysticisme, måske fordi det var det, man søgte efter
I de egentlige religioner er guderne ikke umenneskelige eller amenneskelige, men overmenneskelige. Kun hos visse panteistiske tænkere er de antropomorfe træk eliminerede, men samtidig er gudsbegrebet blot synonymt med naturen - som hos Spinoza - og ordet gud kunne derfor lige så godt stryges af panteisternes ordbog. Når det bibeholdes er det kun af følelesbetonede årsager: idet naturen identificeres med gud, opfattes den som noget guddommeligt og kan derfor gøres til genstand for følelser, som den rent nøgterne naturbetragtning ikke ville fremkalde eller tilfredsstille, men som faktisk findes hos panteisterne og kræver antagelsen af en genstand, de kan rettes imod. Naturens guddommelighed bliver i panteismen et symbolsk udtryk for en vis religiøs trang hos panteisterne, men da eksistensen af en trang aldrig kan bevise eksistensen af noget, der tilfredsstiller trangen - og heller ikke at menneskenes meninger om, hvad der vil tilfredsstille den, er rigtige - så er panteismens erkendelsesteoretisk lige så ubegrundet som andre religionsformer, selv om den måske i sin konsekvens rummer færre urimeligheder.
-¤¤-
På samme måde som mange af jødernes religiøse forestillinger og riter har Babylonien som geografisk ophavssted, kan babyloniernes spores tilbage til sumererne, et ikke-semitisk oldtidsfolk i det sydlige Mesopotamien, kendt fra ca. 4. årtusind f.v.t. De byggede verdens første byer i det rige, de grundlagde i Eufrats bagland fra den Persiske Bugt til grænsen for det senere Babylonien. De ældste og største er Eridu, Lagash, Uruk og Ur, som sammen med andre, mindre byer ramtes hårdt af den naturkatastrofe ca. 3000 f.v.t., der i Bibelen kaldes Syndfloden.
Som alle tings ophav forestillede sumererne sig to modsatte principper eller kræfter: Apsu, mandlig og god, Tiamat, kvindelig og ond. Når begge opfattedes i vandets form er årsagen, at havet, floderne og kanalerne var sumerernes primære livsbetingelse. Ud af de to princippers forening opstod guderne: himmelguden og jordgudinden, og de havde tre sønner, der blev de øverste blandt de egentlige guder. De hed Anu, der herskede over himlen, Ea, der herskede over havet, og Enlil som herskede over jorden.
Ea skabte mennesker af ler, akkurat som Jahwe skabte Adam. Enlil var imidlertid utilfreds med disse væsner og opnåede de andre guders samtykke til at udrydde dem og deres synd ved en stor oversvømmelse. Ea, havets gud, var dog imod tanken og underrettede sin ven Utamapástim (Noah) om planen og bad ham bygge et skib og bjærge sig med familie og dyr.
Menneskeheden via sumererne overlevede Syndfloden, og selv om efterkommerne stadig tilbad de gamle guder, havde de dannet sig et trist billede af livet efter døden: En rest af mennesket fortsatte i form af et slags spøgelse eller ånd i underverdenen, hvor guden Nergal vogtede over dem. Ingen kunne således opnå et behageligt liv efter at have taget afsked med den jordiske tilværelse, derfor fik sumerernes gudsdyrkelse mere til formål at opnå verdslige goder som velstand og et godt helbred. Troen opfordrede dog til moralsk livsførelse. For at opnå gudernes velvilje og den jordisk medgang måtte man ikke synde, dvs. lyve, bedrage, yppe strid, skade nogen, stjæle eller bryde ægteskabet. Den største synd af alle var at sværge falsk.
Sumererne havde, som andre, ældre kultursamfund, deres gudelignende helte. Gilgamesh, en sagnkonge for 4500 år siden, huskes for sit forsøg på at rane frugten fra livets træ fra guderne og skænke den til menneskene for at gøre dem udødelige. Han havde ikke held med forehavendet, men var så grebet af tanken om at finde det evige liv, at han forlod sin hjemby Uruk og drog andre steder hen i sin søgen efter det. Gilgameshs færd skulle næsten to årtusinder senere blive det centrale i de kristnes religionsopfattelse. Det sumeriske sagn om Gilgamesh har så mange lighedspunkter med Bibelens skabelsesberetning, at arkæologer finder det sandsynligt, at vigtige dele af den har hentet inspiration i oldtidsfolket sumerernes verdensbillede.
Totusind år før nogen havde tænkt på Det Gamle og Det Ny Testamente fandt Gilgamesh det jordiske paradis Dilmun, det senere Edens Have. Dilmun var på ingen måde fantasi, men er identificeret som den arabiske østat Bahrain (det var arkæologer fra Forhistorisk Museum Moesgård i Århus, som i første halvdel af 1950"erne i dokumenter om handel med Dilmun sporede Edens Have til øen Bahrain. Dens vegation og hele udseende i oldtiden er i sig selv forklaringen på, at den af sumererne blev betragtet som et paradis, men i dag har den mistet tidligere tiders tillokkende frodighed.) Herfra bragte Dilmuns gud Enki sumererne viden om landbrug, overrisling, videnskab, skrift og kunst. Ganske som Kundskabens Træ stod i Edens have kom alle kunster fra den hellige ø. Her residerede menneskehedens stamfader, her var nøglen til det evige liv. Sumererne glemte aldrig Gilgameshs forsøg på at skaffe dem udødeligheden, og af den grund forblev Dilmun det hellige land for dem.
Denne vældige idé om et jordisk paradis holdt sig levende i årtusinder, indtil den mellem år 600 og 200 f.v.t. blev nedskrevet i Det Gamle Testamente, i hvis skabelseslegende der kun findes det jordiske liv i og uden for paradis - i en senere opfattelse, i Det Nye Testamente, er paradis flyttet bort fra denne klode! En slags religiøs efterrationalisering der er blevet mere og mere udbredt for mange andre bibelske myter, senest i den nyeste danske bibeloversættelse med dens mellem 300-400 forvandskninger af den oprindelige, hebraiske tekst på grund af blandt andet det utroværdige forsøg på at tilvejebringe en sammenhæng mellem beretninger i Det ny og Gamle testamente, et emne jeg vender tilbage til og uddyber i senere afsnit.
IV afsnit af artikelserien om ca. 3 uger.
Menneskers frygt for det ukendte og desperate ønske om at beskytte sig mod det var identisk, uanset hvor på kloden de opholdt sig, akkurat som menneskenes første redskaber ser omtrent ens ud, uanset hvor de blev fremstillet, og skønt det ikke i alle tilfælde skete på samme tidspunkt. Af deres iagttagelser og overvejelser med udgangspunkt i de geografiske forhold, stammens traditioner og udfordringerne i forbindelse med livets opretholdelse, som optog størstedelen af deres tid og derfor også gav anledning til megen tankevirksomhed, udkrystaliserede der sig nogle højst usikre anskuelser om livet og døden, som gennem mundtlige overleveringer fra det ene slægtsled til det andet med tiden blev til et hierátisk skrift med ceremonier og ritualer, til at begynde med enkle og uden egentlig kontinuitet, men af tilfældighederne mange forløb opstod der flere og flere guder, flere og flere religiøse bestemmelser, flere og flere ceremonier.
Alle religioner har stort set gennemgået en ensartet udvikling: samme billeder, tegn og symboler afspejler menneskers indtryk af og tanker om tilværelsen, som senere i mangfoldige tilfælde blev misforstået og fortolket som overleveringer af mysticisme, måske fordi det var det, man søgte efter
I de egentlige religioner er guderne ikke umenneskelige eller amenneskelige, men overmenneskelige. Kun hos visse panteistiske tænkere er de antropomorfe træk eliminerede, men samtidig er gudsbegrebet blot synonymt med naturen - som hos Spinoza - og ordet gud kunne derfor lige så godt stryges af panteisternes ordbog. Når det bibeholdes er det kun af følelesbetonede årsager: idet naturen identificeres med gud, opfattes den som noget guddommeligt og kan derfor gøres til genstand for følelser, som den rent nøgterne naturbetragtning ikke ville fremkalde eller tilfredsstille, men som faktisk findes hos panteisterne og kræver antagelsen af en genstand, de kan rettes imod. Naturens guddommelighed bliver i panteismen et symbolsk udtryk for en vis religiøs trang hos panteisterne, men da eksistensen af en trang aldrig kan bevise eksistensen af noget, der tilfredsstiller trangen - og heller ikke at menneskenes meninger om, hvad der vil tilfredsstille den, er rigtige - så er panteismens erkendelsesteoretisk lige så ubegrundet som andre religionsformer, selv om den måske i sin konsekvens rummer færre urimeligheder.
-¤¤-
På samme måde som mange af jødernes religiøse forestillinger og riter har Babylonien som geografisk ophavssted, kan babyloniernes spores tilbage til sumererne, et ikke-semitisk oldtidsfolk i det sydlige Mesopotamien, kendt fra ca. 4. årtusind f.v.t. De byggede verdens første byer i det rige, de grundlagde i Eufrats bagland fra den Persiske Bugt til grænsen for det senere Babylonien. De ældste og største er Eridu, Lagash, Uruk og Ur, som sammen med andre, mindre byer ramtes hårdt af den naturkatastrofe ca. 3000 f.v.t., der i Bibelen kaldes Syndfloden.
Som alle tings ophav forestillede sumererne sig to modsatte principper eller kræfter: Apsu, mandlig og god, Tiamat, kvindelig og ond. Når begge opfattedes i vandets form er årsagen, at havet, floderne og kanalerne var sumerernes primære livsbetingelse. Ud af de to princippers forening opstod guderne: himmelguden og jordgudinden, og de havde tre sønner, der blev de øverste blandt de egentlige guder. De hed Anu, der herskede over himlen, Ea, der herskede over havet, og Enlil som herskede over jorden.
Ea skabte mennesker af ler, akkurat som Jahwe skabte Adam. Enlil var imidlertid utilfreds med disse væsner og opnåede de andre guders samtykke til at udrydde dem og deres synd ved en stor oversvømmelse. Ea, havets gud, var dog imod tanken og underrettede sin ven Utamapástim (Noah) om planen og bad ham bygge et skib og bjærge sig med familie og dyr.
Menneskeheden via sumererne overlevede Syndfloden, og selv om efterkommerne stadig tilbad de gamle guder, havde de dannet sig et trist billede af livet efter døden: En rest af mennesket fortsatte i form af et slags spøgelse eller ånd i underverdenen, hvor guden Nergal vogtede over dem. Ingen kunne således opnå et behageligt liv efter at have taget afsked med den jordiske tilværelse, derfor fik sumerernes gudsdyrkelse mere til formål at opnå verdslige goder som velstand og et godt helbred. Troen opfordrede dog til moralsk livsførelse. For at opnå gudernes velvilje og den jordisk medgang måtte man ikke synde, dvs. lyve, bedrage, yppe strid, skade nogen, stjæle eller bryde ægteskabet. Den største synd af alle var at sværge falsk.
Sumererne havde, som andre, ældre kultursamfund, deres gudelignende helte. Gilgamesh, en sagnkonge for 4500 år siden, huskes for sit forsøg på at rane frugten fra livets træ fra guderne og skænke den til menneskene for at gøre dem udødelige. Han havde ikke held med forehavendet, men var så grebet af tanken om at finde det evige liv, at han forlod sin hjemby Uruk og drog andre steder hen i sin søgen efter det. Gilgameshs færd skulle næsten to årtusinder senere blive det centrale i de kristnes religionsopfattelse. Det sumeriske sagn om Gilgamesh har så mange lighedspunkter med Bibelens skabelsesberetning, at arkæologer finder det sandsynligt, at vigtige dele af den har hentet inspiration i oldtidsfolket sumerernes verdensbillede.
Totusind år før nogen havde tænkt på Det Gamle og Det Ny Testamente fandt Gilgamesh det jordiske paradis Dilmun, det senere Edens Have. Dilmun var på ingen måde fantasi, men er identificeret som den arabiske østat Bahrain (det var arkæologer fra Forhistorisk Museum Moesgård i Århus, som i første halvdel af 1950"erne i dokumenter om handel med Dilmun sporede Edens Have til øen Bahrain. Dens vegation og hele udseende i oldtiden er i sig selv forklaringen på, at den af sumererne blev betragtet som et paradis, men i dag har den mistet tidligere tiders tillokkende frodighed.) Herfra bragte Dilmuns gud Enki sumererne viden om landbrug, overrisling, videnskab, skrift og kunst. Ganske som Kundskabens Træ stod i Edens have kom alle kunster fra den hellige ø. Her residerede menneskehedens stamfader, her var nøglen til det evige liv. Sumererne glemte aldrig Gilgameshs forsøg på at skaffe dem udødeligheden, og af den grund forblev Dilmun det hellige land for dem.
Denne vældige idé om et jordisk paradis holdt sig levende i årtusinder, indtil den mellem år 600 og 200 f.v.t. blev nedskrevet i Det Gamle Testamente, i hvis skabelseslegende der kun findes det jordiske liv i og uden for paradis - i en senere opfattelse, i Det Nye Testamente, er paradis flyttet bort fra denne klode! En slags religiøs efterrationalisering der er blevet mere og mere udbredt for mange andre bibelske myter, senest i den nyeste danske bibeloversættelse med dens mellem 300-400 forvandskninger af den oprindelige, hebraiske tekst på grund af blandt andet det utroværdige forsøg på at tilvejebringe en sammenhæng mellem beretninger i Det ny og Gamle testamente, et emne jeg vender tilbage til og uddyber i senere afsnit.
IV afsnit af artikelserien om ca. 3 uger.
