Beth Hart indtog Vega
På en varm forårsaften, hvor der var lejrbålssange og grill-duft i luften, indtog den amerikanske sangerinde Beth Hart igen København, Vega og vores hjerter!
Der står allerede en del mennesker uden foran Vega, da dørene åbner kl. 20. Men det lykkes dog alligevel at skaffe pladser ca. halvanden meter fra scenen. Publikum er en broget skare af alt fra den unge pige med den meget sorte øjenmakeup og netstrømperne, til den midaldrende mand med velourbukser og hyttesko. Det undrer mig ikke, da jeg allerede har haft fornøjelsen af at se Beth Hart live, og oplevet hvordan hendes musik og performance fanger alt der har en puls.
Stort set til tiden, går opvarmningen i gang. Den opgave har Louise Hart fået - og hun indrømmer hurtigt, at hun ikke er i familie med Beth. Jeg synes lige Louise fortjener et par ord med på vejen. Siddende alene på scenen, kun ledsaget af sin guitar og sin gode vokal, leverer hun en varm, charmerende og personlig optræden. Helt klart et navn man bør holde øje med i fremtiden.
Kl. ca. 21.45 dæmpes lyset endelig igen og stemningen stiger. Iført den karakteristiske hvide wifebeater, stramme jeans og den uhøjtidelige, tilfældige frisure kommer hun løbende ind på scenen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg står så tæt på hende, men den energi hun har med sig ind, rammer mig som om jeg bliver slået i hovedet med et bræt. Hun styrer direkte hen til sit keyboard, og efter hun lige har hørt hvordan vi 'motherfuckers' har det, åbner hun ballet med Setting Me Free; Et nummer, hvor hendes stemme som altid skaber magi og tryllebinder lytteren. Numre som Lifts You Up, World Without You og L.A Song, sender en bølge af begejstring ud over folk, inklusiv manden med hytteskoene.
Stort set til tiden, går opvarmningen i gang. Den opgave har Louise Hart fået - og hun indrømmer hurtigt, at hun ikke er i familie med Beth. Jeg synes lige Louise fortjener et par ord med på vejen. Siddende alene på scenen, kun ledsaget af sin guitar og sin gode vokal, leverer hun en varm, charmerende og personlig optræden. Helt klart et navn man bør holde øje med i fremtiden.
Kl. ca. 21.45 dæmpes lyset endelig igen og stemningen stiger. Iført den karakteristiske hvide wifebeater, stramme jeans og den uhøjtidelige, tilfældige frisure kommer hun løbende ind på scenen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg står så tæt på hende, men den energi hun har med sig ind, rammer mig som om jeg bliver slået i hovedet med et bræt. Hun styrer direkte hen til sit keyboard, og efter hun lige har hørt hvordan vi 'motherfuckers' har det, åbner hun ballet med Setting Me Free; Et nummer, hvor hendes stemme som altid skaber magi og tryllebinder lytteren. Numre som Lifts You Up, World Without You og L.A Song, sender en bølge af begejstring ud over folk, inklusiv manden med hytteskoene.
Med en stor portion selvironi og humor inviterer hun os ind i sin fortid, nutid og fremtid. Som hun siger i introduktionen af Bottle Of Jesus: 'I hope I'll turn 95 years old, hell I hope I'll turn 130, because then I'll start drinking and doing drugs again, cause who the fuck cares at that time??' Tja, det kan der jo være noget om.
Med munden fuld af nikotin-tyggegummi, barfodet og svedende kaster hun sig ud i countrynummeret Home. Og ligesom sidst hun gæstede Danmark giver hun både en sang og et par borgerlige ord med på vejen til George Bush. Learning to live synger hun sammen med publikum - et publikum som hun har et nærmest indforstået forhold til. Det virker i hvert fald sådan. Det virker som om, at intet kan forstyrre hverken dem eller hende i den interaktion der finder sted. Hun har et scenenærvær og en energi som jeg aldrig har oplevet hos en anden kunstner.
Ekstranumre som bl.a. Leave The Light On og Broken And Ugly sender publikum op i det røde felt, og det virker som om folk har svært ved at slippe hende. Men alt godt må have en ende, og jeg kan kun endnu engang sige tak til Beth Hart for at have vist os sin selvbiografi, sit overskud og sin personlighed i en fantastisk sceneoptræden.
Ud af 6 stjerner ville jeg give Beth 7.
Anmeldt af: Mia larsen
Med munden fuld af nikotin-tyggegummi, barfodet og svedende kaster hun sig ud i countrynummeret Home. Og ligesom sidst hun gæstede Danmark giver hun både en sang og et par borgerlige ord med på vejen til George Bush. Learning to live synger hun sammen med publikum - et publikum som hun har et nærmest indforstået forhold til. Det virker i hvert fald sådan. Det virker som om, at intet kan forstyrre hverken dem eller hende i den interaktion der finder sted. Hun har et scenenærvær og en energi som jeg aldrig har oplevet hos en anden kunstner.
Ekstranumre som bl.a. Leave The Light On og Broken And Ugly sender publikum op i det røde felt, og det virker som om folk har svært ved at slippe hende. Men alt godt må have en ende, og jeg kan kun endnu engang sige tak til Beth Hart for at have vist os sin selvbiografi, sit overskud og sin personlighed i en fantastisk sceneoptræden.
Ud af 6 stjerner ville jeg give Beth 7.
Anmeldt af: Mia larsen
