Bibelen er et falsum, II
Artikelseriens 2. afnit handler om "Fra tidernes begyndelse"
Troen på, at en guddom skabte jorden og mennesket, bunder i et konglomerat af misforståelser og abstrakte forestillinger om den eventuelle mening med menneskelivet.
At mennesket ene af alle dyrearter skulle have grund til at forvente en særlig mening med livet, savner enhver begrundelse. Liv er ikke et spørgsmål om rettigheder, og hvad der er en konsekvens af livet, er ikke en fortsat tilværelse, som er kunstig, men derimod død.
Den besynderlige idé med at efterlyse en mening med tilværelsen kan føres tilbage til tre ætiologier: naturfrygt, hallucinationer og fejltydninger af de tidligste symbol-skriftsprog.
Bevidsthedens tre vigtigste funktioner er opfattelsesevnen, lig med realitetssansen, forestillingsevnen, lig med fantasien, og hukommelsen, vor datacentral.
Jo mere man ved, jo flere erfaringer man har, jo flere data indeholder hukommelsen, som både opfattelsesevne og forestillingsevne kan trække på, hver for sig eller i en kombineret tankeproces.
Omvendt: jo mindre man ved, jo færre erfaringer man har, jo
færre data er der til rådighed i hukommelsen, som sætter én i stand til at løse et problem, forstå en situation eller besvare et vigtigt spørgsmål, og så vil mange være tilbøjelige til at overlade det til forestillingsevnen, altså fantasien, at nå et resultat.
Urmenneskets hjerne var udstyret på samme måde som vores, men dets hukommelse rummede ingen særlig viden eller erfaringer udover de mest primitive om livets opretholdelse. Det kendte intet til meteorologiske fænomener, tordenvejr, kometer der fór hen over himmelhvælvet, solformørkelse ogsåvidere, og i rædsel for naturfænomenerne gav det sig til at gruble over, hvad de var, og kunne ikke forestille sig dem som andet end noget overnaturligt.
Således opstod mytologier og religioner: af frygten for naturfænomenerne. De ubetydelige forskelle på for eksempel indiansk og nærorientalsk overtro skyldes lokale miljøfaktorer og kulturtraditioner.
-*-
Til at fastholde de primitive iagttagelser af livet og naturfænomenerne udviklede mennesket et symbol-skriftsprog. I begyndelsen anvendtes alene dyretyper i symbolalfabetet, men da det blev skik også at anvende mennesketyper til at fæstne erfaringer og naturiagttagelser med, blev symbolerne af en senere eftertid undertiden opfattet som guder - personificerede skikkelser der styrede kræfterne - ikke af præsterne, men af masserne, der ikke forstod at det var symboler.
Denne uvidenhed hos masserne konsolidere præsternes magt over dem. Ved at indbilde disse, at de havde indflydelse på naturkræfterne - via guderne - opnåede de status som de overnaturlige kræfters jordiske repræsentant.
Metafysikkens didaktik var ekstemporal. In
Oprindelig blev tordenen forklaret med billedet af et menneske i en vogn, som kørte hen over skyerne, senere blev det som en metamorfose til tordenguden, der kørte hen over skyerne.
I verdensreligionerne er det personificerede billedsymbol for kraften også metaforisk udskilt til at være en guddom. Det viser forskellen i opfattelsen af og den faktiske mening med billedskriften: der er to måder at læse dem på: den ene fører til kirketroen, den anden til viden.
(Til sammenligning blev franskmanden J. F. Champollions tydning af hieroglyfferne anfægtet i 1960"erne af den danske fortidsforsker Frede Melhedegaard og hans svenske kollega Henry Kjellson. De ikke alene hævdede, at nogle af hieroglyfferne formidler tekniske oplysninger, men beviste det ved at konstruere en maskine efter hieroglyfiske tegn, som fungerede ved hjælp af elektricitet. Bevismaterialet blev forelagt og godkendt af direktør dr. David Baird, indtil slutningen af 1970'erne leder af "National Museum of Science and Technology" i Ottawa.)
At mennesket ene af alle dyrearter skulle have grund til at forvente en særlig mening med livet, savner enhver begrundelse. Liv er ikke et spørgsmål om rettigheder, og hvad der er en konsekvens af livet, er ikke en fortsat tilværelse, som er kunstig, men derimod død.
Den besynderlige idé med at efterlyse en mening med tilværelsen kan føres tilbage til tre ætiologier: naturfrygt, hallucinationer og fejltydninger af de tidligste symbol-skriftsprog.
Bevidsthedens tre vigtigste funktioner er opfattelsesevnen, lig med realitetssansen, forestillingsevnen, lig med fantasien, og hukommelsen, vor datacentral.
Jo mere man ved, jo flere erfaringer man har, jo flere data indeholder hukommelsen, som både opfattelsesevne og forestillingsevne kan trække på, hver for sig eller i en kombineret tankeproces.
Omvendt: jo mindre man ved, jo færre erfaringer man har, jo
færre data er der til rådighed i hukommelsen, som sætter én i stand til at løse et problem, forstå en situation eller besvare et vigtigt spørgsmål, og så vil mange være tilbøjelige til at overlade det til forestillingsevnen, altså fantasien, at nå et resultat.
Urmenneskets hjerne var udstyret på samme måde som vores, men dets hukommelse rummede ingen særlig viden eller erfaringer udover de mest primitive om livets opretholdelse. Det kendte intet til meteorologiske fænomener, tordenvejr, kometer der fór hen over himmelhvælvet, solformørkelse ogsåvidere, og i rædsel for naturfænomenerne gav det sig til at gruble over, hvad de var, og kunne ikke forestille sig dem som andet end noget overnaturligt.
Således opstod mytologier og religioner: af frygten for naturfænomenerne. De ubetydelige forskelle på for eksempel indiansk og nærorientalsk overtro skyldes lokale miljøfaktorer og kulturtraditioner.
-*-
Til at fastholde de primitive iagttagelser af livet og naturfænomenerne udviklede mennesket et symbol-skriftsprog. I begyndelsen anvendtes alene dyretyper i symbolalfabetet, men da det blev skik også at anvende mennesketyper til at fæstne erfaringer og naturiagttagelser med, blev symbolerne af en senere eftertid undertiden opfattet som guder - personificerede skikkelser der styrede kræfterne - ikke af præsterne, men af masserne, der ikke forstod at det var symboler.
Denne uvidenhed hos masserne konsolidere præsternes magt over dem. Ved at indbilde disse, at de havde indflydelse på naturkræfterne - via guderne - opnåede de status som de overnaturlige kræfters jordiske repræsentant.
Metafysikkens didaktik var ekstemporal. In
Oprindelig blev tordenen forklaret med billedet af et menneske i en vogn, som kørte hen over skyerne, senere blev det som en metamorfose til tordenguden, der kørte hen over skyerne.
I verdensreligionerne er det personificerede billedsymbol for kraften også metaforisk udskilt til at være en guddom. Det viser forskellen i opfattelsen af og den faktiske mening med billedskriften: der er to måder at læse dem på: den ene fører til kirketroen, den anden til viden.
(Til sammenligning blev franskmanden J. F. Champollions tydning af hieroglyfferne anfægtet i 1960"erne af den danske fortidsforsker Frede Melhedegaard og hans svenske kollega Henry Kjellson. De ikke alene hævdede, at nogle af hieroglyfferne formidler tekniske oplysninger, men beviste det ved at konstruere en maskine efter hieroglyfiske tegn, som fungerede ved hjælp af elektricitet. Bevismaterialet blev forelagt og godkendt af direktør dr. David Baird, indtil slutningen af 1970'erne leder af "National Museum of Science and Technology" i Ottawa.)
Af alle dyrearter kender kun homo sapiens begreberne i går, i dag og i morgen. De indgik tidligt i menneskets begrebsverden og findes i de ældste symbolske skriftsprog - de vigtigste kilder til vor viden om menneskers liv og tilværelse i en meget fjern fortid.
Mennesket anses for et socialt væsen, hvilket er at gøre en dyd af en nødvendighed, da det klarer sig dårligt på egen hånd. Det behandler sig selv som en art, der kan drives rovdrift på, og som er dømt til at blive forrået og tilintegjort af stærkere artsfæller.
Alligevel syntes mennesket fra begyndelsen - som et paradoks - at have haft en intuitiv fornemmelse af, at et fællesskab med andre ville forbedre overlevelsesmulighederne.
-*-
Naturens ressourcer slog rigeligt til i de fjerne tider til flokkenes behov. Alle fik lige del i alt, føden såvel som den viden flokken høstede af - undertiden dyrekøbte - erfaringer.
Fordi talesproget var primitivt, og kommunikationen mestendels bestod af tegn og lyde, kunne der opstå uenighed, som truede flokkens sammenhold, men dengang, som nu, var det de bedst egnet til at artikulere sig, og som besad fysisk styrke til at hævde sig, der markerede sig i diskussionerne og stridighederne og trumfede deres meninger og ønsker igennem. De blev automatisk fører for flokkene. Således opstod høvdinge-og medicinmandsvældet, to institutioner der skiftedes til at virke sammen eller rivalisere om magten.
Medicinmanden fik som oftest det sidste ord, fordi han med sine tricks overbeviste flokken om, at han stod i forbindelse med ånderne og kunne påvirke dem, ja, endda udøve magt over dem.
I de fjerne tider, der her skrives om, kendte ikke mindst medicinmændene og andre religiøse overhoveder til at bruge euforiserende stoffer til at fremkalde hallucinationer med. Den
dag i dag sniffer afrikanske medicinmænd et eller andet euforiserende pulver, "for," som en af dem forklarede i en tysk TV-udsendelse i år, "bedre at kunne snakke med ånderne."
Det var også på den måde, Muhamed fremkaldte sine
hallucinationer, som visse dele af Koranen er baseret på.
-*-
Mennesket anses for et socialt væsen, hvilket er at gøre en dyd af en nødvendighed, da det klarer sig dårligt på egen hånd. Det behandler sig selv som en art, der kan drives rovdrift på, og som er dømt til at blive forrået og tilintegjort af stærkere artsfæller.
Alligevel syntes mennesket fra begyndelsen - som et paradoks - at have haft en intuitiv fornemmelse af, at et fællesskab med andre ville forbedre overlevelsesmulighederne.
-*-
Naturens ressourcer slog rigeligt til i de fjerne tider til flokkenes behov. Alle fik lige del i alt, føden såvel som den viden flokken høstede af - undertiden dyrekøbte - erfaringer.
Fordi talesproget var primitivt, og kommunikationen mestendels bestod af tegn og lyde, kunne der opstå uenighed, som truede flokkens sammenhold, men dengang, som nu, var det de bedst egnet til at artikulere sig, og som besad fysisk styrke til at hævde sig, der markerede sig i diskussionerne og stridighederne og trumfede deres meninger og ønsker igennem. De blev automatisk fører for flokkene. Således opstod høvdinge-og medicinmandsvældet, to institutioner der skiftedes til at virke sammen eller rivalisere om magten.
Medicinmanden fik som oftest det sidste ord, fordi han med sine tricks overbeviste flokken om, at han stod i forbindelse med ånderne og kunne påvirke dem, ja, endda udøve magt over dem.
I de fjerne tider, der her skrives om, kendte ikke mindst medicinmændene og andre religiøse overhoveder til at bruge euforiserende stoffer til at fremkalde hallucinationer med. Den
dag i dag sniffer afrikanske medicinmænd et eller andet euforiserende pulver, "for," som en af dem forklarede i en tysk TV-udsendelse i år, "bedre at kunne snakke med ånderne."
Det var også på den måde, Muhamed fremkaldte sine
hallucinationer, som visse dele af Koranen er baseret på.
-*-
Livet blev oprindelig opfattet som noget, der kun fandtes på jorden - for den umiddelbare betragtning eksisterede ingen anden verden. Denne opfattelse har været enerådende i størstedelen af menneskehedens historie, indtil opfattelsen af ånden som værende på en slags gæsteoptræden på denne klode begyndte at vinde indpas for mellem elleve og tolvtusinde år siden.
Uindviedes misforståelser af tidligere kulturstadiers symbolskriftsprog er årsag til anskuelsen af livet som kommende udefra, fra gud, for midlertidigt at eksistere i et jordisk hylster og siden forlade jorden til et evigt liv dér, hvor det kom fra.
En så fantastisk anskuelse var vanskelig at acceptere for mange, som erfarede den for første gang. De gjorde det ofte kun under tvang eller ved at opleve konfusionen, som mysticismen hensætter folk i med uforståelige ordremser, fantasifulde ceremonier og groteske relikvier.
Af disse en fjern fortids tåger af utopier om overnaturlige magter og tilbedelsen af dem med mystiske skikke er de store, massesuggererende tempel-, moske-og kirkelærer opstået. Kraften er ens for dem alle, nemlig magi.
Til at udøve magi er bønnen et suggererende hjælpemiddel. Tryllekunstneren bruger sin stok til at forhøje virkningen af illusionen med, de religiøse magikere griber til kors, røgelskar eller fornemt udsmykkede guldstave.
Gennem suggestionen opnås mysticismens snart dulmende trøst, snart ophidsende fantasier. Magien opfattes umiddelbart som en reel, åndelig kraft, de troende i det ene øjeblik ser hen til som en hjælp i krisesituationer, i andre fylder dem med tvivl og frygt.
Denne paranoide sindstilstand - af præster benævnt som sjælekvaler, der kan bringes til ophør ved skrifte og bøn - støder man ofte på hos religiøse mennesker, men kun sjældent hos ateister.
Uindviedes misforståelser af tidligere kulturstadiers symbolskriftsprog er årsag til anskuelsen af livet som kommende udefra, fra gud, for midlertidigt at eksistere i et jordisk hylster og siden forlade jorden til et evigt liv dér, hvor det kom fra.
En så fantastisk anskuelse var vanskelig at acceptere for mange, som erfarede den for første gang. De gjorde det ofte kun under tvang eller ved at opleve konfusionen, som mysticismen hensætter folk i med uforståelige ordremser, fantasifulde ceremonier og groteske relikvier.
Af disse en fjern fortids tåger af utopier om overnaturlige magter og tilbedelsen af dem med mystiske skikke er de store, massesuggererende tempel-, moske-og kirkelærer opstået. Kraften er ens for dem alle, nemlig magi.
Til at udøve magi er bønnen et suggererende hjælpemiddel. Tryllekunstneren bruger sin stok til at forhøje virkningen af illusionen med, de religiøse magikere griber til kors, røgelskar eller fornemt udsmykkede guldstave.
Gennem suggestionen opnås mysticismens snart dulmende trøst, snart ophidsende fantasier. Magien opfattes umiddelbart som en reel, åndelig kraft, de troende i det ene øjeblik ser hen til som en hjælp i krisesituationer, i andre fylder dem med tvivl og frygt.
Denne paranoide sindstilstand - af præster benævnt som sjælekvaler, der kan bringes til ophør ved skrifte og bøn - støder man ofte på hos religiøse mennesker, men kun sjældent hos ateister.
Totemismen er sociale forholds opståen: mennesker slutter sig sammen i stammer, hver med sit mærke. I vor tid er nationalstatens totempæl flagstangen og flaget selve totemet.
Menneskene levede nøgne i begyndelsen. Grækerne til de blev undertvungne af romerne. Totemismen præger menneskenes adfærd og vaner, udover bestemmelser vedrørende klædedragten med regler for parringen, rituelle omskæringer og indsnit for både drenge og piger, samt afmærkninger på kroppen med maling, snit og tatovering.
I begyndelse troede man på jomfrufødsler ud fra iagttagelsen af, at nyt livs opståen skete gennem moderen. Man forstod ikke faderens betydning. Da senere slægtled begreb hans betydning, blev han betragtet som frembringeren af liv.
De symbolske udtryk for moderskab - som jomfrufødsel - findes i mange kulturer under forskellige navne: Horus fødes af jomfru Isis. Men skønt man tidligt forlod idéen med jomfrufødsler, holder kirken fast ved den bibelske fremstilling som en virkelig hændelse.
Begrebet moder er anvendt i forskellige former og mange betydninger: "Den store moder jord, Ta-Urt", som ikke har køn og ikke børn, men skænker føde og liv. "Den store moder Apt" som føder børn. En tredje er den symbolske moder, tillige totem, hvorfra mennesket stammer, så længe man ikke helt forstod faderens betydning. I Horus-myten har Horus to mødre, jomfruen og en jordisk moder, begge med samme navn: Maria.
Menneskene levede nøgne i begyndelsen. Grækerne til de blev undertvungne af romerne. Totemismen præger menneskenes adfærd og vaner, udover bestemmelser vedrørende klædedragten med regler for parringen, rituelle omskæringer og indsnit for både drenge og piger, samt afmærkninger på kroppen med maling, snit og tatovering.
I begyndelse troede man på jomfrufødsler ud fra iagttagelsen af, at nyt livs opståen skete gennem moderen. Man forstod ikke faderens betydning. Da senere slægtled begreb hans betydning, blev han betragtet som frembringeren af liv.
De symbolske udtryk for moderskab - som jomfrufødsel - findes i mange kulturer under forskellige navne: Horus fødes af jomfru Isis. Men skønt man tidligt forlod idéen med jomfrufødsler, holder kirken fast ved den bibelske fremstilling som en virkelig hændelse.
Begrebet moder er anvendt i forskellige former og mange betydninger: "Den store moder jord, Ta-Urt", som ikke har køn og ikke børn, men skænker føde og liv. "Den store moder Apt" som føder børn. En tredje er den symbolske moder, tillige totem, hvorfra mennesket stammer, så længe man ikke helt forstod faderens betydning. I Horus-myten har Horus to mødre, jomfruen og en jordisk moder, begge med samme navn: Maria.
Misforståelsen af nogle symboler gav sig udslag i kanibalisme, idet børnene, når moderen ikke kunne føde børn længere, spiste hende levende for at bevare stammemoderen "levende" i stammen. Denne skik udviklede sig til, at man spiste faldne fjender, hvorved stammen kunne erhverve sig deres eventuelle, eftertragtelsesværdige egenskaber. Der er tale om rituelle handlinger først og fremmest, ikke om tilfredsstillelse af sult. Den rituelle kannibalisme genfinder vi i den kristne lære om nadveren, idet Jesus legeme og blod ved at blive spist skænker den spisende evigt liv. Nadveren symboliserer, at Jesus spises levende, som moderen i totemismen.
På et senere udviklingstrin ændredes spisningen af stammemoderen ved rituelle fester til spisning af hendes symbol, som oftest det dyr der var stammens totem. Denne skik at spise bestemte dyr ved bestemte lejligheder kendes også i dag. Det kan være gåsen (et totemdyr i oldtidens Egypten). Mange eksempler på skik og brug i menneskets fortid, beskrevet med symboler, er blevet omkalfatret og udviklet for til sidst stivne i en bestemt form, som holdes i hævd og æres uden at nogen aner, hvad de betyder.
I en periode i urkristendommen rådede den fejlopfattelse, at faderen skulle ofre sin førstefødte bogstaveligt, f. eks. Abraham Isak. I Karthago var skikken omkring vor tidsregnings begyndelse afskaffet, ved sønnens fødsel ofrede man i stedet et dyr, men skikken opstod atter under romernes belejring af byen. I rædsel søgte man frelse i mystikken ved at udføre handlinger, som lignede gamle symbolfremstillinger. Deres oprindelse var ikke væsensforskellige fra det ene sted til det andet, fordi kulturudviklingen i de ældste stammesamfund stort set var undergivet samme vilkår, hvad der forklarer de mange ligheder i religionerne.
Farao Akhnatons liv og lære har lighedspunkter med Jesus-myten. Faraoen trodsede præsteskabet, Amon-præsterne, under indflydelse af vismænd der var i besiddelse af fortidens kulturelle viden, og indførte en religion fri for al mysticisme. Han gik ud blandt sit folk og forkyndte sin lære, "fred og lykke på jorden" - ensbetydende med at søge det enkle livs glæder.
På et senere udviklingstrin ændredes spisningen af stammemoderen ved rituelle fester til spisning af hendes symbol, som oftest det dyr der var stammens totem. Denne skik at spise bestemte dyr ved bestemte lejligheder kendes også i dag. Det kan være gåsen (et totemdyr i oldtidens Egypten). Mange eksempler på skik og brug i menneskets fortid, beskrevet med symboler, er blevet omkalfatret og udviklet for til sidst stivne i en bestemt form, som holdes i hævd og æres uden at nogen aner, hvad de betyder.
I en periode i urkristendommen rådede den fejlopfattelse, at faderen skulle ofre sin førstefødte bogstaveligt, f. eks. Abraham Isak. I Karthago var skikken omkring vor tidsregnings begyndelse afskaffet, ved sønnens fødsel ofrede man i stedet et dyr, men skikken opstod atter under romernes belejring af byen. I rædsel søgte man frelse i mystikken ved at udføre handlinger, som lignede gamle symbolfremstillinger. Deres oprindelse var ikke væsensforskellige fra det ene sted til det andet, fordi kulturudviklingen i de ældste stammesamfund stort set var undergivet samme vilkår, hvad der forklarer de mange ligheder i religionerne.
Farao Akhnatons liv og lære har lighedspunkter med Jesus-myten. Faraoen trodsede præsteskabet, Amon-præsterne, under indflydelse af vismænd der var i besiddelse af fortidens kulturelle viden, og indførte en religion fri for al mysticisme. Han gik ud blandt sit folk og forkyndte sin lære, "fred og lykke på jorden" - ensbetydende med at søge det enkle livs glæder.
I de fleste ældre kulturers symbolfremstilling indgår slangen tit som motiv. For pygmæerne var den symbol for livets genfødelse, en af de første fremstillinger af en foreteelse abstrakt erkendt. Ved Egyptens deling i nord og syd med Horus totem' for nord og Suts totem for syd, var denne sidste symboliseret først ved krokodillen, senere ved slangen. Under stjernekulten, da kulturcentret flyttedes mod nord, så sydstjernen - Suts stjerne - var synlig under horisonten, blev Sut symbol for mørket, symboliseret ved slangen, som fra da af fik en ny betydning i sammenhæng med Sut. Horus - symboliseret ved nordstjernen, synlig over horisonten - indtog Suts plads.
I skabelseslegenden omslynger slangen i paradis livets træ; grækernes symbol for lægekunsten er en stav omslynget af en slange; og Moses anbragte på Jahwes bud en bronceslange på en stang (et tilbagefald til El Shadai). Slangen er Sut-Anubis, den viser vej til frelsen og har symboloprindelse i en stjernekult. Træet i Edens Have er symbol for skaberevnen af liv og den opfattelse, at egenskaberne erhverves ved spisning af ting, som er i besiddelse af ønskværdige egenskaber, her æblet, også en totemistisk symbolik.
Jahwe sagde til Abraham (1. Mosebog 17,1): "Jeg er El Shadai." Hermed blev Jahwe den nye form for det gamle symbol, overgangen fra Sut til Horus i symbolverdenen. El Shadai er Sut, men i betydningen af en tidlig, stellar myte - det betød det, som Horus kom til at betyde. Da Jesus fødtes dukkede efter overleveringen en ny stjerne op på firmamentet. Livet var i forvejen symboliseret ved nordstjernen, og at en ny stjerne blev polstjerne, udtryktes ved Horus' genfødsel. Da Jesus talte i ørkenen, mættede han masserne med fisk og brød, i Egypten var Horus giveren af fisk og brød, hvilket symboliserede at han var giver af viden og føde. Israel skiftede først sent - ved sagnskikkelsen Moses' overtagelse af ledelsen - symboler fra Sut til Horus, m.a.o. fra El Shadai til Jahwe.
Sådanne flere betydninger af det samme, symbolske tegn og dets forandringer i den symbolske billedskrift med senere tiders misforståelse vrimler det med i alle religiøse skrifter. Eksempelvis korset, som kristendommen har overtaget fra andre kulturer. Til korset er føjet et kredsløb af symboler, de kendteste er: 1) egyptisk, 2) hebraisk, 3) centralamerikansk, 4) med de 4 Horus-brødre, 5) hieroglyf, 6) kristen. At de døde for tusinder af år siden - længe før de store verdensreligioners tilblivelse - blev begravet i troen på korsets mysterium, viser Meedanis pyramiden og andre steder, som fortsat eksisterer, f. eks. Ollham Todhlas grav i Irland.
Afsnit III følger om ca. 2 uger
I skabelseslegenden omslynger slangen i paradis livets træ; grækernes symbol for lægekunsten er en stav omslynget af en slange; og Moses anbragte på Jahwes bud en bronceslange på en stang (et tilbagefald til El Shadai). Slangen er Sut-Anubis, den viser vej til frelsen og har symboloprindelse i en stjernekult. Træet i Edens Have er symbol for skaberevnen af liv og den opfattelse, at egenskaberne erhverves ved spisning af ting, som er i besiddelse af ønskværdige egenskaber, her æblet, også en totemistisk symbolik.
Jahwe sagde til Abraham (1. Mosebog 17,1): "Jeg er El Shadai." Hermed blev Jahwe den nye form for det gamle symbol, overgangen fra Sut til Horus i symbolverdenen. El Shadai er Sut, men i betydningen af en tidlig, stellar myte - det betød det, som Horus kom til at betyde. Da Jesus fødtes dukkede efter overleveringen en ny stjerne op på firmamentet. Livet var i forvejen symboliseret ved nordstjernen, og at en ny stjerne blev polstjerne, udtryktes ved Horus' genfødsel. Da Jesus talte i ørkenen, mættede han masserne med fisk og brød, i Egypten var Horus giveren af fisk og brød, hvilket symboliserede at han var giver af viden og føde. Israel skiftede først sent - ved sagnskikkelsen Moses' overtagelse af ledelsen - symboler fra Sut til Horus, m.a.o. fra El Shadai til Jahwe.
Sådanne flere betydninger af det samme, symbolske tegn og dets forandringer i den symbolske billedskrift med senere tiders misforståelse vrimler det med i alle religiøse skrifter. Eksempelvis korset, som kristendommen har overtaget fra andre kulturer. Til korset er føjet et kredsløb af symboler, de kendteste er: 1) egyptisk, 2) hebraisk, 3) centralamerikansk, 4) med de 4 Horus-brødre, 5) hieroglyf, 6) kristen. At de døde for tusinder af år siden - længe før de store verdensreligioners tilblivelse - blev begravet i troen på korsets mysterium, viser Meedanis pyramiden og andre steder, som fortsat eksisterer, f. eks. Ollham Todhlas grav i Irland.
Afsnit III følger om ca. 2 uger
