Da jeg mistede min far

Så er det den tid igen. Dagene bliver korte og kolde, og Knæk Cancers-ugen har været på pletten med det store showcirkus, der indebærer god opmærksomhed, men også følelsesporno i det høje gear.

Jeg har det ambivalent med konceptet, for det er ikke til at undgå, og det kaster mig lige lukt tilbage i følelsernes vold af et par af de hårdeste situationer, livet har budt mig på. I år har jeg ikke fokus på indsamling, men i stedet fokus på at skabe opmærksomhed og oplysning, selvom jeg påskønner indsamlings-indsatsen.

I dag vil jeg tilbyde noget, der har hjulpet mig selv igennem den dybeste sorg. Et indblik i et enkelt individs oplevelse. Jeg fandt ud af, at det hjalp mig at opsøge, hvordan folk i en lignende situation havde oplevet tingene.

Jeg håber at min historie kan dukke op, og betyde noget for andre, der kæmper sig gennem det; at miste en forælder til kræft i en ung alder.

Da jeg mistede min far

Jeg blev vækket ret brat, den morgen – Det var jeg faktisk vant til, det der med at blive vækket. Jeg var 16 år gammel, og havde (har) et kæmpe sovehjerte, men især tilbage i mine teenageår.

"Mikkel, du skal stå op nu, far er blevet kørt på sygehuset", hørte jeg min ældste lillebror kalde. Der gik lidt tid, inden jeg fik mig selv slæbt ud af sengen og ned af trappen, til stuetagen i huset. Jeg nåede, så vidt jeg husker, lige at se en bil forlade vores indkørsel.

Det var ikke første gang far var røget afsted på sygehuset. Grunden fik jeg hurtigt på plads: Åndedrætsbesvær. Okay, det skal nok gå – det er ikke første gang, tænkte jeg ved mig selv.

Far havde været syg gennem en længere periode. Det var startet et par år tidligere, en grim og vedvarende hoste, var efter flere besøg hos lægen og sygehuset blevet fastslået som en ond drøm: Lungekræft.

Jeg kan huske at jeg synes det var det mest uretfærdige i verden. Min far var en hårdtarbejdende mand – han havde aldrig røget, og jeg troede kun den slags ramte rygere. Lægerne var gået tilbage i hans unge år for at finde den formodede synder. 

Min far var uddannet tømrer, og havde frem til sin sygemelding, haft egen tømrervirksomhed, med en lille afstikker som rejsemontør for en møbelvirksomhed. I hans tyvere boede, og arbejdede han i en længere periode i Oslo – Der var masser af nye boliger der skulle bygges, masser af hårdtjente, men redelige penge at hente oppe nordpå – og en spændende udfordring for en ung mand der havde boet det meste af sit liv i samme kommune. Dengang var asbest et yndet materiale i byggebranchen, grundet gode varmeisolerende og anti-brændbare egenskaber, og det blev benyttet i stor stil til taglægning. Senere blev materialet dog forbudt at fremstille og anvende, på grund af den enorme risiko for asbestose, som typisk fører til lunge- og lungehindekræft. Fuck asbest.

Kræften var fremskreden, og til sidst havde det været nødvendigt at fjerne den ene lunge. En omstændig operation, der efterlod min far i et hårdt genoptræningsprogram, en komplikation der betød at hans stemmebånd ikke fungerede som normalt længere, og at han derfor, med frustration og uhærdighed havde været nødt til at lære at bruge andre områder af stemmebåndet, for at kunne tale, fremfor kun at hviske. Canceren vendte også tilbage med mere ondskab, i små nye tumorer, og som krævede en hård kemobehandling. Men han var så stærk. Lige så stærk som enhver verdens bedste far, over for sine børn.

Tilbage i situationen var min mor lynhurtigt fulgt efter ambulancen i egen bil. Der var ikke plads i ambulancen, da redderne allerede på tidspunktet var klar over, at der var brug for arbejdsplads.

Min farmor og farfar dukkede op kort efter mor var kørt. Min familie stod altid klar til at være der for os, og min mor syntes ikke, at mine tre yngre søskende og jeg selv skulle være alene i den situation.

Vi afventede situationen, og tiden forløb anspændt, mildest talt.

Jeg kontaktede min daværende kæreste, for at fortælle om situationen. Aftenen forinden havde jeg været ude og besøge hende. Jeg havde en rebelsk teenagesituation omkring det forhold. Mine forældre ville hele tiden sætte tidspunkter for hvornår jeg skulle være hjemme, og jeg kom altid for sent hjem. Det havde også været et diskussionsemne, da jeg aftenen inden var kommet for sent ind ad døren, og forsøgte at liste mig gennem huset, og op til mit værelse på førstesalen. Min far sad stille og roligt og afventede min ankomst i stuen.

Jeg husker at han påpegede min, endnu en gang, overskredne udgangstid, og jeg husker at de sidste ord vi udvekslede ikke var de venligste. Det skulle vise sig at komme tilbage og hjemsøge mine tanker senere hen, men jeg ved også i dag, at det ikke er de sidste ord der er de vigtigste.

Efter noget tid vendte min mor tilbage i bilen, alene, og kunne overlevere de sørgelige nyheder: Jeres far er gået bort.

Det hele skete på et splitsekund, men jeg husker at tiden gik nærmest i slowmotion. Min hals snoede sig sammen som en knude omkring mit luftrør, adrenalinen satte ind, mine ben begyndte at skælve, og mit sind sortnede ind om ordene: Far. Død.

Alt herefter foregik i en tåge, jeg husker at se en fortvivlelse og rædsel i mine søskendes øjne, et udtryk jeg aldrig glemmer. Jeg husker at omfavne min farfar, i et grådkvalt og muskelspændt tag. Jeg husker også at jeg forsøgte at være stærk for alle, at jeg følte en forpligtelse til det. Det har sikkert virket underligt for mine omgivelser. Men i sindet på en ung teenager, på vej til at blive mand, var det den eneste måde at reagere.

Alle mine forsvarsmekanismer kørte på fuld tryk.

Dødsfaldet var indtruffet i ambulancen, på vej til hospitalet. Dødsårsagen var hjertestop. Hans krop gav efter, og kunne ikke kæmpe længere.

En kølig februar morgen i 2004 gik min verden i stå. 

Dagene derpå forsvandt i en tåge af sorg, minder, praktiske gøremål og virkelighedsflugt. Det var starten på vinterferien, og præcis en uge efter ville min far have fyldt 47 år.

Siden da har jeg brugt mange timer på at reflektere over tingene. Jeg har suget alt det til mig jeg kunne af hans gode råd, og når jeg har været tvivl om ting, har jeg ofte reflekteret mig i hans ånd.

Det var først efter hans bortgang, at det gik op for mig hvor stærk han havde været. Aldrig på et tidspunkt inden det, havde jeg følt at han var på vej væk. Smerte og fortvivlelse blev udbyttet med kampvilje og håb, i hvert fald over for os der var børn.

Min far er min helt, og han har en stor del af æren for den mand jeg er i dag.

Følg gerne med på min personlige side, hvis du primært er interesseret i mine blogindlæg og interviews: