Connery

Det er sgu koldt!

Så har temperaturerne sneget sig under 0 grader på termometeret.

Kong Frost har langt om længe vundet kampen mod solen og de varme stunder er nu en saga blot. Hvorfor er det lige, at mine tanker glider hen mod "The Day After Tomorrow"?
Det er sgu koldt!
I løbet af stort set ingen tid er vi gået fra et vejr, hvor t-shirt næsten var dagligdag, til en vejrsituation der kræver, at de store tykke vinterjakker atter kaldes frem for at tjene deres herrer.

Jeg opdagede selv de ekstreme temperaturfald, da jeg efter godt en uge indendørs på Handlesfagskolen i Skåde, skulle begive mig hjemad. Til mit forsvar for manglende frisk luft skal det nævnes, at der er både bar, restaurant, undervisning og villige Matas-tøser under samme tag - hvad skal man mere?

Midtvejs i den sidste uge af mit skoleophold havde jeg godt nok fået mine lokale efterretningstjenesters rapporter om sne i både Toftlund, Sønderborg og Tønder, men slog det hen som ligegyldig nonsens, med det ene formål at fange min opmærksomhed.

Iklædt en t-shirt, jeans og en halvtynd striktrøje kunne jeg om fredagen lige klare turen ned til bussen, som skulle fragte os ind til banegården i Århus, uden at få de store forfrysninger. Jeg satte min lid til, at det blot var et ekstremt lokalt vejrfænomen, for jeg havde ikke pakket noget der bare lignede vintertøj ned.

To timer efter afgangen fra Århus skulle jeg skifte tog i Bramming, for med Arrivas hjælp at blive fragtet ned til den sidste danske forsvarsbastion mod det tyske overherredømme - Tønder.

På perronnen gik der ikke mere end to nanosekunder, før jeg rystede mere end en vibrator på duracell batterier, og selv med hænderne i lommen stod jeg og pegede på folk. Forestil jer lige kampen for blot at skrive en lille sms.

Jeg er velankommet i Tønder og kan meddele, at forsvaret stadig står, og de eneste tyskere vi ser nord for grænsen, er dem der har fået en mission omhandlende norske striktrøjer, som de køber i - ja netop Tønder.

De tyskere er sgu et sært folk. Om sommeren i 30 graders bagende hede, der køber de norske striktrøjer i Tønder. Samme scenarie udspiller sig så også i foråret og i efteråret. Hvorfor tager de ikke til Norge, når deres højeste ønske er en original norsk striktrøje?

Tilbage til det med kulden. Man kan vist roligt sige, at Moder Natur har taget røven på os denne gang. Vi er jo nærmest gået fra sommer til vinter i løbet af en eftermiddag.

Tøjbranchen har kronede dage, for nu skal der købes varmt tøj. Det er slut med smukke danske piger i alt for lidt tøj, som næsten intet overlader til fantasien. Det er slut med at nyde den kolde fadøl uden for caféen mens førnævnte ungmøer beskues. Det er slut med at slippe for at betale garderobe på diskotekerne, hvor målet er at score de ungmøer vi har savlet over, mens vi drak den kolde fadøl.

Moralen med denne historie: Det er fucking koldt udenfor så iklæd jer varmt tøj!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce