Afmagt
Hvorfor kan man ikke styre sine følelser?
Egentlig burde jeg prise mig lykkelig for i det mindste at have evnen til at have følelser, men hvad nytter det, når min perceptionsevne påvirkes i en grad, så rationelle beslutninger henkastes og tildeles sekundære placeringer?
Livet skal leves og opleves med op og nedture, for hvem gider at sidde som 80-årig på et plejehjem med kløe i bleen, fordi personalet ikke har tid til at passe deres job, og tænke, at man jo kunne ha gjort dit og have oplevet dat?
Se der står jeg af! Kan jeg på en måde påvirke mit eget liv, så jeg med førnævnte kløe i bleen kan tænke; det der liv jeg havde - det klarede du sgu egentligt meget godt, så lad mig da for helvede gennemgå samtlige pinsler der findes i Dantes Guddommelige Komedie.
Konstant bombarderes mit sind med tanker, der får det hele til at føle som om mit indre er blevet en følelsesmæssig flaskehals. Er jeg ved at blive sindssyg? Rationelle tanker er som før nævnt sat til side, for det emotionelle væsen i mig har overtaget styrringen.
Dumdristigt som mangt et prægtigt mandfolk har været igennem historien, troede jeg i starten, at denne syndflod af følelser kunne kontrolleres og blokkeres, men sandheden er den, at mine søvnløse nætter har bevist det modsatte for mig.
Ikke et øje har været lukket og vækkeuret har været overflødigt, for når en tilstand af insomnia indtræffer, så ved du pr. automatik hvornår du skal rejse dig fra den seng der har varmet dit legeme i 7-8 timer.
Gode og dårlige tanker farer rundt i mit hovede, for i det ene øjeblik er jeg klar til at tage kampen op med de dæmoner der plager mig når jeg skal sove, mens jeg i et andet øjeblik giver op, for min krop er ikke udhvilet og klar til kamp.
Kunsten at beherske sine følelser er jeg ikke en mester i, snarer er jeg tilbøjelig til, at lade følelser mestre mig og derved efterlade mig selv i en meditativ sindstilstand, hvor alt skal gennem analyseres, for der må jo findes en rationel måde, at løse dette problem på.
Alternativet til alt hvad jeg lige har skrevet, ville jo være, at droppe al indflydelse af følelser, og forvandle sig til en følelseskold skid i stil med Dirty Harry. Tænk en gang at kunne kontrollere sig selv så godt, at man selv i de mest pressede situationer kan fyre en dumsmart bemærkning af og så stadig se cool ud.
Rigtigt eller forkert? Ikke en levende sjæl på vor jord kan give mig et prej om i hvilken retning jeg skal bevæge mig, for at finde løsningen på hele misæren. Nuvel - jeg havde chancen, men forpurrede den på den mest skammeligste måde i form at et forræderi, der ville få Brutus til at ligne en engel.
Er jeg virkelig den eneste på guds grønne jord, der formår at lade sin hverdag dominere af tanker, følelser og beslutningsprocessor, der trækkes ud i det uendelige og kan umuliggøre selv konsumeringen af morgenmad?
Livet skal leves og opleves med op og nedture, for hvem gider at sidde som 80-årig på et plejehjem med kløe i bleen, fordi personalet ikke har tid til at passe deres job, og tænke, at man jo kunne ha gjort dit og have oplevet dat?
Se der står jeg af! Kan jeg på en måde påvirke mit eget liv, så jeg med førnævnte kløe i bleen kan tænke; det der liv jeg havde - det klarede du sgu egentligt meget godt, så lad mig da for helvede gennemgå samtlige pinsler der findes i Dantes Guddommelige Komedie.
Konstant bombarderes mit sind med tanker, der får det hele til at føle som om mit indre er blevet en følelsesmæssig flaskehals. Er jeg ved at blive sindssyg? Rationelle tanker er som før nævnt sat til side, for det emotionelle væsen i mig har overtaget styrringen.
Dumdristigt som mangt et prægtigt mandfolk har været igennem historien, troede jeg i starten, at denne syndflod af følelser kunne kontrolleres og blokkeres, men sandheden er den, at mine søvnløse nætter har bevist det modsatte for mig.
Ikke et øje har været lukket og vækkeuret har været overflødigt, for når en tilstand af insomnia indtræffer, så ved du pr. automatik hvornår du skal rejse dig fra den seng der har varmet dit legeme i 7-8 timer.
Gode og dårlige tanker farer rundt i mit hovede, for i det ene øjeblik er jeg klar til at tage kampen op med de dæmoner der plager mig når jeg skal sove, mens jeg i et andet øjeblik giver op, for min krop er ikke udhvilet og klar til kamp.
Kunsten at beherske sine følelser er jeg ikke en mester i, snarer er jeg tilbøjelig til, at lade følelser mestre mig og derved efterlade mig selv i en meditativ sindstilstand, hvor alt skal gennem analyseres, for der må jo findes en rationel måde, at løse dette problem på.
Alternativet til alt hvad jeg lige har skrevet, ville jo være, at droppe al indflydelse af følelser, og forvandle sig til en følelseskold skid i stil med Dirty Harry. Tænk en gang at kunne kontrollere sig selv så godt, at man selv i de mest pressede situationer kan fyre en dumsmart bemærkning af og så stadig se cool ud.
Rigtigt eller forkert? Ikke en levende sjæl på vor jord kan give mig et prej om i hvilken retning jeg skal bevæge mig, for at finde løsningen på hele misæren. Nuvel - jeg havde chancen, men forpurrede den på den mest skammeligste måde i form at et forræderi, der ville få Brutus til at ligne en engel.
Er jeg virkelig den eneste på guds grønne jord, der formår at lade sin hverdag dominere af tanker, følelser og beslutningsprocessor, der trækkes ud i det uendelige og kan umuliggøre selv konsumeringen af morgenmad?
