Amber - One Minute Love Affair
Danske Amber er klar med deres andet album "One Minute Love Affair", som byder på intime minimalistiske numre, der låner fra både jazz og trippet rock.
Albummet lægger (fraregnet en "Prelude") ud med en glad og groovy, men lidt kort "Golden Days", der uden yderligere sammenligning lægger sig op at den stil, som Jamie Cullum har været dygtig eksponent for den sidste tid.
Den opløftede stemning bliver dog hurtigt brudt i de følgende numre, og man indføres i den melankoli, der må siges at være den gennemgående stil. Lige fra de meget intime "Ants" og "Without You" til det i perioder støjende og trippede titelnummer. Sidstnævnte er en duet mellem Ambers egen Biljana Stojkoska og skotske Aidan Moffat fra bandet Arab Strap. Det er okay udført, selvom Aidan Moffats vokal virker lige lovligt nonchalant.
"Belong To Disco" skiller sig lidt ud og har karakter af, at skulle være det lette nummer, der skal bryde en trykket stemning. Det er en lidt rodet omgang, og kan som næstsidste nummer virke lidt malplaceret på pladen, der netop har brugt de sidste 7 numre på at indgyde en særlig stemning.
Jeg må til gengæld undertrege hvor flot et nummer "Could Have" er. Martin Soelmark (trommer/vibrafon) og Jan Nissen (bas) brillerer på henholdvis vibrafon og kontrabas med en tilsyneladende uendelig rundgang, - eller sådan ønsker man det i hvert fald. Når man tilføjer en velspillet cello og Biljana Stojkoskas på samme tid sarte og selvsikre vokal, kan dette nummer uden tøven udpeges som albummets bedste.
Den opløftede stemning bliver dog hurtigt brudt i de følgende numre, og man indføres i den melankoli, der må siges at være den gennemgående stil. Lige fra de meget intime "Ants" og "Without You" til det i perioder støjende og trippede titelnummer. Sidstnævnte er en duet mellem Ambers egen Biljana Stojkoska og skotske Aidan Moffat fra bandet Arab Strap. Det er okay udført, selvom Aidan Moffats vokal virker lige lovligt nonchalant.
"Belong To Disco" skiller sig lidt ud og har karakter af, at skulle være det lette nummer, der skal bryde en trykket stemning. Det er en lidt rodet omgang, og kan som næstsidste nummer virke lidt malplaceret på pladen, der netop har brugt de sidste 7 numre på at indgyde en særlig stemning.
Jeg må til gengæld undertrege hvor flot et nummer "Could Have" er. Martin Soelmark (trommer/vibrafon) og Jan Nissen (bas) brillerer på henholdvis vibrafon og kontrabas med en tilsyneladende uendelig rundgang, - eller sådan ønsker man det i hvert fald. Når man tilføjer en velspillet cello og Biljana Stojkoskas på samme tid sarte og selvsikre vokal, kan dette nummer uden tøven udpeges som albummets bedste.
Overskud og kendskab
Biljana Stojkoska byder på en tør og kontrolleret vokal, der passer godt i Ambers meget tilbagetrukne og minimalistiske univers, hvor intet baseres på en sampler eller
Man kunne derudover ønske sig, at Jan Nissen tog kontrabassen mere i brug, da hans spil på elektrisk bas af og til bliver lidt for agressivt og dominerende i lydbilledet. Selvom bassen bærer mange af harmonierne, ville en mere diskret og kontrolleret stil klæde flere af numrene. Når det er sagt, må man rose Jan Nissen og Martin Soelmark for deres sammenspil, der giver indtryk af overskud og kendskab til hinanden. Biljana Stojkoskas vokal kan til tider virke en smule insisterende, men fører os generelt afslappet og sikkert gennem numrene.
Dogmestil
Dette album har desværre en stor og allestedsnærværende skønhedsplet: Produktionen. I det medfølgende pressemateriale lægges der meget vægt på en næsten dogmeagtig indspilningsproces samt producer John Parishs (P.J. Harvey, Goldfrapp) indflydelse på det endelige resultat. Jeg er ked af at måtte sige det, men de penge er ikke givet godt ud. Da jeg første gang hørte albummet, var min umiddelbare reaktion, at det var nogle fine numre, men at det mest havde karakter af en demo, hvor især vokalen var mærkeligt flad. Desuden sidder man nogle steder sidder med følelsen af at et ekstra take eller to nok havde været på sin plads.
Med hensyn til Hr. Parish, er det muligt, at han har ønsket at skabe en minimalistisk og intim plade, men det kan altså gøres på andre og bedre måder. Et album som Karates "Unsolved" er et glimrende eksempel på det.
One Minute Love Affair er en samling interessante og originale numre, men den "specielle" produktion er desværre ret tilstedeværende, og det trækker ned i min samlede oplevelse af albummet. Ikke desto mindre har det i hvert fald givet mig mod på til at tage et kig på deres debutalbum "Putting All The Pieces Together" fra 2004. Jeg hæfter mig i øvrigt ved, at det ikke er John Parish, der står som producerpå det...
Albummet distribueres af Playground Music og udkommer d. 28. august.
Biljana Stojkoska byder på en tør og kontrolleret vokal, der passer godt i Ambers meget tilbagetrukne og minimalistiske univers, hvor intet baseres på en sampler eller
Man kunne derudover ønske sig, at Jan Nissen tog kontrabassen mere i brug, da hans spil på elektrisk bas af og til bliver lidt for agressivt og dominerende i lydbilledet. Selvom bassen bærer mange af harmonierne, ville en mere diskret og kontrolleret stil klæde flere af numrene. Når det er sagt, må man rose Jan Nissen og Martin Soelmark for deres sammenspil, der giver indtryk af overskud og kendskab til hinanden. Biljana Stojkoskas vokal kan til tider virke en smule insisterende, men fører os generelt afslappet og sikkert gennem numrene.
Dogmestil
Dette album har desværre en stor og allestedsnærværende skønhedsplet: Produktionen. I det medfølgende pressemateriale lægges der meget vægt på en næsten dogmeagtig indspilningsproces samt producer John Parishs (P.J. Harvey, Goldfrapp) indflydelse på det endelige resultat. Jeg er ked af at måtte sige det, men de penge er ikke givet godt ud. Da jeg første gang hørte albummet, var min umiddelbare reaktion, at det var nogle fine numre, men at det mest havde karakter af en demo, hvor især vokalen var mærkeligt flad. Desuden sidder man nogle steder sidder med følelsen af at et ekstra take eller to nok havde været på sin plads.
Med hensyn til Hr. Parish, er det muligt, at han har ønsket at skabe en minimalistisk og intim plade, men det kan altså gøres på andre og bedre måder. Et album som Karates "Unsolved" er et glimrende eksempel på det.
One Minute Love Affair er en samling interessante og originale numre, men den "specielle" produktion er desværre ret tilstedeværende, og det trækker ned i min samlede oplevelse af albummet. Ikke desto mindre har det i hvert fald givet mig mod på til at tage et kig på deres debutalbum "Putting All The Pieces Together" fra 2004. Jeg hæfter mig i øvrigt ved, at det ikke er John Parish, der står som producerpå det...
Albummet distribueres af Playground Music og udkommer d. 28. august.
