Rigtige Mænd! [Blog]

"Rigtige mænd vejer over 100 kilo". 

Ikke hvis jeg kan gøre noget ved det, tænkte jeg for mig selv, tilbage i 2013. Det kan man heldigvis.

Tankerne om endelig at gøre noget ved vægten, dukkede for alvor op, da jeg fik taget et professionelt portrætfoto i forbindelse med min afsluttende praktik på uddannelsen. På portrætbilledet der blev sendt fra fotografen kunne jeg slet ikke genkende mig selv. Nogen siger at kameraet lægger et par kilo til, det ved jeg ikke helt om jeg synes, men i hvert fald kan spejlbilledet snyde som bare pokker. 

Når jeg så mig selv i spejlet om morgenen, så jeg bare en mere voksen udgave af mit teenage-jeg, men realiteten var altså at det var en ret velvoksen udgave. Så da jeg modtog billedet fra fotografen, tog det lige lidt tid for mig at indse, at den Mikkel jeg så i spejlet, nok ikke var den, alle omkring mig så.

Jeg ved ikke helt hvornår jeg hoppede over de 100 kilo i første omgang, men jeg kender roden til det. Da jeg blev sendt ud på den rutschebanetur det skulle vise sig at være, at miste sine forældre (Det har jeg skrevet et længere indlæg om her), forsøgte jeg at dulme mine smerter på mange måder. Trøstespisning og for mange byture lagde stille og roligt kilo efter kilo til min person. Kiloene kørte på over en årrække på godt ti år, og jeg fortrængte der fuldstændig. Faktisk havde jeg ikke ejet en badevægt fra jeg flyttede hjemmefra, og indtil den dag i 2013.  

Vendepunktet

Det var altså først, da jeg så ovennævnte portrætbillede, at jeg blev enig med mig selv, om at der skulle gøres noget ved det. Jeg tog ud og købte en badevægt - nu var det tid til at se vægten i øjnene. 

Jeg trådte på vægten. Stod af igen. Vi prøver lige en gang til. Op igen. Samme tal. Kampvægten havde sneget sig op på 118 kilo og nogle hundrede gram. For meget!

Den om slankekuren og yoyo-effekten

Noget skulle gøres, og jeg begyndte at sætte en diæt op for mig selv. Den var baseret på en afart af den de bruger ved Vægtvogterne, og samtidig byttede jeg min styrketræning ud med en ambitiøs omgang cardio i fitnesscentret. 

Jeg slukkede for alt hvad der hed sukker, kage, og også alkohol i en længere periode, og fokuserede på en del cardio. Fra tid til anden faldt jeg i fælden, og kunne have dage hvor jeg voldåd et halvt kilo bland selv slik, for bagefter at have det pissedårligt med mig selv. Men jeg kæmpede videre. Fra sommeren 2013 og godt ni måneder frem tabte jeg 11 kilo. Det var ret lækkert, men den der kur var så hård at holde. 

Da jeg i begyndelsen af 2014 var rigtig godt tilfreds med mig selv, begyndte jeg, uden at bide mærke i det, at falde tilbage i de gamle dårlige vaner. Over det næste halve år, tog jeg omkring fem kilo på igen. 

Så bliver man altså ramt af sin samvittighed. "Okay. Det virker ikke for mig, det her med at forbyde mig selv en masse ting."

Ligevægt

Jeg ændrede min metode. Begyndte at notere hvad jeg indtog, og der tegnede sig hurtigt et mønster. Ingen morgenmad, impulsive indkøb på tom mave, og for meget snacking om aftenen. Jeg blev opmærksom på disse ting, og begyndte stille og roligt at eliminere hver enkelt af de dårlige vaner. Det betød at jeg igennem det næste halve år, lærte at holde min vægt, med et minimalt vægttab. Jeg fokuserede på madindtaget, og lagde træningen lidt på hylden en periode. 

Bedre livsstil

Fra midten af 2015 begyndte jeg at føle, at der var styr på måltider i forhold til ligevægten. Jeg genoptog cardio-træningen. Jeg fokuserede på mine måltiders portionsstørrelser. 

Kiloene begyndte stille og roligt at køre af, og jeg opdagede hvor meget motionen forbedrede min hverdag. Motionen spillede nemlig ikke kun ind på min vægt, men også på stressniveau og velvære, og pludselig var jeg hooked. 

Men jeg havde også lært en del fra min første periode med slankekur, og derfor har jeg ikke opstillet forbud for mig selv længere. Jeg spiser slik, men jeg gør det ikke for at tilfredsstille et eller andet kemisk behov, jeg gør det, hvis det føles rigtigt i situationen. Jeg går også i byen og drikke igennem. Byturene er nu ikke så ofte længere - da jeg var studerende var to byture om ugen nærmere normalen, end undtagelsen - i dag sker det 1-2 gange om måneden. Huge fucking difference. 

Det har så kørt stille og roligt over det sidste lille år, og i går da jeg hoppede på vægten, fik jeg jackpot på en af mine store mentale milepæle. Vægten var nede på 100 kilo. Det er første gang i over 10 år, at jeg har oplevet det - og det satte altså tankerne i gang, i forhold til den tur det har været. 

Godt 18 kilo på to et halvt år, er jo ikke mega imponerende, slet ikke som man ser i de der store virale historier på nettet, hvor vildt seje personer smider 50 kilo eller mere på et år!

Men alligevel imponerende nok, for mig selv i hvert fald, til at jeg fandt en gammel skjorte frem fra skabet. Den samme skjorte jeg havde på, på det portrætfoto der satte tingene i gang for snart tre år siden. Og så tog jeg et lille før/efter billede. Hihi.

Min vej til vægttabet:

• Selverkendelse:

Det vigtigste første skridt, var at indse at jeg var blevet for tyk. Det har været det absolut sværeste i hele processen, men det første skridt er åbenbart det vigtigste i denne sammenhæng. Man kan vel sammenligne det med en problemformulering!

• Dataindsamling (Aldrig gå ned på udstyr)

Jeg logger stadig størstedelen af mine måltider. Det gør jeg ved hjælp af en app på min telefon, der har et kæmpe katalog over måltider og deres næringsindhold. Samme app logger jeg også min vægt i.

Jeg bevæger mig mere. Det anbefales at et voksent menneske går mindst 10.000 skridt om dagen. Det har jeg haft fokus på. Gennem de sidste år har jeg benyttet mig af lidt forskellige trackere. En app der hedder Moves, Huawei B2 talkband, og Jawbones UP, med tilhørende app. Hver ting har sin styrke. Mest af alt handler det bare om at gøre data overskuelig, og let at benytte. 

• Ingen forbudte ting!

Jeg forbyder ikke mig selv nogen ting. Jeg har fundet ud af at slankekur ikke er det rigtige for mig. Til gengæld undgår jeg at overspise. 

Det handler ikke om målet, men om turen dertil

Jeg har ikke en vild målsætning. Jeg går ikke og drømmer om en sixpack eller lignende - jeg vil bare gerne have det godt med mig selv, og have en forholdsvis sund krop. Jeg har nemlig fundet ud af at sindet så følger med. I'm not fat, i'm big boned! 

Når det så er sagt, så forestiller jeg mig nok, at jeg kan formå at høvle omkring 10 kilo mere af vægten over de næste par år. Til sommer vil jeg gerne kunne holde til at hike en uge i de norske fjelde, så det er vel også en slags mål.

Form og vægt er ikke en sygelig besættelse for mig, og det er heller ikke en røvsyg kur jeg skal holde mig inden for rammerne af. Det er bare mig, et andet sted i livet. Det virker heldigvis også til at være et bedre sted. 

Følg gerne med på min personlige side, hvis du primært er interesseret i mine blogindlæg og interviews, cheers fra en under 100-kilos banger: