30 ÅRSDAGEN, FLAGET PÅ HALVT
EU-BUREUKRATIET har sejret
2. oktober er 30 årsdagen for landets indtræden i de såkaldte fællesskaber, og for en EU-modstander (som denne artikels forfatter, fotograferet på talerstolen på Blågårds Plads 5/6-72 og i fjernsynet dagen efter) et oplagt tidspunkt at se tilbage på de mange hypoteser, der var til salg dengang.
Tilbageblikket er især interessant for den, hvis modstand ikke baserede sig på nationalromantisk eufori, nationaløkonomiske betænkeligheder eller kulturfilosofiske anfægtelser som at frygte katolicismens fremmarch i Norden, men på en velbegrundet mistillid til politikernes evner til at håndtere situationen og ved at anskue EF, som det hed i hine fjerne tider, som et nyt overflødigt magtcenter - en yngleplads for endnu flere overflødige politikere. For se, hvad det angår, har modstanden vist sig berettiget. I de 3 årtier er antallet af politikere og andre samfundsforvaltere (læs: bureaukrater) mere end tredoblet i hele det område, der i vore dage omfatter EU.
Tilbageblikket er især interessant for den, hvis modstand ikke baserede sig på nationalromantisk eufori, nationaløkonomiske betænkeligheder eller kulturfilosofiske anfægtelser som at frygte katolicismens fremmarch i Norden, men på en velbegrundet mistillid til politikernes evner til at håndtere situationen og ved at anskue EF, som det hed i hine fjerne tider, som et nyt overflødigt magtcenter - en yngleplads for endnu flere overflødige politikere. For se, hvad det angår, har modstanden vist sig berettiget. I de 3 årtier er antallet af politikere og andre samfundsforvaltere (læs: bureaukrater) mere end tredoblet i hele det område, der i vore dage omfatter EU.
Hvem husker længere, at EF-tiderne startede med "Den europæiske kul-og stålunion" og med en præambel kaldet Romtraktakten, årsagen til "det demokratiske underskud" i Europa? Hvor mange husker idéens ophavsmænd? Jean Monnet? Paul-Henri Spaak? Ian Mikardo? Hvem kan huske, hvem der afløste hvem? Hvem afløste Anthony Crossland? Hvem var det Jean Rey afløste? Grå eminencer kom og gik uden at være demokratisk valgt, eksperter i politisk kandestøberi og juridiske manipulationer.
Hvem husker længere, at tilhængerne i de hektiske dage for 30 år siden, hvor landet var ved at knække over i glødende diskussioner, kaldte EU for modstander-propaganda? Det konservative Folkeparti hævdede 14/4-72, at "Martin Elmer bevidst vildledte læserne ved at påstå, at EF havde intentioner om at blive en politisk union."
Danmarks indtræden i EF handlede kun om handelspolitiske fordele, ifølge den radikale Hilmar Baunsgaard. Statsminister Jens Otto Kragh stemplede modstandernes tale om valg til et Europa-parlament som en vidtløftig påstand — det var en realitet otte år senere!
Hvem husker længere, at tilhængerne i de hektiske dage for 30 år siden, hvor landet var ved at knække over i glødende diskussioner, kaldte EU for modstander-propaganda? Det konservative Folkeparti hævdede 14/4-72, at "Martin Elmer bevidst vildledte læserne ved at påstå, at EF havde intentioner om at blive en politisk union."
Danmarks indtræden i EF handlede kun om handelspolitiske fordele, ifølge den radikale Hilmar Baunsgaard. Statsminister Jens Otto Kragh stemplede modstandernes tale om valg til et Europa-parlament som en vidtløftig påstand — det var en realitet otte år senere!
Tilhængerne påstod også, at tilslutningen til "fællesskaberne", som de foretrak at kalde Brruxelles-bureaukratiet, ville gavne landet økonomisk. Tre årtiers medlemskab har bevist nøjagtig det modsatte - det har været den største underskudsforretning i Danmarks historie. Alene Danmarks andel i EU"s administrationsudgifter med lønninger og frynsegoder til et hær af politikere og bureaukrater sluger omtrent hele momsprovenuet.
Blot en enkel side i det store regnskab: EU-Parlamentarikere får hver 1,7 millioner - udover lønnen - til diæter, rejsepenge, sekretariathjælp og rejser i eget medlemsland. Sekretariathjælpen, der i princippet angår ansættelse af personlige assistenter, tegner sig for cirka kr. 700,000,- af dette beløb. Godtgørelsen for generelle udgifter, det såkaldte "blyantstillæg", er på kr. 22,000,- om måneden (der kan købes mange blyanter for det beløb). Rejseudgifterne er næststørste post. Et besøg i Bruxelles en enkelt dag giver en godtgørelse på kr. 7,500,- i transportomkostninger og kr. 1,600 til fortæring (for det samlede beløb kan en familie med 2 børn holde en uges ferie på Mallorca). Til andre frynsegoder hører kr. 800,- om dagen til eventuel sprogundervisning ved den franske riviera, og feriepenge på kr. 23,000,-.
Blot en enkel side i det store regnskab: EU-Parlamentarikere får hver 1,7 millioner - udover lønnen - til diæter, rejsepenge, sekretariathjælp og rejser i eget medlemsland. Sekretariathjælpen, der i princippet angår ansættelse af personlige assistenter, tegner sig for cirka kr. 700,000,- af dette beløb. Godtgørelsen for generelle udgifter, det såkaldte "blyantstillæg", er på kr. 22,000,- om måneden (der kan købes mange blyanter for det beløb). Rejseudgifterne er næststørste post. Et besøg i Bruxelles en enkelt dag giver en godtgørelse på kr. 7,500,- i transportomkostninger og kr. 1,600 til fortæring (for det samlede beløb kan en familie med 2 børn holde en uges ferie på Mallorca). Til andre frynsegoder hører kr. 800,- om dagen til eventuel sprogundervisning ved den franske riviera, og feriepenge på kr. 23,000,-.
EU kan bedst oversættes som Det utopiske Europa. Den statsdannelse, som er under opbygning under navn af EU hviler fortsat på et solidt udemokratisk fundament, og en hvilken som helst bygning, hvis fundament er støbt af dårligt materiale, vil være en bestandig trussel mod dens beboere, indtil bygningen - før eller senere - bryder sammen. Og selv de, der ser mere optimistisk på udviklingen, må erkende, at afstanden mellem idé og virkelighed stadig øges.
Europa er et begreb, en fiktion, for i realiteternes verden eksisterer det ikke. Ikke engang geografisk er det muligt at afgrænse Europa: Ungarn hævder, at grænsen går ved Balkan. Slovenien mener, at det repræsenterer ydergrænsen, og at Kroatien ikke er europæisk. Kroatien mener, at grænsen går ved Serbien, mens serberne trækker grænsen ved Bulgarien.
Den svenske forfatter Ingmar Karlsson har i et essay påpeget, at Sverige ikke er en del af Europa, hvilket han begrunder på denne måde: "I hvert fald ikke hvis man spørger svenskerne selv. De siger jo, at "de rejser til Europa". For svenskerne går grænsen ved Øresund: København er det nærmeste Europa for dem."
Virkelighedens Europa er ikke en samlet historisk og kulturel helhed. Siden de urolige folkevandringernes tid har Europa været et broget kludetæppe af kulturer, en babylonisk forvirring af sprog og en kakofoni af styreformer, ideologier, religioner og økonomier.
Europa er et begreb, en fiktion, for i realiteternes verden eksisterer det ikke. Ikke engang geografisk er det muligt at afgrænse Europa: Ungarn hævder, at grænsen går ved Balkan. Slovenien mener, at det repræsenterer ydergrænsen, og at Kroatien ikke er europæisk. Kroatien mener, at grænsen går ved Serbien, mens serberne trækker grænsen ved Bulgarien.
Den svenske forfatter Ingmar Karlsson har i et essay påpeget, at Sverige ikke er en del af Europa, hvilket han begrunder på denne måde: "I hvert fald ikke hvis man spørger svenskerne selv. De siger jo, at "de rejser til Europa". For svenskerne går grænsen ved Øresund: København er det nærmeste Europa for dem."
Virkelighedens Europa er ikke en samlet historisk og kulturel helhed. Siden de urolige folkevandringernes tid har Europa været et broget kludetæppe af kulturer, en babylonisk forvirring af sprog og en kakofoni af styreformer, ideologier, religioner og økonomier.
Det eneste vi ved med absolut sikkerhed er, at Europa er en halvø på det asiatiske kontinent. Men ingen har nogen sinde kunne trække en klar grænse ved overgangen til det "asiatiske".
Den europæiske integration har stået på i mere end 40 år, hvor politikerne til stadighed har lukket øjnene for det faktum, at der findes ingen kollektiv, europæisk identitet. Den kan ikke manes frem ved hjælp af politiske aftaler, men skal vokse frem i menneskers bevidsthed om at indgå et større interessefællesskab end det nationale. Men i dag må det konstateres - på basis af flere af hinanden uafhængige undersøgelser i forskellige EU-lande - at afstanden mellem den faktiske integration og folks fornemmelse af en fælles identitet er stærkt stigende.
Og logisk nok. Identitet forudsætter nemlig fælles myter og symboler. Noget sådant kan Europa ikke byde på. Alle europæiske folk har deres mere eller mindre ægte historiske myter, historiske oplevelser, erfaringer og historiesyn. Der findes eksempelvis ingen europæisk parallel til Bastille-dagen, der er ingen "ukendt europæisk soldat", ingen europæiske konger eller helgener. Det der holder det amerikanske statssamfund sammen er netop folkets fælles identitetsfølelse - en sådan vil aldrig kunne opstå i Europa.
Der skal nye rammer til for det europæiske fællesskab, og selv om det ikke er et nyt argument, er det så meget mere beklageligt, at politikerne ignorerer denne kendsgerning. Hvad man ellers kan mene om Charles de Gaulle, udviste den gamle europæer med sin idé om "Fædrelandenes Europa" mere forståelse end andre europæiske statsmænd for, at den manglende identitetsfølelse stiller helt bestemte krav til den form, et Europa uden nationalpolitiske grænser skal have for at kunne fungere.
For at forstå Europa skal man enten være geni eller franskmand.
Den europæiske integration har stået på i mere end 40 år, hvor politikerne til stadighed har lukket øjnene for det faktum, at der findes ingen kollektiv, europæisk identitet. Den kan ikke manes frem ved hjælp af politiske aftaler, men skal vokse frem i menneskers bevidsthed om at indgå et større interessefællesskab end det nationale. Men i dag må det konstateres - på basis af flere af hinanden uafhængige undersøgelser i forskellige EU-lande - at afstanden mellem den faktiske integration og folks fornemmelse af en fælles identitet er stærkt stigende.
Og logisk nok. Identitet forudsætter nemlig fælles myter og symboler. Noget sådant kan Europa ikke byde på. Alle europæiske folk har deres mere eller mindre ægte historiske myter, historiske oplevelser, erfaringer og historiesyn. Der findes eksempelvis ingen europæisk parallel til Bastille-dagen, der er ingen "ukendt europæisk soldat", ingen europæiske konger eller helgener. Det der holder det amerikanske statssamfund sammen er netop folkets fælles identitetsfølelse - en sådan vil aldrig kunne opstå i Europa.
Der skal nye rammer til for det europæiske fællesskab, og selv om det ikke er et nyt argument, er det så meget mere beklageligt, at politikerne ignorerer denne kendsgerning. Hvad man ellers kan mene om Charles de Gaulle, udviste den gamle europæer med sin idé om "Fædrelandenes Europa" mere forståelse end andre europæiske statsmænd for, at den manglende identitetsfølelse stiller helt bestemte krav til den form, et Europa uden nationalpolitiske grænser skal have for at kunne fungere.
For at forstå Europa skal man enten være geni eller franskmand.
