Anmeldelse: Insidious: The Red Door
Så skal der atter gyses i de danske biografer.
-
Insidious: The Red Door - SF Studios
Insidious: The Red Door - Trailer
Inner Demons
Sagaen om den hårdt prøvede Lambert-familie, som hjemsøges af modbydelige dæmoner fra en anden dimension, fortsætter med endnu et hårrejsende kapitel. Insidious: The Red Door (2023) er femte film i gyserserien. Insidious: Chapter 3 (2015) og Insidious: The Last Key (2018) var begge prequels, så denne nye film er altså en direkte efterfølger til Insidious: Chapter 2 (2013).
Insidious: The Red Door - SF Studios
”Heeerre’s Josh’ey!”
Insidious (2010) fortalte historien om, hvordan den 10-årige Dalton (Ty Simpkins), i søvne kunne rejse ind i en anden dimension, via en slags ud af kroppen oplevelse. Insidious: Chapter 2 (2013) fortsatte hvor 1’eren slap og handlede om, hvordan familiens overhoved, Josh Lambert (Patrick Wilson) blev besat af den ondskabsfulde dæmon kaldet ”Bruden i sort”, der fik Josh til at jagte sin familie gennem huset med et baseballbat. #fatheroftheyear.
Insidious: The Red Door - SF Studios
It Follows
Det er de færreste ægteskaber, der kan holde til sådan et traume og da vi atter møder Renai (Rose Byrne) og Josh, 10 år senere, er de da også blevet skilt. Sønnen Dalton er på vej på universitet, hvor han skal studere kunst. Far og søn er begge blevet hypnotiseret til ikke at kunne huske de horrible hændelser fra fortiden, men da dæmonerne atter begynder at vise sig for Dalton, må Renai og Josh begrave stridsøksen og hjælpe sønnen. Kun sammen kan de løse mysteriet om dæmonen bag den røde dør og frigøre familien for forbandelsen der hviler over dem.
Insidious: The Red Door - SF Studios
”Wilsooooon!!!”
Insidious: The Red Door er instrueret af Patrick Wilson, der tilfældigvis også spiller Josh Lambert. Det er hans instruktørdebut og det er han sluppet ret godt fra. Faktisk vil jeg sige at Red Door er den bedste film i serien. Okay, begejstringen er måske til at tage at føle på, for det er trods alt kun Insidious, en middelmådig gyserfranchise, vi taler om her, ikke desto mindre har det femte kapitel i sagen mere dybde og mere velfungerende gys end de fire foregående film.
Insidious: The Red Door - SF Studios
Hereditary
Om det hele tiden har været manuskriptforfatteren Leigh Whannells intention at vende tilbage til familien Lambert 10 år senere, eller om det blot er endt på denne måde ved et tilfælde, må stå i det uvisse, faktum er at det fungerer i filmens favør. Jeg kan ikke mindes en anden film, hvor de traumatiske hændelser fra en tidligere film bliver udforsket, som Red Door gør det. Der er en lille gyser-genistreg.
Insidious: The Red Door - SF Studios
”I See a Red Door and I Want it Painted Black.”
Idéen om at et traume ikke bare kan glemmes eller hypnotiseres væk, men skal bearbejdes så fortiden ikke længere plager os i nutiden, er udgangspunktet for filmen. Dermed spiller Red Door på nogle andre tangenter end de øvrige Insidious film. Der er pludseligt et menneskeligt drama involveret, der gør at vi som publikum også bliver involveret på en helt anden måde. Vi mærker karaktererne og det beriger gyset.
Insidious: The Red Door - SF Studios
Jigsaw puzzle
Ligesom det er tilfældet med Insidious: Chapter 2, benytter Leigh Whannell sig af et snedigt lille fortællegreb. Han inkorporerer scener fra de forrige film, set fra en anden vinkel, så uforklarede hændelser, set i et nyt lys, pludseligt giver mening. Det er vel en slags multiverse om man vil og giver et nyt liv til de gamle film. Samtidigt binder det også historierne sammen på en elegant måde. Whannell gjorde det samme med Saw II (2005), som han ligeledes har skrevet.
Insidious: The Red Door - SF Studios
”Tiptoe Through the Tulips.”
Desværre er Insidious: The Red Door ikke en uproblematisk dans på roser, eller en let ”Tiptoe Through the Tulips” som en af dæmonerne ynder at spille på sin skingre grammofon. Selvom gyset fungerer bedre i Red Door end i de foregående film, så forbliver Insidious nemlig ikke nogen særlig uhyggelig franchise. Filmene har alle dage haft problemer med de ufrivilligt komiske genfærd og dæmoner og har satset alt for meget på jump scares, fremfor at opbygge gyset og Red Door er desværre ikke nogen undtagelse.
Insidious: The Red Door - SF Studios
”The Horror, the horror”
Derudover minder filmserien meget om den overlegne The Conjuring franchise, der ligeledes handler om overnaturlige hændelser og sjovt nok også har Patrick Wilson i en af hovedrollerne. Det gør det svært at retfærdiggøre Insidious’ eksistens for, hvorfor nøjes men et ”light gys”, når man kan få det bedre andetsteds? Hvad mener du, kære læser? Hvilken gyser-franchise er du mest til og hvorfor?
Drengerøvsfaktor og teknisk info:
Drengerøvsfaktor: 666 %
Teknisk information:
Original titel: Insidious: The Red Door
Land: Canada/USA, 2023
Instruktør: Patrick Wilson
Cast: Rose Byrne, Patrick Wilson, Ty Simpkins, Lin Shaye, Andrew Astor, Steve Coulter
Genre: Horror/Mystery/Thriller
Billedformat: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 107 min
Dansk bio premiere: 6. juli 2023
Distributør: SF Studios
