De Danske Tatovører: Annlie Willmann Petersen

En lyst til at skabe

Annlie har altid været et kreativt menneske, som kunne bruge timevis i barndommen på at fordybe sig i tegninger, malerier og andre kreative kunstformer.

Hun så rigtig meget anime - det ledte hende ind i en verden, hvor hun ville begynde at dyrke det at fortælle historier via tegneserier mere seriøst. Hun blev opslugt af tanken om at kunne kreere sine egne historier. Og senere det, som hun gør den dag i dag - formidler kundens historie gennem hendes tatoveringer.

I sine yngre dage udstillede hun kunstværker på Aros og blev mere og mere bidt af den udvikling, hun oplevede i sine tegne-egenskaber.

“Jeg tror ikke, jeg kunne fortsætte med at have et job som dette, hvis jeg ikke var så forelsket i at gå ned i dybden med mine projekter og lege med detaljerne. Det er en helt bestemt form for tilfredsstillelse for mig at kreere et værk.”

Den første kontakt med tattoo-branchen for hende, var da hun var 16 år og skulle ind i en tattoo-biks med sine veninder, der skulle have deres første tatovering. Sagt på en pæn måde var det ikke ligefrem her, at hun fik smag for faget og tattoo-universet - tværtimod.

Hun blev nærmere skræmt væk.

“Jeg kom ind i en gammel butik i Odder med en tatovør, der havde de grimmeste tatoveringer, jeg nogensinde havde set over hele kroppen. Hun var en rigtig tattoo-mama. En rigtig legende, fandt jeg så ud af bagefter. Men på det tidspunkt skulle jeg bare ikke have noget med det at gøre.”

Spoler man tiden nogle år frem, så kan hun i samme ombæring erindre den tatovering, der har gjort mest indtryk på hende i hendes portføjle - en tatovering, hvor alt bare gik op i en højere enhed og hun fik vished om, at hun havde fundet sin rette hylde i livet.

En mand på 75 år skulle have sin allerførste tatovering.

Han kom ind med en trist historie fra sine unge dage, hvor han under en sejltur som 20-årig kæntrede i båden og mistede sin bror, svoger og et tredje familiemedlem.

Han skulle have tro, håb og kærlighed-ankeret tatoveret som et symbol og en hyldest - en måde at have dem med sig igennem resten af livet og langt om længe få dem ud af sine tanker.

“For 50 år siden var der ikke rigtig noget, der hed psykologhjælp. Så han har gået med den byrde i hele sit liv og nu endelig fik forløsning for det på sin egen måde. Han havde kæmpet med det i 50 år og var helt lettet over, at han endelig fik en afslutning.”

Kigger vi tilbage på den tid, hvor tatoveringen først blev en aktualitet for Annlie, kom faget ind af døren på en lidt anderledes måde.

Da hun var 21 år gammel, stræbte hun efter at læse animation på animationsskolen i Viborg - og mens tankerne gik på at skulle kreere nye tegneserier for børn og unge med egne historier, ville skæbnen noget andet.

Headhuntet til branchen

Annlie har tatoveret siden 2017, hvor hun startede i lære på en lidt anderledes måde, end hvad andre plejer at gøre i den branche.

Hun var begyndt at lægge sine tegninger op på Facebook for at vise sine kreationer frem - og her blev hun kontaktet af den tidligere Bandidos-præsident Lars Olesen, som havde fået øjnene op for hendes evner.

Han tog kontakten og sagde, at de manglede en tatovør i hans butik.

“Han tilbød mig et arbejde, og jeg tænkte bare - viva la vida loca. Nu var jeg klar til at flyve fra reden.”

Som det altid er med kære lille Danmark, så fik hun ikke altid de mest rosende ord med på vejen på grund af hendes indgang til branchen - mens mange andre kæmpede benhårdt for at blive opdaget og bemærket, blev hun headhuntet til sin stilling.

Ikke desto mindre tog hun det med oprejst pande og bevarede sit fokus på at fordybe sig i sin kunst. Og det var lige på og hårdt.

“Lars gik bare ud på byen og ned på den lokale bodega Landgreven og sagde: ‘Vi har fået en elev ind. Hun har aldrig tatoveret før - er der nogen, der har lyst til at lægge hud til?’”

Og det stak helt af.

“Det er ekstremt, hvor mange mennesker der er fuldstændigt ligeglade med, hvad motivet er - de skal bare tatoveres.”

Hun var blot i lære en enkelt måned, og allerede måneden efter havde hun omsat for 50.000 kroner.

Her fik hun hevet benene væk under sig på den gode måde - alt det hun elskede at arbejde med, eksperimentere med og dyrke i sin fritid, fik hun serveret i jobbet som tatovør.

“Det var en stor øjenåbner at møde nye mennesker og opleve den atmosfære omkring det at skabe noget unikt sammen med en kunde. Jeg blev fuldstændig forgabt i teknikken bag en tatovering.”

Hun blev helt hypnotiseret af det udviklingspotentiale, der lå i at starte helt fra nul. Hun begyndte at se kroppen som et medie og en designflade med uendelige muligheder.

Det gik dog trods alt lidt for stærkt med det hele, da hun begyndte at få, hvad hun selv beskriver som Parkinsons-lignende symptomer - hun kunne næsten ikke holde på en gaffel længere.

Det viste sig så at være stress og præstationsangst, da hun ikke har nogen problemer den dag i dag.

“Jeg var så presset, at jeg skulle tage hjertemedicin - men du kan tro, jeg lærte at tatovere RIGTIG hurtigt.”

Hun kunne mærke, at hun var nødt til at skabe sig sin egen arbejdsplads for at skabe de bedste vilkår for sig selv og andre tatovører - hvis hun skulle have frie tøjler til at dyrke sin kunst, udvikle sig og opnå de bedste resultater, var hun nødt til at have sit eget sted.

Derfor fik hun muligheden for at åbne Artifact Collections i Aarhus, hvor hun sammen med Frederik Balling og andre dygtige artister agerer sin egen chef i et slags kreativt kollektiv - hun er ikke chef for nogen, og alle er deres egen chef.

Her har hun nu i 1,5 år haft tid og overskud til at dyrke det, hun altid har elsket mest - det kreative.

“Jeg har en gnist i tanken om - ‘hvor højt kan jeg nå?’. Jeg forsøger hele tiden at kravle op på et nyt trin af min læringsstige”.

Vi glæder os til at se, hvilke vanvittige projekter Annlie og resten af studiet finder på det næste lange stykke tid - det er i hvert fald en kunstner, du bør holde øje med i fremtiden!

Du kan se mere til hendes værker lige herunder - og i galleriet!