Motor

Volvo EX90 udvides med flere varianter og lavere startpris

Ny Single Motor-variant.

Volvo EX90 udvides med flere varianter og lavere startpris
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen I dag kl. 14:39

Volvo Car Denmark annoncerer nu en større udvidelse af EX90-familien, den fuldelektriske SUV, som har sat nye standarder for sikkerhed og komfort. Med lanceringen af en ny Single Motor-variant og introduktionen af en 6-sæders konfiguration bliver det lettere for flere danskere at finde en EX90, der passer til deres behov.

Ny Single Motor-variant – baghjulstræk og længere rækkevidde

Indtil nu har EX90 kun været tilgængelig i Twin-varianter med firehjulstræk i Danmark, men nu lanceres en ny model med baghjulstræk. Den nye Single Motor-variant leverer 279 hk og 490 Nm, samtidig med at den har en imponerende WLTP-rækkevidde på op til 608 km.

Med et batteri på 104 kWh og lynladning på op til 235 kW kan EX90 Single Motor oplades fra 10 til 80 procent på blot 30 minutter. Har man brug for at benytte anhængertrækket, som er ekstraudstyr, kan bilen trække op til 1.200 kg.

Prisen på EX90 Single Motor starter ved 735.000 kr. for en model med Plus-udstyr og syv sæder, mens beskatningsprisen starter ved 688.000 kr.

“Vores nye Single Motor-variant, som har en startpris, der er næsten 100.000 kr. lavere end vores Twin-variant, gør det muligt for endnu flere danskere at komme bag rattet af vores fuldelektriske EX90 og få gavn af dens høje niveau af sikkerhed og praktik,” fortæller Tobias Altehed, direktør i Volvo Car Denmark.

Ny mulighed for seks sæder

Udover den nye motorvariant introduceres der nu også en 6-sæders udgave af EX90 for de kunder, der ønsker en anden kabineindretning. Denne konfiguration tilbydes i Twin- og Twin Performance-varianterne med Ultra-udstyr.

Forskellen ligger i midterste sæderække, hvor der nu er to separate komfortable stole med armlæn og kopholdere i stedet for et traditionelt bænkesæde. Stolene kan stadig vippes frem, så der er nem adgang til tredje sæderække.

“Løsningen med seks sæder giver en øget komfort for dem, der sidder på midterste række i EX90. De to individuelle stole med armlæn og egne kopholdere er yderst komfortable,” forklarer Teit Walther, Product Lead hos Volvo Car Denmark.

Som kunde kan man tilvælge konfigurationen med seks sæder uden merpris.

Både Single Motor-varianten og 6-sæders konfigurationen kan bestilles nu, og leveringerne forventes at begynde i tredje kvartal af 2025.

Tre hurtige om Volvo EX90

  • De første danske kunder har allerede fået leveret deres Volvo EX90.
  • EX90 Twin og Twin Performance kan prøvekøres hos forhandlere i hele landet.
  • EX90 blev i slutningen af 2024 kåret som “Bedste luksus-familiebil” af TopGear.com.

Med de nye varianter gør Volvo det lettere for flere at få en elbil med luksus, sikkerhed og rækkevidde i topklasse.

Kaos ved ladestanderne: Tesla-ejere går amok og slår hinanden med ladekabler

Læs også: Kaos ved ladestanderne: Tesla-ejere går amok og slår hinanden med ladekabler

Jeremy Clarkson gør uventet comeback i bilprogram – og fansene jubler

Læs også: Jeremy Clarkson gør uventet comeback i bilprogram – og fansene jubler