Den dybe samtale
Er dette et begreb der stadig dyrkes, eller er den erstattet af chit-chat?
Et godt eksempel er tsunamien, der i juledagene ramte kysterne i Asien og Afrika. Alle har samme holdning til katastrofen i Asien, der har kostet over 150.000 mennesker livet og efterladt utallige stakkels eksistenser til en uvis fremtid.
En tidligere butikschefs masturbering i et fotoatelier forpurrede min og kærestens juleferie i Thailand, så på den måde kom pikspillerens eksistens os til gode. Nu er det ikke min juleferie, der er til debat, men den generelle ynk, der hærger de vestlige lande. Pengene fosser ind til ofrene i Asien, for det er jo dér, der er brug for dem. Alle mener dette, og dem, der siger det modsatte, er stemplet som ufølsomme eksistenser uden hjerter.
Men hvad om "det manglende hjerte" i virkeligheden er en evne til at se ud over massernes hysteri og dermed evne at kunne reflektere over givne situationer og danne sit eget ståsted? Havde medierne ikke dækket katastrofen i den grad det er sket, ville TV2 ikke kunne have samlet knap 200 mio. ind. Medfølelse er en ting, mens medynk er en anden.
Medfølelse og medynk. To ord, der på sin vis dækker over det samme, men alligevel er der en verden til forskel. Hvis du formår at se og forstå forskellen på disse begreber, så er du også et af de få mennesker, der behersker den dybe samtale.
For år tilbage sad jeg ofte på et kollegieværelse i Tønder sammen med Torben Gliese og Christian Brock. To personer, der helt sikkert formåede at skabe den dybe samtale. Denne evne, kombineret med kaffe, hvor i der tilsættes en sjat Baileys, resulterede ofte i, at verdenssituationen og de personlige konflikter blev gennemanalyseret på et dybt filosofisk plan.
Aldersforskellen os tre i mellem var ca. 10 år. Vi havde alle prøvet vores del af livet på godt og ondt. Alt lige fra alkoholisme og skilsmisse over dagligdagens knubs til kærlighed og religion blev aften efter aften vendt og drejet, indtil emnet var færdigdebatteret. Dog kun indtil det nye emne blev drejet ind på det forrige.
Hvor skræmmende det end må lyde, så gav dette os et utroligt kendskab til hinanden. Kropssprog kunne i mange situationer afløse den verbale tale. Vi blev på godt og ondt en slags psykologer for hinanden. Det kick, de samtaler gav, kan jeg godt savne den dag i dag - godt 7 år efter.
Hvor vil jeg mon hen med ovenstående? Jeg forsøger blot at skabe en opmærksomhed omkring den dybe samtale. Samtalen, der begiver sig ud over "hende luderen fra weekenden" eller "ham med den seje tattoo". Samtalen, der kan få den ene part til at bryde sammen i gråd, for kort efter at bryde ud i et kæmpe latterbrøl.
Tænk på det næste gang du sidder med dine nærmeste.
En tidligere butikschefs masturbering i et fotoatelier forpurrede min og kærestens juleferie i Thailand, så på den måde kom pikspillerens eksistens os til gode. Nu er det ikke min juleferie, der er til debat, men den generelle ynk, der hærger de vestlige lande. Pengene fosser ind til ofrene i Asien, for det er jo dér, der er brug for dem. Alle mener dette, og dem, der siger det modsatte, er stemplet som ufølsomme eksistenser uden hjerter.
Men hvad om "det manglende hjerte" i virkeligheden er en evne til at se ud over massernes hysteri og dermed evne at kunne reflektere over givne situationer og danne sit eget ståsted? Havde medierne ikke dækket katastrofen i den grad det er sket, ville TV2 ikke kunne have samlet knap 200 mio. ind. Medfølelse er en ting, mens medynk er en anden.
Medfølelse og medynk. To ord, der på sin vis dækker over det samme, men alligevel er der en verden til forskel. Hvis du formår at se og forstå forskellen på disse begreber, så er du også et af de få mennesker, der behersker den dybe samtale.
For år tilbage sad jeg ofte på et kollegieværelse i Tønder sammen med Torben Gliese og Christian Brock. To personer, der helt sikkert formåede at skabe den dybe samtale. Denne evne, kombineret med kaffe, hvor i der tilsættes en sjat Baileys, resulterede ofte i, at verdenssituationen og de personlige konflikter blev gennemanalyseret på et dybt filosofisk plan.
Aldersforskellen os tre i mellem var ca. 10 år. Vi havde alle prøvet vores del af livet på godt og ondt. Alt lige fra alkoholisme og skilsmisse over dagligdagens knubs til kærlighed og religion blev aften efter aften vendt og drejet, indtil emnet var færdigdebatteret. Dog kun indtil det nye emne blev drejet ind på det forrige.
Hvor skræmmende det end må lyde, så gav dette os et utroligt kendskab til hinanden. Kropssprog kunne i mange situationer afløse den verbale tale. Vi blev på godt og ondt en slags psykologer for hinanden. Det kick, de samtaler gav, kan jeg godt savne den dag i dag - godt 7 år efter.
Hvor vil jeg mon hen med ovenstående? Jeg forsøger blot at skabe en opmærksomhed omkring den dybe samtale. Samtalen, der begiver sig ud over "hende luderen fra weekenden" eller "ham med den seje tattoo". Samtalen, der kan få den ene part til at bryde sammen i gråd, for kort efter at bryde ud i et kæmpe latterbrøl.
Tænk på det næste gang du sidder med dine nærmeste.
