Connery

Alternativ Fredag #1

Hvad sker der når man beslutter sig for at bruge sin fredag til andet end at drikke hjernen ud?

Connery.dk's udsendte, undertegnede og Jakob Neua havde besluttet sig for at se hvad en Alternativ Fredag kunne blive til. Længe havde vi overvejet hvilke andre muligheder der var på en fredag end at drikke hjernen ud, tage ud i byen og spotte babes, for derefter at forsøge at drikke os kloge igen. Tingene var gået lidt ind i en ond cirkel af tømmermænd, mere druk, og tømmermænd igen. Tømmermændene fra sidste weekend var vi lige netop sluppet af med, da vi besluttede os for at gøre tingene anderledes denne fredag.
ANNONCE
Alternativ Fredag #1
Svømmehallen! Det var da oplagt! Kursen blev sat mod den første den bedste svømmehal, som vi så undervejs opdagede havde lukket. Efter at have rådført os med Alt Om København faldt valget på Frederiksberg Svømmehal. Afrejse fra Nørreport kl. 17:40. Vi mødes, og står og snakker, da en ualmindeligt godt sammensat tøs kommer hen og spørger om vi ved hvor 150S går fra, da hun kun har et print fra Rejseplanen hvor der står at hun skal skifte til 150S på Nørreport. Vi vidste det jo egentlig godt, men i et sekund satte en øjeblikkelig amnesi ind, og vi kunne kun stå og sige lyde og savle. Fik forklaret hende at den vistnok kørte fra den anden side af stationen. Vi så hende ikke igen, så enten fandt hun sin bus, eller også sidder hun på Nørre Endeløs rutebilstation og tuder nu.

Sidst nogen af os sidst attenderede en svømmehal som gæster, må nok siges at være i hvert fald i sidste årtusinde, og den moderne teknik har godt nok også holdt sit indtog i det miniature-vandland vi nu befandt os i. Det jeg husker, fra sidst jeg var i svømmeren, var at jeg betalte 6 kr. ved lugen, fik et gummibånd og så var jeg klar til at lege vandhund indtil der blev skreget, at dem med gule gummibånd skulle op af vandet NU!

Tingene har ændret sig. Det koster ikke længere 6 kr. for en svømmetur. Det koster 27(!), utroligt, men sandt - inflationen har også fundet vej til badevands-pusherne. Jeg får stukket en billet i hånden, med stregkode, magnetstribe og tingeltangel, og jeg må indrømme at jeg var skuffet da jeg fandt ud af at serienummeret på billetten ikke stemte overens med min DNA-profil, hvilket jeg faktisk havde forventet da den nu i forvejen var så avanceret. Vi når omklædningsrummet hvor vi møder det infernalske syn af en sikkerheds-gate. Jeg skal stikke billetten ind, og hvis den bliver godkendt, så kan jeg gå igennem en mølle der er 1,45 meter høj. Denne mølle er udstyret med videoovervågning og et skilt med følgende tekst: "Spring ikke over møllen. Det er strafbart, du bliver videofilmet og filmen vil blive brugt som bevis på din skyld!". "Damn!", tænkte jeg - jeg må hellere bruge billetten og droppe ideen om at forsøge mig som højdespringer. Neua fulgte mit eksempel og pludselig stod vi i et hav af skabe og omklædningskabiner. Nøgne mænd gik rundt imellem hinanden, som om de aldrig havde gjort andet. Vi forsøgte os først med et par aflåselige omklædningskabiner, som ikke var aflåselige da det kom til stykket. Var nødt til at spørge flere af de lokale om hvordan dette djævelskab fungerede, og konkluderede til sidst, at selvom der var omklædningskabiner, så klædte man om i midtergangen og låste sine ting ind i et ultra-minimalistisk skab i bedste hospitalsstil.
ANNONCE
Alternativ Fredag #1
Nøgne mænd i alle størrelser står og smører deres baller grundigt ind i gratis sæbe i badet, det er da det man skal! Vi ønskede selvfølgelig ikke at vise at vi ikke umiddelbart hørte til, så vi deltog i de lokales ritualer og indsæbede vores baller.
Med indre overbevisning om at vi ikke lignede et par bysnuder i et miljø vi ikke hørte til i, gik vi først den forkerte vej. Tilbage gennem rummet med mænd der sæber deres baller ind, og ud gennem en ny, indtil nu, uset dør. "TIL SVØMMEHALLEN" stod der godt nok på et kæmpe skilt, men jeg tror vores øjne havde set mere end nødvendigt, og derfor havde vi nok overset det i første omgang.

Det tog lige nogle minutters indre overvindelse at sætte fødderne på kanten og gøre klar til at hoppe i vandet, med frygt for hvad der ikke ville vende tilbage af traumer fra S/M-svømmelærerens fremelskelse af små drenge der kunne svømme 200 meter fri bare 1/100 sekund hurtigere end Ølstykke Svømmeklub.
Pludselig tog jeg mig selv i at være i fuldt firspring på vej med hovedet mod vandet - det var skønt pludselig at være omsluttet af desinficerende væske!

Jeg kommer op til overfladen igen, hvorefter det første jeg hører er Linda Livredder der af sine lungers fulde kraft, giver mig en lyninstruktion i, at man ikke må hoppe i vandet dér hvor folk springer ud fra vipper. Fair 'n' square tænker jeg - det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, og så så hun jo ualmindeligt sød ud! Jeg viser mig straks fra min bedste side, og svømmer med Neua, som også lige fik sin bekomst med på vejen, ned til den "sikre" ende af bassinet, hvor små unger på 6-8 år hopper ud over hovedet på én for at lave bomber, når man står inde ved kanten og får pusten igen.

Vi opdager lynhurtigt at vores kondi er elendig, så vi beslutter os for at stå og se cool ud i den "sikre" ende af bassinet. En 14-årig pige i bikini, som vistnok havde været ret optimistisk med sin bryst-størrelse, og lidt for stor røv smiler til os - triumf! Vi beslutter at blive stående lidt endnu, vi føler os jo ovenpå, og måske når ingen at opdage at vi har dårligere kondi end hende i full-body-badedragt med hængerynker og blomstret badehætte.

Og så sker det uventede! Vi står og snakker, da Linda Livredder pludselig er på mærkerne. "Hey! Hallo!" råber hun til et arbitrært sted i bassinet - det lyder overordentligt autoritært og vi stiller os nærmest ret, som på kommando. Vi forsøger at få et overblik over hvad det er hun står og råber af. Vi ser noget, der godt kunne minde om et barn, der leger dykker, i hendes synsretning. Et splitsekund senere kaster Linda Livredder sig heroisk ud i bassinet. Med få svømmetag under vandet hiver hun Dykker Jr. op af vandet, barnet sprutter og hun får ham bjærget ind til kanten med stor overbevisning. Knægtens far tager bekymret imod barnet, der bliver sat på kanten og lige bliver tjekket for hjerneskade, vand i knæene og dårlig ånde. Ingen af tingene var til stede, så alting er fryd og gammen.

Neua og jeg står måbende og kigger på Linda Livredder. Ingen ord bliver udvekslet, vi ved begge hvad vi tænker; sikke en tøs!
ANNONCE
Alternativ Fredag #1
Vi føler at vi lige er nødt til at fordøje de hektiske begivenheder og forsøger at finde en sauna. Frederiksberg Svømmehal har ikke en sauna. Til gengæld har de et dampbad. Vi finder vej, gennem rummet med sæbe-på-ballerne-indsmørende mænd, til dampbadet. Her finder vi nøgne mænd der sidder i tavshed helt op ad hinanden, og sveder. "Interessant", tænker vi. Vi sætter os ned, ligesom de andre i flokken og sveder. Det er fandme godt - eller varmt - eller fugtigt - eller noget. Vi går ud igen, det var sjovere derude hvor børn drukner - eller prøver på det.

Da vi kommer ind i hallen igen, bliver vi enige om at 1-meter-vippen, det er lige os. Da vi begge er garvede ferie-udspringere regner vi med at første hop bliver perfekt. Fiasko! Vippen var faktor 10 gange hårdere end forudtaget, resultatet bliver et ualmindeligt grimt hop, og en ligeså lidt elegant landing i bassinet. Linda Livredder kigger med slet skjult smil på os, da vi kommer op af vandet. Fuck hende! Vi skal vise hende - senere altså. Vi opdager at der er et bassin, med meget lavt, varmt vand. Det skal vi prøve. Det fungerede bedre at se cool ud, så det gør vi igen. Da vi har siddet 5-10 minutter går Linda Livredder forbi - hun smiler og fortæller os med ondsindede hensigter, at nu er 3-meter-vippen åben.
Vi ved godt hvad hun er ude på, og det skal ikke lykkes hende! Derfor står vi 30 sekunder senere oppe på 3-meter-vippen og må indrømme over for os selv, at det faktisk nu var lykkedes hende, hvadenten vi gik ned af trappen igen, eller sprang i vandet og lignede lemminger på deres sidste rejse. Vi var kiksede! Nå, man kan altid springe på benene, hvilket faktisk fungerede. Neua tilrettelagde en bombe, der faktisk blev udført så eminemt at han gjorde en anden kvindelig livredder helt våd da hun så det. 101% fordi vandet ramte hende. Vi befinder os hen og sætter os ved siden af Linda Livredder. Vi måtte jo lige fortælle hende hvor fantastisk vi synes hun er! Hun har reddet et barns liv! Hun er en helgen!
Det fortaber sig så i en snak om at børn på det seneste har været nogle røvhuller og leget Peter og Ulven med hende. De skal dø, de små møgsvin! Eller også burde deres forældre lære dem ikke at spøge med at man er ved at drukne! Linda Livredder ser nu ellers ud til at have nydt godt af sin dukkert da hun sidder med let fugtigt hår efter sin fantastiske bedrift, så vi gejler hende ikke mere op på det emne. Pludselig lukker 3-meter-vippen og kæden bliver fjernet fra 5-meter-vippen. "Oh fuck" røg det igennem hovedet på mig. Neua kigger ned i gulvet, han ved godt hvad der skal ske. Linda Livredder kigger først op på de små 6-8 årige drenge der kaster sig som selvmordskandidater ud fra djævle-vippen, dernæst på mig og Neua - og smiler lumsk. Vi nægter i første omgang, men vores fødder lystrer ikke.
Jeg råber noget i retning af "Det er snyd! Det er enmands-gruppepres!" efter Linda Livredder og Neua giver mig øjeblikkeligt ret. Alligevel står vi et splitsekund senere oppe på 5-meter-vippen. Der er fucked-up langt ned, men jeg ved at jeg slår mig ligegyldigt hvad, så jeg hopper ufortrødent. Vælger faktisk i sidste sekund at imponere med et fantastisk hovedspring. Det blev så den noget utraditionelle version, hvor man lander - helt fladt på ryggen - og skriger.

Efter omklædning ender vi på trappen uden for Frederiksberg Svømmehal, sidder nogle minutter og evaluerer aftenens begivenheder - de er ikke sådan lige at fordøje! Til vores store overraskelse har Linda Livredder nu fået fri, og trisser forbi os - og i netop disse sekunder har vi lyst til at forsvinde i den blå luft. Det sker ikke. Pis!

Nu er det hverken værre eller bedre, end at vi beslutter os for at ende aftenen med lidt fastfood på Nørreport. Valget falder på Sunset Boulevard ved McDonalds 2000 (McDonalds ved Storkespringvandet, fordi den ligger i nærheden af Fona2000, red.). Her bliver vi mødt af et håndskrevet A4-ark på døren med følgende skrift "Pga. sygdom og slap indsats kan der være lang kø. Bær over med os!". Vi har ikke travlt, så vi entrer forlystelsen. Restauranten er proppet med Neua, mig, Jakob Restaurantchef og Jesper Lærling. Vi ser stort på ventetiden og bestiller en halv fod sandwich med det hele! Ventetiden blev dog ikke så lang som forventet. Mandskabet kunne åbentbart godt klare 2 besøgende. Vi er imponerede over ekspedienternes venlighed, og falder hurtigt i snak med Jakob Restaurantchef. Han fortæller os at det er fantastisk at være ekspedient for Sunset Boulevard - specielt fordi der hele tiden kommer fucked up lækre babes og bestiller fedtfattig mad! Vi kigger os over skulderen og ser på de tomme borde - Yeah right, Jakob Restaurantchef.
Han sværger dog ved sin BMW 320, at det er sandt! Vi får vores mad og sætter os ved et bord. Den første bid af den faktisk ganske imponerende gode sandwich glider ned, og ind træder fire overdrevet gode babes, mens vi sidder med dressing i hele ansigtet. For satan! Måske løj han ikke. Vi blev siddende en times tid for at sondere terrænet, og måtte 15-20 gode babes, og en freaky filosofi-studerende senere, konstatere at Jakob Restaurantchef og Jesper Lærling (som godt kan lide at man pifter af ham) faktisk havde ret i deres vurdering af hvad en god babe er!
Dog kan vi ikke rigtigt sætte os ind hvad Jakob Restaurantchef sagde: "Det kan godt blive trættende i længden at den ene lækre babe efter den anden kommer ind og siger "Hvad så... har du en kæreste?" (jvf. Sunset Boulevards TV-reklame, red.). Det virker jo som en helt forskruet og uacceptabel tankegang.

Det var så den officielle slutning på Alternativ Fredag #1.
Konklusionen må være at man sagtens kan have en fucked up mærkelig fredag aften, hvor der er ting man helst vil glemme, uden overhovedet at have drukket - og samtidig være sporty!

Vi vil så vidt muligt forsøge at følge op på Alternativ Fredag #1 - næste gang kommer Alternativ Fredag måske til at hedde Alternativ Fredag #2, hvem ved?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce