Folkekirken
Folkekirken må se at få fingeren ud, hvis de skal have flere kunder i butikken. "New balls on the soup", som man siger i Tyskland
Jeg går ikke selv i kirke, fordi jeg synes, det meste af det er kedeligt. Budskabet fejler ikke noget, men den måde det hele præsenteres på er mere søvndyssende end Pia Gellerup - uden make up. Det svarer til at servere oksefilet på en paptallerken, og det er lidt synd for oksefiletten.
Traditioner er ok, og man skal heller ikke med djævelens vold og magt forsøge at ændre noget, bare for at ændre det. Men når kunderne udebliver, må man fiske noget nyt op af hatten for at trække nye eller flere kunder til. Det samme gælder vel for kirkegængere.
Lad os prøve at lave en kort analyse af en gudstjeneste. Lidt bøn, lidt sang, et tekststykke fra biblen, en analyse eller perspektivering af førnævnte tekststykke (dette kaldes også prædiken) og så lidt sang, lidt bøn, noget pap og noget billigt sprøjt at skylle det ned med.
Sangene er lidt for underlige og uforståelige og bidrager ikke i ønsket grad til fromhed og følelsen af nærhed med Gud, Herren den Almægtige.
Siddepladserne er under al kritik. De knirker, er hårde og leder straks tankerne hen på torturinstrumenter fra den mørke tidsalder og Abu Ghraib fængslet i Bagdad.
Nu har jeg så tit opereret efter devisen: "Hvis du ikke kan komme på noget bedre selv, så hold kæft!"
Jeg har faktisk et forbedringsforslag, der indarbejder elementer fra en ganske veletableret gren af underholdningsbranchen: Biografen!
Her har de sgu fat i noget. Gode sæder, bedre lyd, noget fornuftigt ædelse og drikke, og så er der fyldt.
Så kommer præsten, og så begynder showet med teksten fra biblen og præstens prædiken og så lidt bøn, efterfulgt af en lidt pep-agtig fællessang og så er den time gået. Så ville det være hensigtsmæssigt, at de ikke lå om formiddagen, når man alligevel ikke er gearet til den slags. Folkekirken skal måske mere være FOLKEkirke og ikke folkeKIRKE.
