Det var jo faktisk Johnsons skyld at jeg tabte mig...
I fredags sad vi og vendte lidt forskellige emner på redaktionen. En af mine kolleger spurgte ind til mit projekt slankekur, og vi kom til at kigge lidt på gamle billeder.
Og så var det jeg faldt over dette billede fra en af mine første Connery-reportager i 2013.
Vi var et par gutter afsted til Cults årlige branchefest, på tidspunktet foregik konceptet på en færge, og havde fået navnet: Cult Cruise. Jeg var selv mest med bag kameraet, hvor vi blandt andet dokumenterede den ekstravagante fest, og også interviewede et par af de upcoming - og etablerede artister, der optrådte til turen.
Pludselig dukkede Marc Johnson op. Johnson var var i sit helt store gennembrud, lige omkring da jeg blev 18, og jeg skamhørte hans plade i min gejlede Mazda. Derfor var jeg også rimeligt stålsat, på at jeg skulle have mig et lille billede med mit ungdomsidol. Det gik fint, Johnson er cool og laid back, og jeg fik mit skud.
Det var først da jeg kom hjem, og skulle til at gennemså billederne, at det gik op for mig. "Det passer fandme det der, med at kameraet tillægger et par ekstra kilo. Eller tyve. Fuck."
Sagen var den, at jeg i løbet af en årrække havde taget en del kilo på, og når den slags kommer snigende lidt efter lidt, er det måske ikke noget man lige tænker mest over. Men da jeg så billedet af mig og Johnson, blev jeg sgu en smule nedslået. Ja faktisk havde jeg ikke en gang lyst til at smide billedet på Facebook. Yes, så meget kom det bag på mig, at jeg rent faktisk så så tyk ud. Det var jeg øjensynligt også.
Og det var faktisk lige omkring det tidspunkt, at jeg bestemte mig for, at der skulle ske noget med vægten, formen og ja i forlængelse deraf. Selvtilliden og kameratækket. Det blev startskuddet på en serie af livsstilsændringer, jeg først for alvor begyndte at sætte ord på sidste år.
Nåmenaltså, det var lige en lille anekdote herfra. Jeg ved at et par af jer følger med i den her kamp for at holde kiloene for døren, og også selv har gang i den. Hold gang i de gode vaner, alt bliver sgu bedre når man ikke render og slæber rundt med en masse ekstra bagage. Både fysisk, men også psykisk.
Og et shoutout til Johnson, for helt uvidende, at give mig et ordentligt spark i røven. Det var helt åbenlyst tiltrængt.
