Hvad er meningen med livet? Del 2
En lille opfølger på mit tidligere sure opstød...
Det kan godt være lidt svært at se, hvorfor fanden vi ikke bare skal leve livet og tage gas på hele den menneskelige levevis. For om vi har stiftet familie eller ej, har elsket nogle eller ej, vil vi være glemt om mindre end et århundrede.
Nu er jeg af den natur, at jeg godt kan lide at få folk til at føle sig godt tilpas samt at de synes godt om mig. (En lille smule behagsyge.) Hvilket også er en del af jobbet i en børnehave. Dette kan til tider være ganske hårdt samt frustrerende, for mange mennesker gengælder ej gestussen, men er derimod uimodtagelige, snobbede og direkte ubehagelige. Så hvorfor bruge kræfter for at behage andre, når man kan tillade sig at være et dumt svin og alligevel får lov til at leve som os andre, og blive glemt på grund af det alligevel? Dette er blot et lille spørgsmål, der indleder til det næste store sure opstød!
Jeg ved, jeg sætter mit præg på børnene jeg passer i min dagligdag. Dette får jeg positivt respons på dagligt fra forældrene, hvilket jo er ganske dejligt. Men om fem år har de ældste børn glemt alt om mig, samt alt hvad jeg har gjort for dem. Måske har jeg hjulpet dem på rette kurs og vej, samt gjort dem til bedre mennesker senere i livet via den lærdom jeg har givet dem. Men når de alligevel ikke kan huske, hvem der gav dem det, hvorfor så gøre det? Jeg går meget op i mit arbejde, men hvorfor alt det besvær, for blot at gå i børnenes glemmebog?
Her forleden genså jeg storfilmen "Troy" med Brat Pitt. Hele filmen omhandler det, at folk vil huske ens navn i århundreder, pga. nogle bedrifter man har gjort sig. Det eneste hovedpersonen Achilles (ham der kun kan skades på hælen) tænker på, er at gøre sig vidt berømt for eftertiden. Hans mor giver ham et ultimatum: Enten bliver han hjemme, finder en kone og får nogle børn. Disse børn vil huske og ære ham, ligeledes som deres børn vil. Men når de engang er døde vil hans navn blive glemt som så mange andres. Ellers kan han tage ud og føre krig med heltebedrifter, der vil forevige hans navn i historiebøgerne.
Her var det jeg så kom til at revurdere mit liv atter engang. Hvis jeg er så heldig at få børn, vil jeg med ganske stor sandsynlighed også blive fuldstændig glemt et par generationer længere ude. For jeg har ikke præsteret noget, der kan stadfæste mit navn i nogle historiebøger, hvilket da ellers ville være rart. Så hvad ønsker jeg mest? Jeg har da ikke lyst til at blive totalt glemt, som så mange andre før dig og mig. Men vi kan ikke alle være Einstein og være genier. Hvordan skal vi så gøre? Med den store verden vi bor i, er det også rigeligt svært at skrive vores navn i historiebøgerne via sportsbegivenheder samt politiske aktioner. Så hvorfor bruge kræfter på at leve et helt liv, for at ingen så vil gide huske dig 50-100 år efter? Man kan på den ene eller anden måde godt indgravere sit navn i andres hjerner, hvis man higer nok efter det. Men hvis alle nu fiser rundt som en skoldet skid for at gøre sig berømte, hvem skal så opretholde et nogenlunde stabilt samfund?
Nu er det op til jer selv at vurdere om i blot vil gå i glemmebogen, eller om i vil have jeres navn liggende i alverdens hjernebanke i al fremtid. Det er helt op til in
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke med min gode vilje vil lade mit navn blive glemt. Nu er det bare at finde ud af hvordan.
Men er livet ikke spildt, hvis du kun har ført generne videre som så mange andre og ikke udmærket dig på anden vis? Dette synes jeg. Pil mig ned eller bekræft mine sure opstød. Det er op til jer! Hvorfor leve for blot at blive glemt?
Jeg ved, jeg sætter mit præg på børnene jeg passer i min dagligdag. Dette får jeg positivt respons på dagligt fra forældrene, hvilket jo er ganske dejligt. Men om fem år har de ældste børn glemt alt om mig, samt alt hvad jeg har gjort for dem. Måske har jeg hjulpet dem på rette kurs og vej, samt gjort dem til bedre mennesker senere i livet via den lærdom jeg har givet dem. Men når de alligevel ikke kan huske, hvem der gav dem det, hvorfor så gøre det? Jeg går meget op i mit arbejde, men hvorfor alt det besvær, for blot at gå i børnenes glemmebog?
Her forleden genså jeg storfilmen "Troy" med Brat Pitt. Hele filmen omhandler det, at folk vil huske ens navn i århundreder, pga. nogle bedrifter man har gjort sig. Det eneste hovedpersonen Achilles (ham der kun kan skades på hælen) tænker på, er at gøre sig vidt berømt for eftertiden. Hans mor giver ham et ultimatum: Enten bliver han hjemme, finder en kone og får nogle børn. Disse børn vil huske og ære ham, ligeledes som deres børn vil. Men når de engang er døde vil hans navn blive glemt som så mange andres. Ellers kan han tage ud og føre krig med heltebedrifter, der vil forevige hans navn i historiebøgerne.
Her var det jeg så kom til at revurdere mit liv atter engang. Hvis jeg er så heldig at få børn, vil jeg med ganske stor sandsynlighed også blive fuldstændig glemt et par generationer længere ude. For jeg har ikke præsteret noget, der kan stadfæste mit navn i nogle historiebøger, hvilket da ellers ville være rart. Så hvad ønsker jeg mest? Jeg har da ikke lyst til at blive totalt glemt, som så mange andre før dig og mig. Men vi kan ikke alle være Einstein og være genier. Hvordan skal vi så gøre? Med den store verden vi bor i, er det også rigeligt svært at skrive vores navn i historiebøgerne via sportsbegivenheder samt politiske aktioner. Så hvorfor bruge kræfter på at leve et helt liv, for at ingen så vil gide huske dig 50-100 år efter? Man kan på den ene eller anden måde godt indgravere sit navn i andres hjerner, hvis man higer nok efter det. Men hvis alle nu fiser rundt som en skoldet skid for at gøre sig berømte, hvem skal så opretholde et nogenlunde stabilt samfund?
Nu er det op til jer selv at vurdere om i blot vil gå i glemmebogen, eller om i vil have jeres navn liggende i alverdens hjernebanke i al fremtid. Det er helt op til in
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke med min gode vilje vil lade mit navn blive glemt. Nu er det bare at finde ud af hvordan.
Men er livet ikke spildt, hvis du kun har ført generne videre som så mange andre og ikke udmærket dig på anden vis? Dette synes jeg. Pil mig ned eller bekræft mine sure opstød. Det er op til jer! Hvorfor leve for blot at blive glemt?
