3 Doors Down koncert
Rockbandet fyrede den af i Forum Horsens i fredags og Connery tog med.
Jeg har personligt glædet mig i et godt stykke tid til den her koncert. Forventningerne er skruet godt op i vejret, og nu er dagen så endelig kommet. 3 Doors Down skal på scenen i Forum Horsens og hele arrangementet er skruet sammen af ReLive. Rockbandet er desværre aldrig slået stort igennem herhjemme, men vi danskere har dog taget alle de store singler til os som "Kryptonite", "Here Without You" og "When I'm Gone". Det skal nu vise sig om 3 Doors Down, der er kæmpe store i deres hjemland USA, nu også kan få os op af stolene.
Jagten på en opvarmningsøl
Horsens en halvkold fredag aften, datoen siger 24. marts 2006. Rasmus og jeg har taget toget til byen og vi går en tur rundt i gaderne, for at få en lille øl inden vi skal til koncert. Vi finder et super hyggeligt sted, "Cafe Koks", som hjælper os alt hvad de kan, for at give os vejvisning til Forum Horsens. En mand i baren er så venlig at give os et lift hen til spillestedet, da han alligevel selv skulle i den retning. Han spørger nysgerrigt, hvad vi skal høre og han lyder ikke overrasket over, at et stort navn som 3 Doors Down skal spille. Vi bliver enige om at det efterhånden er Horsens, der får alle de store kunstnere, men stedet er også rigtigt godt indrettet til formålet.
Indgang og stemning
Da vi ankommer til Forum Horsens er der allerede en masse mennesker. Vi står på gæsteliste, så vi stiller os pænt i kø for at blive godkendt og kropsvisiteret af vagterne. I undrer jeg sikkert allerede over, at der ikke er nogle live-billeder i denne artikel, men her er grunden til galskaben. Da damen bag skranken ser at Rasmus har sit kamera med, siger hun straks, at han ikke må have det med ind uden et pressekort. Vi undrer os, da det tidligere på måneden blev sagt, at det ikke var noget problem at få kamera med ind. Damen forhører sig hos en bodyguard og han bekræfter, at vi ikke må have kameraet med. Nå, men det kan vi jo så desværre ikke gøre noget ved lige nu. Det værste var nu, at Rasmus blev guidet hele vejen over til garderoben for at aflevere det. Som om vi ikke lige selv kunne have gået de 5 skridt derover selv uden problemer... Ja, ja. Det er jo trods alt deres job.
Endelig efter nogle småproblemer træder vi indenfor i den store sal. En amerikaner sidder ved et klaver på scenen og spiller klassiske popnumre, mens en lille skare foran ham svinger lidt med til musikken. Der er stolepladser til både højre og venstre for scenen samt allerbagerst i hallen. Der er god gulvplads oppe foran, men vi finder os til rette på den øverste række i højre side, for at kunne følge koncerten nøje. Den muntre mand ved klaveret afslutter sit sidste nummer og pausemusikken bliver tændt. Roadierne render frem og tilbage for at sætte højtalere, trommer og mikrofoner klar til næste act. Rasmus og jeg forventer på det tidspunkt, at Grand Avenue skal på, men det viser sig at der er mere opvarmning er på vej.
Wal... A'hva'?
Et energisk band løber præcis klokken 20 ind på scenen, og da musikken går igang kommer deres super energiske forsanger ind. De er beregnet som opvarmning, og man må sige, de gjorde deres allerbedste for at sætte publikum i gang. Forsangeren udnyttede hele scenen fuldt ud med hop og spring, og det skiftende lys på scenen gav en god effekt. Desværre synes jeg at musikken var skruet ALT for højt op på det tidspunkt. Det var svært at høre forsangeren og det fede ved det hele forsvandt lidt. Desværre synes jeg også, at de første sange gled ind i hinanden, så det lød som ét langt nummer. Publikum virkede heller ikke helt vilde med musikken, bandet var ukendt og det var kun, da forsangeren råbte på gebrokkent dansk "Hva så Horsens?!", at folk livede helt op. Man må dog give dem, at de var hamrende klar og de fyrede den af. Da de introducerede sig selv, sagde de også, at de var helt ukendte, men deres navn var "Wal...." og på det tidspunkt havde de færreste opfattet, hvad bandet egentlig hed. Det viste sig dog, at navnet var Waltham og det 80'er agtige punkmusik var egentlig meget cool, gid de dog bare havde skruet lyden en tand ned!
Dansk opvarmning giver bonus
Jagten på en opvarmningsøl
Horsens en halvkold fredag aften, datoen siger 24. marts 2006. Rasmus og jeg har taget toget til byen og vi går en tur rundt i gaderne, for at få en lille øl inden vi skal til koncert. Vi finder et super hyggeligt sted, "Cafe Koks", som hjælper os alt hvad de kan, for at give os vejvisning til Forum Horsens. En mand i baren er så venlig at give os et lift hen til spillestedet, da han alligevel selv skulle i den retning. Han spørger nysgerrigt, hvad vi skal høre og han lyder ikke overrasket over, at et stort navn som 3 Doors Down skal spille. Vi bliver enige om at det efterhånden er Horsens, der får alle de store kunstnere, men stedet er også rigtigt godt indrettet til formålet.
Indgang og stemning
Da vi ankommer til Forum Horsens er der allerede en masse mennesker. Vi står på gæsteliste, så vi stiller os pænt i kø for at blive godkendt og kropsvisiteret af vagterne. I undrer jeg sikkert allerede over, at der ikke er nogle live-billeder i denne artikel, men her er grunden til galskaben. Da damen bag skranken ser at Rasmus har sit kamera med, siger hun straks, at han ikke må have det med ind uden et pressekort. Vi undrer os, da det tidligere på måneden blev sagt, at det ikke var noget problem at få kamera med ind. Damen forhører sig hos en bodyguard og han bekræfter, at vi ikke må have kameraet med. Nå, men det kan vi jo så desværre ikke gøre noget ved lige nu. Det værste var nu, at Rasmus blev guidet hele vejen over til garderoben for at aflevere det. Som om vi ikke lige selv kunne have gået de 5 skridt derover selv uden problemer... Ja, ja. Det er jo trods alt deres job.
Endelig efter nogle småproblemer træder vi indenfor i den store sal. En amerikaner sidder ved et klaver på scenen og spiller klassiske popnumre, mens en lille skare foran ham svinger lidt med til musikken. Der er stolepladser til både højre og venstre for scenen samt allerbagerst i hallen. Der er god gulvplads oppe foran, men vi finder os til rette på den øverste række i højre side, for at kunne følge koncerten nøje. Den muntre mand ved klaveret afslutter sit sidste nummer og pausemusikken bliver tændt. Roadierne render frem og tilbage for at sætte højtalere, trommer og mikrofoner klar til næste act. Rasmus og jeg forventer på det tidspunkt, at Grand Avenue skal på, men det viser sig at der er mere opvarmning er på vej.
Wal... A'hva'?
Et energisk band løber præcis klokken 20 ind på scenen, og da musikken går igang kommer deres super energiske forsanger ind. De er beregnet som opvarmning, og man må sige, de gjorde deres allerbedste for at sætte publikum i gang. Forsangeren udnyttede hele scenen fuldt ud med hop og spring, og det skiftende lys på scenen gav en god effekt. Desværre synes jeg at musikken var skruet ALT for højt op på det tidspunkt. Det var svært at høre forsangeren og det fede ved det hele forsvandt lidt. Desværre synes jeg også, at de første sange gled ind i hinanden, så det lød som ét langt nummer. Publikum virkede heller ikke helt vilde med musikken, bandet var ukendt og det var kun, da forsangeren råbte på gebrokkent dansk "Hva så Horsens?!", at folk livede helt op. Man må dog give dem, at de var hamrende klar og de fyrede den af. Da de introducerede sig selv, sagde de også, at de var helt ukendte, men deres navn var "Wal...." og på det tidspunkt havde de færreste opfattet, hvad bandet egentlig hed. Det viste sig dog, at navnet var Waltham og det 80'er agtige punkmusik var egentlig meget cool, gid de dog bare havde skruet lyden en tand ned!
Dansk opvarmning giver bonus
Klokken 21 går Grand Avenue på scenen med titelnummeret fra deres seneste cd "She". De var stille og rolige lige indtil guitarsoloen - og så fik den heller ikke for lidt. Da forsanger Rasmus råber: "Har vi det godt derude?" og folk råber "JAH!" smiler han og siger: "Skønt!" Tredje nummer gik på samme måde med vilde guitarsoloer, og Rasmus imponerede publikum med sine høje C'er. Hver gang han ikke sang, så fik den ikke for lidt med dans og rytmer til guitarsoloerne. Hittet "Take It As It Comes" startede fedt ud med, at trommeslageren spillede beatet på stortrommen, og alle vidste med det samme det var storhittet. Guitarsoloerne var sindssygt fede og forsangeren gav den ikke for lidt med sit AC/DC agtige skrig under "Take It As It Comes". Han svingede sin mikrofonledning rundt og dansede med bagdelen ud mod publikum, som fik dem helt op at køre. Da nummeret "On Your Side" går igang, samler der sig en større fanskare foran scenen. Rasmus bruger nu sin guitar som 'maskinpistol', og de små tricks får publikum til at juble på mere. Men tiden er ved at slå an til hovednavnet og Grand Avenue takker af for en god koncert, så 3 Doors Down omsider kan få lov til at indtage scenen.
Fornyet energi og gebrokkent dansk
Endelig er tiden kommet. Lyset bliver i et enkelt tryk på en knap slukket, og publikum skriger, alt hvad de kan. Blandt publikum kan man se ca. 150 tændte mobildisplays i mørket, alle skal have et lille minde med hjem på video. Intro musikken lyder mest af alt som noget fra rummet, indtil det brydes af en rungende rockguitar og lyset tændes. Forsanger Brad Arnold hopper ind på scenen til lyden af "Right Where I Belong" og folk går fuldstændig amok. Han ligner bestemt ikke en, der for nylig har været i et biluheld. Desuden blev stort set alle medlemmerne ramt på den ene eller anden måde af orkanen Katrina, men de virker alle som om, de har nået overfladen igen. Brads nærmest selvlysende sneakers giver ham også et ekstra pust af fornyet energi. Matt Roberts har på sin guitar selvlysende, grønne lamper og de giver et fedt touch i mørket.
Da "Better Life" som anden sang går igang, sætter Brad publikum i gang med at klappe, og alle oppe foran er med på den leg. Bassisten vælter rundt på scenen og alle medlemmer er flittige til at gå helt ud på scenekanten, så pigerne foran hviner og jubler. Megahittet "Kryptonite" sættes i gang og trommeslageren er virkelig i en klasse for sig selv. Han spiller fuldstændig vildt og lyden er fantastisk. Da Brad råber "What's the cheers here?" og folk råber "SKÅÅLLL", så griner han bare fjoget og forstår absolut ingenting af det ord. "For me it sounded like -" svarer han og siger noget i retningen af "Bla-blub-bah" til alles morskab.
Under "It's Not Me" stiller Brad og guitaristen sig sammen, og da "Away From The Sun" er godt i gang kommer alle lightere frem samtidig med hundreder af arme, der svinger i takt med musikken. "Duck & Run" spilles i fuldstændigt rødt lys og Brad er igen helt ude ved publikum. "Be Like That" og "Real Life" på guitar lyder helt vildt fedt og publikum jubler hver gang en af gutterne nærmer sig scenekanten. Singlerne er tydeligvis de største sange i publikums øjne, så da "Let Me Go" går igang, synger alle med. Under "Landing In London" står Brad helt alene i det røde lys og nær slutningen, siger han helt saligt: "What is it with a song that sounds so much better when 2000 people sing it?" Under "Be Somebody" synger Brad tydeligvis til publikum og de elsker ham for at stå så tæt på dem.
Brad Arnold tæt på publikum
Fornyet energi og gebrokkent dansk
Endelig er tiden kommet. Lyset bliver i et enkelt tryk på en knap slukket, og publikum skriger, alt hvad de kan. Blandt publikum kan man se ca. 150 tændte mobildisplays i mørket, alle skal have et lille minde med hjem på video. Intro musikken lyder mest af alt som noget fra rummet, indtil det brydes af en rungende rockguitar og lyset tændes. Forsanger Brad Arnold hopper ind på scenen til lyden af "Right Where I Belong" og folk går fuldstændig amok. Han ligner bestemt ikke en, der for nylig har været i et biluheld. Desuden blev stort set alle medlemmerne ramt på den ene eller anden måde af orkanen Katrina, men de virker alle som om, de har nået overfladen igen. Brads nærmest selvlysende sneakers giver ham også et ekstra pust af fornyet energi. Matt Roberts har på sin guitar selvlysende, grønne lamper og de giver et fedt touch i mørket.
Da "Better Life" som anden sang går igang, sætter Brad publikum i gang med at klappe, og alle oppe foran er med på den leg. Bassisten vælter rundt på scenen og alle medlemmer er flittige til at gå helt ud på scenekanten, så pigerne foran hviner og jubler. Megahittet "Kryptonite" sættes i gang og trommeslageren er virkelig i en klasse for sig selv. Han spiller fuldstændig vildt og lyden er fantastisk. Da Brad råber "What's the cheers here?" og folk råber "SKÅÅLLL", så griner han bare fjoget og forstår absolut ingenting af det ord. "For me it sounded like -" svarer han og siger noget i retningen af "Bla-blub-bah" til alles morskab.
Under "It's Not Me" stiller Brad og guitaristen sig sammen, og da "Away From The Sun" er godt i gang kommer alle lightere frem samtidig med hundreder af arme, der svinger i takt med musikken. "Duck & Run" spilles i fuldstændigt rødt lys og Brad er igen helt ude ved publikum. "Be Like That" og "Real Life" på guitar lyder helt vildt fedt og publikum jubler hver gang en af gutterne nærmer sig scenekanten. Singlerne er tydeligvis de største sange i publikums øjne, så da "Let Me Go" går igang, synger alle med. Under "Landing In London" står Brad helt alene i det røde lys og nær slutningen, siger han helt saligt: "What is it with a song that sounds so much better when 2000 people sing it?" Under "Be Somebody" synger Brad tydeligvis til publikum og de elsker ham for at stå så tæt på dem.
Brad Arnold tæt på publikum
Under "Behind Those Eyes" starter bassisten under det hvide spotlys, og under guitarsoloen springer Brad helt op til trommerne til alles begejstring, hvorefter en fremragende trommesolo fyres af. Så introducerer bandet et nyt nummer "I Won't Go", som lyder ganske udemærket. Den er ihvertfald i samme boldgade som det seneste album "Seventeen Days". Det er nu intet problem for Brad, at få alle til at klappe i takt med musikken. Folk er ellevilde under de store numre, men det falder desværre lidt til jorden under de mere ukendte numre. Lys effekterne og stroposkopet giver dog gode resultater.
"Changes" giver Brad anledning til at hoppe helt ned foran publikum, og det er tydeligvis en succes. Han bliver raget på af en god del piger oppe foran, og han har helt sikkert publikum i sin hule hånd. Han giver alle high five og hopper tilbage på scenen. Hittet "Loser" spilles under et gult lys, og da Brad under guitarsoloen giver den gas med en omgang headbang over mikrofonstativet, går folk amok. Alle de tricks som kunstnerne har kunnet gennem aftenen, er helt sikkert hvad publikum vil have. Lyset slukkes og bandet løber ud fra scenen.
Men vi vidste jo alle godt, at det ikke var forbi, for der manglede ihvertfald "Here Without You"! Rigtigt nok går kæmpehittet i gang og publikum er dygtige til at lege med på en omgang sing'a'long til Brads store fornøjelse. Sangen var en sand ørehænger herhjemme, og det kan tydeligt mærkes på publikum, at dette er yndlingssangen i det store og hele. 3 Doors Down slutter af med et brag af en fed udgave af "When I'm Gone" og det har været super rart at se bandet i så godt humør trods alt.
Konklusion
Klokken er blevet ca. 23.30, da koncerten slutter. Det har været en fed aften, dog med nogle småproblemer. Jeg synes ikke, det var helt i orden at vi ikke fik lov til at tage det kamera med ind, når det nu tidligere var blevet sagt, at det ikke var noget problem. Der udover varede opvarmningen alt, alt for længe. Når folk kommer til en koncert, er 2 timer lang tid at vente på selve hovednavnet. Jeg havde selv foretrukket en ekstra time med 3 Doors Down end det ret ukendte Waltham. 3 Doors Down var næsten perfekte i mine ører, men den lange opvarmning trækker desværre en god del af karakteren ned. Men der skal bestemt lyde ros for, at navnene gik på til tiden, og der var ingen forsinkelser. Der var heller ingen store problemer med lys og lyd igennem aftenen, og ReLive har gjort et udemærket stykke arbejde. Derfor alt i alt en udemærket koncert, som får 6 noder ud af 10 mulige. Jeg gik ihvertfald hjem med en god fornemmelse i kroppen, og er blevet endnu mere fan af bandet 3 Doors Down efter denne oplevelse.
"Changes" giver Brad anledning til at hoppe helt ned foran publikum, og det er tydeligvis en succes. Han bliver raget på af en god del piger oppe foran, og han har helt sikkert publikum i sin hule hånd. Han giver alle high five og hopper tilbage på scenen. Hittet "Loser" spilles under et gult lys, og da Brad under guitarsoloen giver den gas med en omgang headbang over mikrofonstativet, går folk amok. Alle de tricks som kunstnerne har kunnet gennem aftenen, er helt sikkert hvad publikum vil have. Lyset slukkes og bandet løber ud fra scenen.
Men vi vidste jo alle godt, at det ikke var forbi, for der manglede ihvertfald "Here Without You"! Rigtigt nok går kæmpehittet i gang og publikum er dygtige til at lege med på en omgang sing'a'long til Brads store fornøjelse. Sangen var en sand ørehænger herhjemme, og det kan tydeligt mærkes på publikum, at dette er yndlingssangen i det store og hele. 3 Doors Down slutter af med et brag af en fed udgave af "When I'm Gone" og det har været super rart at se bandet i så godt humør trods alt.
Konklusion
Klokken er blevet ca. 23.30, da koncerten slutter. Det har været en fed aften, dog med nogle småproblemer. Jeg synes ikke, det var helt i orden at vi ikke fik lov til at tage det kamera med ind, når det nu tidligere var blevet sagt, at det ikke var noget problem. Der udover varede opvarmningen alt, alt for længe. Når folk kommer til en koncert, er 2 timer lang tid at vente på selve hovednavnet. Jeg havde selv foretrukket en ekstra time med 3 Doors Down end det ret ukendte Waltham. 3 Doors Down var næsten perfekte i mine ører, men den lange opvarmning trækker desværre en god del af karakteren ned. Men der skal bestemt lyde ros for, at navnene gik på til tiden, og der var ingen forsinkelser. Der var heller ingen store problemer med lys og lyd igennem aftenen, og ReLive har gjort et udemærket stykke arbejde. Derfor alt i alt en udemærket koncert, som får 6 noder ud af 10 mulige. Jeg gik ihvertfald hjem med en god fornemmelse i kroppen, og er blevet endnu mere fan af bandet 3 Doors Down efter denne oplevelse.
SET LISTE:
Right Where I Belong
Better Life
Kryptonite
It's Not Me
Away From The Sun
Duck and Run
Be Like That
Real Life
Let Me Go
Landing In London
Be Somebody
Behind Those Eyes
I Won't Go (ny sang)
Changes
Loser
Here Without You
When I'm Gone
Right Where I Belong
Better Life
Kryptonite
It's Not Me
Away From The Sun
Duck and Run
Be Like That
Real Life
Let Me Go
Landing In London
Be Somebody
Behind Those Eyes
I Won't Go (ny sang)
Changes
Loser
Here Without You
When I'm Gone
