Connery

Batman Begins til PS2

ComputerGEIL tager på forbryderjagt i Gotham City.

4 ud af 6 stjerner
I ledtog med filmen af samme navn, der får premiere i Danmark den 22. juli, tager Playstation2-spillet Batman Begins spilleren med til den kappeklædte kriminalitets-bekæmpers kamptræning i Himalayas bjerge og på hans første opgave i hans velkendte, men hårdkogte, hjemby, Gotham City.

Batman Begins lægger sig som spil og film som forgænger til de mange andre titler, hvori Batman gennem en halv menneskealder har hærget snesevis af forskellige medier.

Batman startede sin Hollywood-karriere i kortfilmen af samme navn i 1943, og kom stærkt igen på biograflærredet i 1990"erne, hvor stjerner som Michael Keaton og George Clooney tog den sorte dragt på i kampen mod superskurke spillet af blandt andre Arnold Schwarzenegger og Jim Carrey. Batman har desuden lagt navn til utallige konsol- og computerspil til alt fra Amstrad, Amiga, Spectrum ZX og til nutidens platforme som XBOX, PS2, GameCube og GameBoy Advance.
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Batman Begins skal løfte arven fra 20 års elektroniske spil samtidig med at være loyalt overfor den 66-årige superhelts unikke univers - og det gør det.

Spillets historie følger filmens, der beskriver Batmans oprindelse og hans kamp mod de kriminelle kræfter, der cirkulerer stoffer rundt i Gothan City - og de mere dystre kræfter, der forsøger at udrydde byen totalt. Batman starter med at infiltrere mafiabossen Falcones forbrydernetværk, men opdager, at det har forbindelse til den fra tegneserierne kendte superskurk Fugleskræmslet - og i sidste ende til den ninjasekt, der oplærte Bruce Wayne i kampteknik, før han blev til Batman.

Gameplay


Batman Begins er et moderne kampbaseret platformspil, hvor man skal spille sig igennem de vigtigste scener i filmen, og desværre ikke har mulighed for multiplayer. Spillet er en blanding af elementer fra flere andre genrer. Spillets gameplay minder til tider om Prince of Persia, men har også stealth elementer fra spil som Splinter Cell - Da Batman, modsat mange af hans superheltekolleger, ikke tåler riffelskud i større doser, er man nødt til at undgå eller isolere modstanderne og angribe dem, når de er bange eller mindst venter det.

Som supplement til spillets stealth-element, og som en nyskabelse, har udviklerne fra Eurocom Entertainment tilføjet spillet et frygt-element, hvor det, at Batman får strømmen til at gå eller ting til at eksplodere ved siden af sine modstandere kan gøre dem så bange, at de i forvirring smider deres våben - hvorefter Batman med hjælp fra røggranater, flashbangs eller specielt supersonisk udstyr, der tilkalder flagermus, let kan slå de blændede og forskræmte modstandere i jorden.
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Udover at klatre rundt på bygningers tagrender, svinge sig gennem brændende rum i lysekroner og snige sig ind på modstanderne, rummer spillet også en række simple puzzles, hvor man skal benytte nogle af de mange gadgets, Batman er udstyret med. Disse opgaver begrænser sig dog til, at man skal trykke på en anvist knap på et anvist tidspunkt, og det udnyttes ikke tilstrækkeligt, at Batmans lidenskab for alverdens teknologisk udstyr er så stor som James Bonds.

Spillets tætte forbindelse til filmen begrænser i høj grad friheden i gameplayet. Hvert rum har nogle faste videosekvenser og rekvisitter, der kan slås i stykker, rammes eller bringes til eksplosion. Man guides rundt i spillet af en grå markør, der, ofte lang tid før man selv ville have opdaget det, peger på den skjulte lem i loftet, der kan føre én videre. Desuden kan Batmans arsenal af røggranater og Batmarangs kun bruges, når den grå markør anviser det - og så rammer de altid plet, idet man bare skal trykke på knappen på det anviste tidspunkt.

Disse begrænsninger forkorter spillet ganske meget - og bliver endnu tydeligere, idet spillets eneste bane, hvor man selv skal tænke - flugten fra Arkham Asylum - også er spillets klart bedste. Her anviser den grå markør, at man skal forsætte videre rundt i bygningen, men da den stormes af SWAT-teams på jagt efter Batman, er man nødt til at tage turen ud af vinduet og klatre rundt på bygningen, der bliver belyst af politiets projektører og overvåget af snigskytter.
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Spillet indeholder to baner, hvor man kører i den nye Batmobil, der er helt anderledes fra 1990"ernes lange, slanke version. Raketudstødningen er det eneste, der er bibeholdt - ellers er Batmobilen blevet en 6-hjulet krydsning mellem en tank og en sportsvogn. Den er langt kortere og bredere, og har slet ikke den gamle versions ynde - derimod overlever den snildt frontale sammenstød med over 250km/t! Banerne går ud på at køre modstandernes bil i stykker, og minder mistænkeligt meget om Burnout 3, da bilerne, når de ødelægges, flyver op i luftes i slowmotion på præcis samme måde - og kaldes ligeledes også "takedowns".
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Kombinationen af spillets bedste baner, hvor man selv skal hitte løsningen ud, de sjove baner i Batmobilen, de mange små ingame-sekvenser og det, at man skal tænke og handle som Batman for at klare forhindringerne er en god og actionfyldt blanding, der heldigvis opvejer de elementer af tvang og den grå markør, der til tider giver spilleren følelsen af at være en hund på gåtur gennem Gothams skumle kvarterer.

Grafik


Selvom Playstation2 i disse PS2/XBOX2-dage synes mere teknisk hastighedsbegrænset end nogensinde, er grafikken, og specielt lyseffekterne, tilfredsstillende og passende mørke og dystre. Spilmotoren og animationerne er gode, selvom fjendernes muligheder for at opdage Batman til tider kan synes lidt mærkværdige. Hvis man hænger i en lysekrone på en trappe, og et SWAT-team passerer lige forbi, bliver man aldrig opdaget, men hvis man sidder og gemmer sig i en skygge, næsten fuldstændigt dækket af kasser og andet, kan modstanderne ofte snildt finde én. Spillets AI er dog generelt tilfredsstillende.
ANNONCE
Batman Begins til PS2
De små scener, der afspilles, når Batman laver specielle moves, som når han hænger i et rør i loftet og hopper ned og overfalder en enlig vagt i et lobbyrum, fungerer godt og giver spillet ekstra dynamik. Disse scener er lavet i tæt samarbejde med filmfolkene, og skaber derved både en bro mellem spillet og filmen af samme navn.

Lyd og soundtrack
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Hvor grafikken begrænses af Playstation2-konsollen, hæves lydsiden af filmens skuespillere, der leverer replikkerne og sammen med filmens soundtrack leverer en lydside ud over det sædvanlige for konsol- og computerspil - Michael Caine, Liam Neeson, Morgan Freeman og Katie Holmes er noget mere star-quality, end det gennemsnitlige spil byder på.

Konklusion


Parløbet mellem spiludviklerne og filmskaberne, der efter deres eget udsagn har resulteret i to meget ens produkter, er både spillets store styrke og svaghed. Spillet, hvori hvert større område afgrænses af actionfyldte klip fra filmen, er højaktuelt nu, hvor filmen snart får premiere i Danmark, og elementerne fra filmen giver det ekstra dynamik og star quality i forhold til dets konkurrenter.

Desværre er spillet både hurtigt overstået, hvis ikke man spiller på Challenging-sværhedsgraden, og som andre platformspil ikke særligt spændende, når det først er gennemført, da alle gåderne er løst. Når dette er gjort, tilgængeliggøres interviews med skuespillerne, spiludviklerne og filmfolkene samt muligheden for at spille i tre alternative Batman-dragter og en speciel Time Attack mode, hvor man kan køre i Batmobilen. Disse forsøg på at forlænge spillets levetid binder det kun endnu tættere sammen med filmen - en binding, der har tjent min billet til filmen.

Batman Begins er et hæderligt platformspil med en god blanding af elementer fra andre spilgenrer, der formår at løfte arven fra de mange andre titler, og samtidig markere sig som det første "rigtige" Batmanspil, idet man for første gang ikke vinder ved at storme frem, men ved at kæmpe og tænke som Batman.

Spillet definerer Batmans karakter, så det giver genlyd i undertegnedes barndom med DC-tegneserie, Batman til Amiga, SNES og Gameboy og de gode gamle film fra 90"erne, og giver et fedt, og meget mørkere, twist i vores opfattelse af en af verdens ældste, største og mest populære superhelte, vores allesammens Batman.
ANNONCE
Batman Begins til PS2
Efter at have gennemført spillet og set de fede klip i spillet såvel som interviews med folkene bag Batman Begins er jeg sikker på to ting: spillet skal have 7/10 for at levere den bedste, men desværre lidt korte, interaktive Batman-experience til dato - og jeg skal i biografen den 22. Juli!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce