Bibelen er et falsum, I
En artikelserie om religionernes skrøner og bedrag
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Myternes myte om jordens tilblivelse på 6 dage for omkring 3-4000 år siden, udført af en enkelt arkitekt, mønstrer næppe mange tilhængere mere.
Selv blandt kristne, der stadig anser Bibelen for en autoritativ kilde, betvivler kun få den astronomiske videnskabs udsagn om, at jorden har eksisteret i milliarder af år.
En så ufattelig tidshorisont lader videnskaberne foreløbig ude af betragtning. De har nok at gøre med at skue de nærmeste millioner af år tilbage i tiden for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete i klodens barndom, i håb om at kunne aflive mange andre myter.
De har i det mindste én plausibel grund til optimisme.
Et spring fremad i den ønskede retning blev foretaget allerede i begyndelsen af 1950'erne med et berømt forsøg af forskere ved Chicago-universitetet.
"Atmosfæren"
Biokemikeren Stanley Miller og nobelpristageren og kemikeren Harold Urey fyldte en flaske med metan, ammoniak, vanddamp og brint i en blanding, de havde beregnet udgjorde den jordiske atmosfære for omkring fire milliarder år siden. De sendte en elektrisk gnist, der skulle gøre det ud for et lynnedslag, gennem flasken, og i løbet af nogle dage begyndte "atmosfæren" at producere flere af de amino-syrer, som proteiner og alt andet levende er dannet af.
Forsøget skulle bevise, at amino-syrer, frembragt ved lynnedslag i tidernes morgen, samlede sig i vandhuller og blev opvarmet af jorden og af solens stråler, hvorefter de gradvis udviklede sig til de kemiske forbindelser levende organismer er sammensat af.
Denne blanding af simple proteiner skaber submikroskopiske partikler ved at optage omkringliggende molekyler for at opretholde deres egen, indre struktur. De kan tillige formere sig enten ved deling, men måske oftere ved en slags knopskydning. Prioner kan være opstået i klodens barndom ved selvformerende proteiner.
Myternes myte om jordens tilblivelse på 6 dage for omkring 3-4000 år siden, udført af en enkelt arkitekt, mønstrer næppe mange tilhængere mere.
Selv blandt kristne, der stadig anser Bibelen for en autoritativ kilde, betvivler kun få den astronomiske videnskabs udsagn om, at jorden har eksisteret i milliarder af år.
En så ufattelig tidshorisont lader videnskaberne foreløbig ude af betragtning. De har nok at gøre med at skue de nærmeste millioner af år tilbage i tiden for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete i klodens barndom, i håb om at kunne aflive mange andre myter.
De har i det mindste én plausibel grund til optimisme.
Et spring fremad i den ønskede retning blev foretaget allerede i begyndelsen af 1950'erne med et berømt forsøg af forskere ved Chicago-universitetet.
"Atmosfæren"
Biokemikeren Stanley Miller og nobelpristageren og kemikeren Harold Urey fyldte en flaske med metan, ammoniak, vanddamp og brint i en blanding, de havde beregnet udgjorde den jordiske atmosfære for omkring fire milliarder år siden. De sendte en elektrisk gnist, der skulle gøre det ud for et lynnedslag, gennem flasken, og i løbet af nogle dage begyndte "atmosfæren" at producere flere af de amino-syrer, som proteiner og alt andet levende er dannet af.
Forsøget skulle bevise, at amino-syrer, frembragt ved lynnedslag i tidernes morgen, samlede sig i vandhuller og blev opvarmet af jorden og af solens stråler, hvorefter de gradvis udviklede sig til de kemiske forbindelser levende organismer er sammensat af.
Denne blanding af simple proteiner skaber submikroskopiske partikler ved at optage omkringliggende molekyler for at opretholde deres egen, indre struktur. De kan tillige formere sig enten ved deling, men måske oftere ved en slags knopskydning. Prioner kan være opstået i klodens barndom ved selvformerende proteiner.
Spørgsmålet om, hvordan de uden DNA-eller RNA-koderne har kunnet videregive "information" om deres arveanlæg til fremtidige generationer har efterfølgende undersøgelser og eksperimenter givet svaret på. De første, primitive proteiner betjente sig af molekylkemiens enkle love: kemiske stoffer indgår forbindelse med hinanden på bestemte, forudsigelige måder.
Visse molekyler danner automatisk krystaller, og sådanne systematiske forbindelser er i sig selv en slags "information".
I det østrigske "Videnskabernes Tidsskrift" har arvelighedsforskeren Marcello Barbieri ved Max Planck Instituttet i Berlin ud fra det omfattende amerikanske undersøgelsesmateriale sluttet sig til, at "liv", som vi kender og erkender det, begyndte, da nuklein-syre og proteiner indgik et symbiotisk samarbejde. Nuklein-syren er grundplanen, men proteinerne afgør hvilke livsformer der skal opstå ud fra denne plan.
Selv mange år efter at Millers og Ureys forsøg blev gentaget under videnskabelig kontrol afvistes de af teologerne med den begrundelse, at noget uintelligent som trilobitter og DNA-kæder ikke kan forårsage noget intelligent som mennesker. Der må nødvendigvis være en intelligens til at skabe en intelligens. Altså er menneskets eksistens beviset på guds eksistens.
Argumentet beror imidlertid på den misforståelse, at en årsag behøver at ligne sin virkning, hvilket langt fra er tilfældet.
Det kemiske materiale
Forskerne forsøger at knytte forbindelsen bagud fra menneskets tilsynekomst på denne klode til det allerførste livs opståen, til frembringelsen af livets kemiske byggemateriale på for længst udslukte stjerner, til disse stjerners fødsel af kosmiske tåger og endelig til den første gassky, som udvidede sig og afkøledes på sin vej bort fra den kosmiske ildkugle. Universet blev til for omkring 20 milliarder år siden og udvider sig stadig.
Det springende punkt i astronomernes teori om skabelseshistorien, den såkaldte "big-bang-teori", er, at vi lever i et ekspanderende univers, hvor alle galakserne bevæger sig bort fra jorden og fra hinanden med en fantastisk fart. Himmelrummet er med andre ord ikke færdigskabt, som Bibelen påstår.
På det seneste er "big-bang-teorien" ved at blive forladt til fordel for formodninger om, at kvantemekanikken bedre er i stand til at give os løsningen på universets mysterium.
Visse molekyler danner automatisk krystaller, og sådanne systematiske forbindelser er i sig selv en slags "information".
I det østrigske "Videnskabernes Tidsskrift" har arvelighedsforskeren Marcello Barbieri ved Max Planck Instituttet i Berlin ud fra det omfattende amerikanske undersøgelsesmateriale sluttet sig til, at "liv", som vi kender og erkender det, begyndte, da nuklein-syre og proteiner indgik et symbiotisk samarbejde. Nuklein-syren er grundplanen, men proteinerne afgør hvilke livsformer der skal opstå ud fra denne plan.
Selv mange år efter at Millers og Ureys forsøg blev gentaget under videnskabelig kontrol afvistes de af teologerne med den begrundelse, at noget uintelligent som trilobitter og DNA-kæder ikke kan forårsage noget intelligent som mennesker. Der må nødvendigvis være en intelligens til at skabe en intelligens. Altså er menneskets eksistens beviset på guds eksistens.
Argumentet beror imidlertid på den misforståelse, at en årsag behøver at ligne sin virkning, hvilket langt fra er tilfældet.
Det kemiske materiale
Forskerne forsøger at knytte forbindelsen bagud fra menneskets tilsynekomst på denne klode til det allerførste livs opståen, til frembringelsen af livets kemiske byggemateriale på for længst udslukte stjerner, til disse stjerners fødsel af kosmiske tåger og endelig til den første gassky, som udvidede sig og afkøledes på sin vej bort fra den kosmiske ildkugle. Universet blev til for omkring 20 milliarder år siden og udvider sig stadig.
Det springende punkt i astronomernes teori om skabelseshistorien, den såkaldte "big-bang-teori", er, at vi lever i et ekspanderende univers, hvor alle galakserne bevæger sig bort fra jorden og fra hinanden med en fantastisk fart. Himmelrummet er med andre ord ikke færdigskabt, som Bibelen påstår.
På det seneste er "big-bang-teorien" ved at blive forladt til fordel for formodninger om, at kvantemekanikken bedre er i stand til at give os løsningen på universets mysterium.
Der forskes i andre, endnu uafklarede gåder om universets, himmellegemernes og livets opståen. Der søges efter liv på andre planeter, ligesom livsformerne på vor klode er genstand for en udforskning, lige fra de uddøde dinosaurer til 1997's nyopdagede, uhyggelige bacillearter.
Jorden har eksisteret i milliarder af år og vil forgå om et eller andet antal milliarder år. Homo sapiens i sin nuværende design har kun eksisteret i knap en million år og vil næppe være her til den tid.
Out of Africa
Spørgsmålet om, hvor det moderne menneske opstod, og hvordan det bredte sig ud over kloden, har i det meste af det 20. århundrede delt forskerne i flere lejre, hvor man arbejder med hver sin teori. Der er tilsyneladende enighed om, at menneskeaberne i Afrika var dets ophav, men denne enighed bygger på flere forklaringsmodeller.
Hvad forfaderen til menneskeaberne angår og dermed til mennesket hælder mange forskere til den anskuelse, at den kom fra Europa eller Asien. Det er konklusionen på en ny undersøgelse, der bygger på analyser og forsteninger.
Ved at bruge antallet af mutationer i abernes DNA som en slags genetisk ur, konstruerede forskere først et slægtskabstræ over de nulevende abearter. Derefter blev uddøde abearter, som kun kendes fra forsteninger, placeret i stamtræet. Til sidst blev de mulige geografiske spredningsmønstre analyseret ud fra stamtræet.
Konklusionen er, at aberne nok opstod i Arika, men for 18 millioner år siden forlod en af arterne kontinentet og slog sig ned i Eurasien. Den blev forfader til blandt andet Ouranopithecus, som for 9-10 millioner år siden vendte tilbage til Afrika og blev forfader til menneskeaberne. Denne eurasiske abe havde langt flere fællestræk med nulevende afrikanske arter end med uddøde.
Jorden har eksisteret i milliarder af år og vil forgå om et eller andet antal milliarder år. Homo sapiens i sin nuværende design har kun eksisteret i knap en million år og vil næppe være her til den tid.
Out of Africa
Spørgsmålet om, hvor det moderne menneske opstod, og hvordan det bredte sig ud over kloden, har i det meste af det 20. århundrede delt forskerne i flere lejre, hvor man arbejder med hver sin teori. Der er tilsyneladende enighed om, at menneskeaberne i Afrika var dets ophav, men denne enighed bygger på flere forklaringsmodeller.
Hvad forfaderen til menneskeaberne angår og dermed til mennesket hælder mange forskere til den anskuelse, at den kom fra Europa eller Asien. Det er konklusionen på en ny undersøgelse, der bygger på analyser og forsteninger.
Ved at bruge antallet af mutationer i abernes DNA som en slags genetisk ur, konstruerede forskere først et slægtskabstræ over de nulevende abearter. Derefter blev uddøde abearter, som kun kendes fra forsteninger, placeret i stamtræet. Til sidst blev de mulige geografiske spredningsmønstre analyseret ud fra stamtræet.
Konklusionen er, at aberne nok opstod i Arika, men for 18 millioner år siden forlod en af arterne kontinentet og slog sig ned i Eurasien. Den blev forfader til blandt andet Ouranopithecus, som for 9-10 millioner år siden vendte tilbage til Afrika og blev forfader til menneskeaberne. Denne eurasiske abe havde langt flere fællestræk med nulevende afrikanske arter end med uddøde.
"Out of Africa-teorien", som flest forskere tilslutter sig, handler om, at det moderne menneske og dets forfædre opstod på det afrikanske kontinent for 150,000―200,000 år siden. Homo sapiens udvandrede for mindst 100,000 år siden og fortrængte på sin vej alle forgængere.
En anden teori er "Multiregional-teorien" ifølge hvilken, der kun har været én udvandring fra Afrika, nemlig da homo erectus forlod kontinentet for 1,9 millioner år siden. Den udviklede sig i spredte grupper, som senere blandede sig med hinanden. Ud fra denne teori opstod det moderne menneske altså sideløbende flere steder på kloden.
En tredje teori går under navnet "Kombinations-teorien", fordi den kombinerer "Out of Africa"-og "Multiregional-teorien". Den går ud på, at en arkaisk mennesketype udvandrede fra Afrika og nåede frem til Australien, inden den ligeledes afrikanske homo sapiens senere fulgte i dens fodspor til dette fjerne kontinent. Disse to mennesketyper blandede sig i Australien og udviklede sig til det moderne menneske.
Næste afsnit følger om ca. 2 uger. På gensyn!
En anden teori er "Multiregional-teorien" ifølge hvilken, der kun har været én udvandring fra Afrika, nemlig da homo erectus forlod kontinentet for 1,9 millioner år siden. Den udviklede sig i spredte grupper, som senere blandede sig med hinanden. Ud fra denne teori opstod det moderne menneske altså sideløbende flere steder på kloden.
En tredje teori går under navnet "Kombinations-teorien", fordi den kombinerer "Out of Africa"-og "Multiregional-teorien". Den går ud på, at en arkaisk mennesketype udvandrede fra Afrika og nåede frem til Australien, inden den ligeledes afrikanske homo sapiens senere fulgte i dens fodspor til dette fjerne kontinent. Disse to mennesketyper blandede sig i Australien og udviklede sig til det moderne menneske.
Næste afsnit følger om ca. 2 uger. På gensyn!
