Connery

Amerikansk Fodbold

De fleste har efterhånden set NFL på Zulu, men hvordan er det at stå på banen med 150 kg lineman?

Som så mange andre tvivlsomme ideer startede dette i en Jacques brandert. "Hey AmagerDK! Det der amerikansk fodbold noget. Skulle jeg ikke *hik* komme ud og vise jer, hvordan man gør?". Adskillige blå mærker senere er jeg kommet til en erkendelse af, at jeg nok burde have holdt min kæft.
ANNONCE
Amerikansk Fodbold
Hvor om alt er, aftalte vi, at jeg skulle deltage i en træningsaften med Amager Demons et par uger efter. Francke, der efter eget udsagn spillede amerikansk fodbold før vi andre havde fået hår på , mente, at han selvfølgelig var selvskrevet. Så det endte med at Francke og undertegnede bevægede os mod Københavns Manhattan den skæbnesvangre eftermiddag.

Først blev vi udstyret med skulderpuder og hjelm. Vi spurgte, om det ikke var nødvendigt med resten af det beskyttelsesudstyr, de andre tog på. Svaret lød "Ikke i starten, men man lærer hurtigt, at det nok er en god ide i det mindste at anskaffe sig en skridtbeskytter." Den tænkte vi så lidt over under opvarmningen.

Første øvelse. "Bare stå her. Så er der en der løber imod dig med en stor pude. Når han så er lige ved at løbe ind i dig, så tackler du ham med skulderen." Lyder meget nemt ikke? Den pude mindede mere om et fragttog end så meget andet, men efter 3-4 gang præsterede jeg i det mindste at blive stående. Hvorefter det blev min tur til at løbe puden ned ad en række på 4 mand der alle skulle tackle mig. Det gik nogenlunde sådan her:

"Okay, hvor svært kan det være?"

*KNALD*

Okay, jeg lever endnu.

*KNALD*

Av?

*KNALD*

Av!

*KNALD*

Mor!
ANNONCE
Amerikansk Fodbold
Efter en god halv times bøllebank var vi klar til at gå på banen. Som bekendt har hvert hold typisk et separat angrebs og forsvarshold i amerikansk fodbold, hvilket gør træning ret enkel. Francke blev sat på defensive line overfor en ondt udseende herre. Hans job var at komme igennem den offensive linie og tackle quarterback'en, og samtidig sørge for at eventuelle løbende ikke kom igennem. Jeg blev sat på linien lige bagved, som linebacker. Det var så mit job at sørge for at eventuelle løbende kom til at smage græs, i tilfælde af at Francke lukkede dem igennem. Jeg skulle også sørge for at dække angrebets recievers op, så de ikke kunne modtage kast.

En lille forklaring findes her. Francke spillede nummer 63, og undertegnede nummer 51.

Lad os bare sige at min debut ikke var af international klasse. Jeg fik sat en enkelt tackling ind, men ellers rendte jeg bare forvirret rundt. Francke derimod havde nok at lave. Han havde fået den tvivlsomme ære at skulle komme forbi en 2 meter høj, 3 meter bred mur.

Efter kampen, og et velfortjent bad, var jeg lidt skuffet over ikke at kunne fremvise nogle nævneværdige knubs, men jeg havde så absolut blod på tanden til at prøve igen.

Torsdagen efter blev aftalt, og vi humpede hjem.

Fortsættelse følger...
ANNONCE
Amerikansk Fodbold
Der er Rookie Day Søndag d. 24 oktober, så skulle du have lyst til at opleve den måske mest mandige sport på kloden, så har du chancen nu!

Se mere på DAFF's rookie day hjemmeside hvor du også kan finde en klub i nærheden af dig.
Del

Seneste nyt

Annonce