Motor

80’ernes mest udskældte bil genopstår – og den bliver elektrisk

Yugo. Bilen, der engang blev kaldt verdens værste bil, er tilbage.

80’ernes mest udskældte bil genopstår – og den bliver elektrisk
Foto: Andrej Danković, CC BY 3.0, via Wikimedia Commons
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 21. februar 2025

Efter næsten to årtier i graven genoplives det ikoniske østeuropæiske bilmærke.

Denne gang får den dog en moderne makeover – inklusive en fuldelektrisk version.

Tilbage i 2027

Det er den serbiske professor og ingeniør Dr. Aleksandar Bjelić, der står bag genoplivningen af den legendariske hatchback, som oprindeligt var inspireret af Fiat 128.

Sammen med designer Darko Marčeta planlægger han at bringe Yugo tilbage på vejene i 2027.

Men hvorfor genoplive en bil, der engang blev berømt for sin tvivlsomme kvalitet, ringe sikkerhed og elendige køreegenskaber?

Svaret er simpelt: Retro-look, ultra-lav pris og en ny tid, hvor folk igen hungrer efter enkle og billige biler.

Retro-look, moderne tech

De første skitser viser en bil, der holder fast i det klassiske, kasseformede design, men med moderne detaljer som LED-lygter, større alufælge og en sporty front.

Derudover kommer den både i en benzin- og el-udgave, så både nostalgikere og fremtidsoptimister kan få deres Yugo-fix.

Præcise specifikationer er endnu ikke offentliggjort, men ambitionen er at skabe en ekstremt billig bil, der kan konkurrere med de dyreste elbiler på markedet.

Det gør den ved simpelthen at være det modsatte: kompakt, simpel og til at betale.

Fra Serbien til Kilimanjaro

For at sparke gang i nostalgien planlægger holdet bag Yugo et publicity-stunt af dimensioner:

En konvoj af klassiske Yugo-modeller skal køre fra Kragujevac i Serbien til Kilimanjaro i Tanzania – en genopførelse af en legendarisk tur fra 1975.

Yugo var aldrig verdens bedste bil, men den var ikonisk.

Og hvis alt går efter planen, kan vi snart se den genfødt – denne gang uden rust og knækkede gearkasser.