Arctic Monkeys i Milano
Arctic Monkeys spillede for fulde gardiner i Milano d. 19. marts 2007. Connery var med!
Det var lidt tilfældigt, jeg fandt ud af, at Arctic Monkeys spillede mens jeg var på ferie i Milano. Og den oplevelse ville jeg ikke snyde mig selv for. Godt nok vidste jeg, at koncerten var udsolgt, men håbede alligevel på, at lykken ville tilsmile mig og kaste en billet i min retning. Bevæbnet med mit selvlavede skilt (se billedet), mødte jeg mange venlige smil, men fik ingen billet. For at gøre en lang og kedelig historie meget kort: Jeg måtte slippe 2,5 gange den normale billetpris, dvs. ca. 375 kr., for at slippe i himmerrige. Dumt? Måske! Men var det pengene værd? Ja, uden tvivl!
OK, jeg var inde. Og jeg var kommet i rigtig god tid. Så jeg ventede og ventede... og ventede. Jeg snakkede lidt med en italiensk fyr, eller det var måske så meget sagt, for han kunne ikke et ord engelsk. Jeg forstod dog et eller andet med, at jeg var "bella" og noget om "Ibrahimovic", som var hans bedste bud på noget dansk. Så var den samtale ligesom dræbt.
Efter, hvad der havde syntes som en tidsalder, gik opvarmningsbandet på: En ernergisk rockduo ved navn The Mojomatics. Musikken var 1-2-3-rock-derudaf, det var energisk og godt, og det var imponerende, at to personer kunne få så meget lyd ud. Desværre nåede musikken ikke ret langt ud over scenekanten, og det blev ikke modtaget med den respekt, som det fortjente.
Tiden var endelig kommet til, at aberne skulle vises frem. Og fra det øjeblik de viste sig på scenen, gik der brand i publikum. En energisk ild blev tændt, og den døde ikke ud før længe efter lyset blev tændt.
OK, jeg var inde. Og jeg var kommet i rigtig god tid. Så jeg ventede og ventede... og ventede. Jeg snakkede lidt med en italiensk fyr, eller det var måske så meget sagt, for han kunne ikke et ord engelsk. Jeg forstod dog et eller andet med, at jeg var "bella" og noget om "Ibrahimovic", som var hans bedste bud på noget dansk. Så var den samtale ligesom dræbt.
Efter, hvad der havde syntes som en tidsalder, gik opvarmningsbandet på: En ernergisk rockduo ved navn The Mojomatics. Musikken var 1-2-3-rock-derudaf, det var energisk og godt, og det var imponerende, at to personer kunne få så meget lyd ud. Desværre nåede musikken ikke ret langt ud over scenekanten, og det blev ikke modtaget med den respekt, som det fortjente.
Tiden var endelig kommet til, at aberne skulle vises frem. Og fra det øjeblik de viste sig på scenen, gik der brand i publikum. En energisk ild blev tændt, og den døde ikke ud før længe efter lyset blev tændt.
Arctic Monkeys var velspillende, ingen tvivl om det! Lyden var perfekt, mit udsyn var fantastisk og alle omkring mig dansede og sang med af hjertets lyst (Forestil dig, hvordan ordene "I Bet You Look Good On The Dancefloor" lyder med tyk italiensk accent). Setlisten bestod af rigtig mange numre fra den kommende plade Favorite Worst Nightmare, som efter min mening ligger meget i tråd med debutpladen, som selvfølgelig også var repræsenteret blandt de spillede numre. Den bedste respons kom ikke uventet på de numre, som er udgivet som singler. Både I Bet You Look Good On The Dancefloor, When The Sun Goes Down og Fake Tales Of San Francisco frembragte så meget energi, som jeg aldrig før har set til andre koncerter. Magisk, ganske enkelt!
Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, så må det være på grund af Arctic Monkeys' sceneoptræden. Det er ganske imponerende, hvad de har opnået på så kort tid, og tiden til at indstille sig på den medfølgende stjernestatus har nok været knap. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke, at deres sceneoptræden manglede en vis grad af performance. Pauserne mellem numrene var lange, dialogen var sparsom, og selvom bandet spillede forrygende, så virkede de underligt upåvirkede af publikums energi. Når så mange mennesker kommer for at hylde dem, burde de efter min mening også have givet indtryk af, at de nød at være til stede.
Men alt dette så nu ikke ud til at bekymre publikum, som bare gav den hele armen. Hele gulvet var i konstant bevægelse, noget man sjældent ser til koncerter i Danmark. Et inferno af mørkhårede hoveder, der myldrede rundt mellem hinanden som små energiske myrer, der er ved at rippe resterne fra en glad picnic.
Og så lige pludselig, efter knap halvanden times koncert, var det slut. Jeg havde gjort mit forarbejde godt nok til at vide, at Arctic Monkeys aldrig giver ekstranumre, så jeg forventede ikke mere. Men den hungrende hob ville have mere, klappede og hujede. Men forgæves, lyset blev tændt, og det var tid til at kravle tilbage til myretuen.
Dommen over koncerten må være følgende: Et meget velspillende band, der desværre virkede en smule uengagerede. Til gengæld sørgede publikum for den perfekte stemning. Solide 4 stjerner kan det blive til.
Jeg havde ikke medbragt mit kamera, så min mission var at få fat i billeder på anden vis. Jeg spottede hurtigt en gut med et spejlreflekskamera, og udså ham til at være mit "offer". Han hed Luca, talte rigtig godt engelsk og var ualmindelig flink. Dagen efter koncerten havde jeg en bunke billeder via mail. Så tak til Luca for billederne! Læs hans blog, hvis du kan italiensk. Den ser spændende ud!
Setliste:
This House Is A Circus
Teddy Picker
I Bet You Look Good On The Dancefloor
Still Take You Home
D Is For Dangerous
Dancing Shoes
From The Ritz To The Rubble
Fluorescent Adolescent
Do Me A Favour
You Probably Couldn't See For The Lights
Leave Before The Lights Come On
What If You Were Right The First Time?
Brianstorm
The View From The Afternoon
When The Sun Goes Down
Fake Tales Of San Francisco
A Certain Romance
Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, så må det være på grund af Arctic Monkeys' sceneoptræden. Det er ganske imponerende, hvad de har opnået på så kort tid, og tiden til at indstille sig på den medfølgende stjernestatus har nok været knap. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke, at deres sceneoptræden manglede en vis grad af performance. Pauserne mellem numrene var lange, dialogen var sparsom, og selvom bandet spillede forrygende, så virkede de underligt upåvirkede af publikums energi. Når så mange mennesker kommer for at hylde dem, burde de efter min mening også have givet indtryk af, at de nød at være til stede.
Men alt dette så nu ikke ud til at bekymre publikum, som bare gav den hele armen. Hele gulvet var i konstant bevægelse, noget man sjældent ser til koncerter i Danmark. Et inferno af mørkhårede hoveder, der myldrede rundt mellem hinanden som små energiske myrer, der er ved at rippe resterne fra en glad picnic.
Og så lige pludselig, efter knap halvanden times koncert, var det slut. Jeg havde gjort mit forarbejde godt nok til at vide, at Arctic Monkeys aldrig giver ekstranumre, så jeg forventede ikke mere. Men den hungrende hob ville have mere, klappede og hujede. Men forgæves, lyset blev tændt, og det var tid til at kravle tilbage til myretuen.
Dommen over koncerten må være følgende: Et meget velspillende band, der desværre virkede en smule uengagerede. Til gengæld sørgede publikum for den perfekte stemning. Solide 4 stjerner kan det blive til.
Jeg havde ikke medbragt mit kamera, så min mission var at få fat i billeder på anden vis. Jeg spottede hurtigt en gut med et spejlreflekskamera, og udså ham til at være mit "offer". Han hed Luca, talte rigtig godt engelsk og var ualmindelig flink. Dagen efter koncerten havde jeg en bunke billeder via mail. Så tak til Luca for billederne! Læs hans blog, hvis du kan italiensk. Den ser spændende ud!
Setliste:
This House Is A Circus
Teddy Picker
I Bet You Look Good On The Dancefloor
Still Take You Home
D Is For Dangerous
Dancing Shoes
From The Ritz To The Rubble
Fluorescent Adolescent
Do Me A Favour
You Probably Couldn't See For The Lights
Leave Before The Lights Come On
What If You Were Right The First Time?
Brianstorm
The View From The Afternoon
When The Sun Goes Down
Fake Tales Of San Francisco
A Certain Romance
