Sharp er tilbage med MiniLED, QLED, Dolby Vision, Google TV og Harman Kardon-lyd i en 65-tommer, hvor prisskiltet er betydeligt mere jordnært end specifikationslisten antyder.
Der var engang, hvor Sharp var et af de navne, man automatisk forbandt med fladskærms-TV. AQUOS-serien stod side om side med de store japanske og koreanske spillere, men gennem de senere år har Sharp fyldt betydeligt mindre på TV-scenen.
Nu forsøger producenten at sparke døren ind igen.
Sharp 65JP7265E fra JP7000-serien er på papiret næsten mistænkeligt veludstyret: 65 tommer, 4K, QLED, MiniLED-bagbelysning, local dimming, Dolby Vision, Dolby Atmos, Google TV og et lydsystem udviklet i samarbejde med Harman Kardon.
Det lyder som noget, der kunne stå på specifikationslisten for et premium-TV.
Det er det bare ikke.
JP7265E er snarere et meget bevidst forsøg på at tage nogle af teknologierne fra dyrere TV og presse dem ned i en prisklasse, hvor kompromiser er uundgåelige. Sharp prøver altså ikke for alvor at slå de bedste OLED- og MiniLED-modeller fra Samsung, LG, Sony og Panasonic på rå billedkvalitet.
Spørgsmålet er snarere, hvor meget af oplevelsen man faktisk kan få uden at betale for flagskibet.
Og her bliver Sharp pludselig interessant.
MiniLED er ikke længere kun for de dyre drenge
MiniLED er efterhånden blevet et af TV-markedets store buzzwords, men teknologien giver faktisk god mening.
Et traditionelt LCD-TV skal have lys bag panelet. Ved MiniLED anvendes meget små lysdioder, som kan opdeles i zoner og reguleres individuelt. Dermed kan TV’et dæmpe lyset i mørke områder af billedet og samtidig skrue op i de lyse.
På Sharp 65JP7265E arbejder MiniLED-systemet sammen med et QLED-lag baseret på Quantum Dots, som hjælper med at levere et større og mere mættet farverum.
Det er stadig et LCD-TV. Det skal ikke forveksles med OLED, hvor hver pixel selv kan slukkes helt.
Men det giver Sharp et langt bedre udgangspunkt end et almindeligt billigt LED-TV.
På 65-tommermodellen er bagbelysningen ifølge laboratorietest opdelt i omkring 192 lokale dimming-zoner. Det er ikke voldsomt sammenlignet med de dyrere MiniLED-flagskibe, som kan arbejde med langt flere zoner og mere avanceret styring, men det er tilstrækkeligt til at skabe en reel forskel.
Kontrasten er målt til over 7.000:1 i relevante testmønstre, og HDR-lysstyrken kan kortvarigt ramme omkring 700 nits i små højlys.
Det er ganske respektabelt i denne klasse.
Og måske vigtigere: Det er ikke MiniLED, som kun eksisterer på emballagen.
![]()
Læs også:
Billedet er den største overraskelse
Med almindeligt TV, streaming og film leverer Sharp et billede, som ganske enkelt ser dyrere ud, end TV’ets position på markedet antyder.
Farverne har godt med punch uden nødvendigvis at ligne noget, der er skruet sammen i en elektronikbutik med samtlige indstillinger på maksimum.
Film-profilen er et godt udgangspunkt. Her bliver hudtoner, jordfarver og mere afdæmpede nuancer gengivet forholdsvis naturligt, mens QLED-panelet stadig kan levere den ekstra farvemætning, når materialet kræver det.
Sharp dækker ifølge målinger omkring 92,5 procent af UHDA-P3-farverummet ved HDR10. Det er ikke referenceklasse, men bestemt fint til prisklassen.
Det interessante er derfor ikke, om Sharp kan matche et OLED-flagskib til det dobbelte eller tredobbelte af prisen.
Det kan det ikke.
Det interessante er, hvor langt man kommer, før forskellene for alvor begynder at gøre ondt.
HDR er godt – men her finder man også kompromiset
TV’et understøtter HDR10, HLG og Dolby Vision, og det sidste er værd at bemærke.
Dolby Vision bruger dynamiske metadata til løbende at tilpasse HDR-gengivelsen til materialet, og kombinationen af Dolby Vision, QLED og MiniLED giver Sharp et godt fundament til streaming fra eksempelvis Netflix.
Der er faktisk en god portion dynamik i billedet.
Mørke filmscener får mere dybde, mens lygter, eksplosioner, refleksioner og andre små højlys kan få lov til at træde frem.
Men det er også her, man opdager forskellen på et fornuftigt MiniLED-TV og et flagskib.
De cirka 192 dimming-zoner kan ikke kontrollere lyset med samme kirurgiske præcision som de bedste MiniLED-modeller, og naturligvis slet ikke som OLED, hvor hver pixel kan styres individuelt.
Sortniveauet kan derfor variere afhængigt af scenen, og ekstremt lyse HDR-detaljer kan miste lidt information. Ser man TV i et helt mørkt rum, bliver forskellen til et godt OLED-panel tydeligere.
Det er prisen for den aggressive prissætning.
Men det er også et kompromis, som giver mening.
60 Hz afslører, hvor Sharp har sparet
Hvis man leder efter den mest åbenlyse forklaring på, hvorfor Sharp kan holde prisen nede, står der 60 Hz med store bogstaver på svaret.
Panelet kører maksimalt 50/60 Hz.
Til almindelig streaming, film, serier og traditionelt TV er det ikke noget større problem. Sharp har desuden bevægelsesudjævning, som kan reducere hakken ved eksempelvis panoreringer og sportsudsendelser.
Men til gaming er forskellen vigtig.
En PlayStation 5 eller Xbox Series X kan levere spil ved op til 120 billeder i sekundet, og det kan Sharp ikke vise i 4K/120 Hz.
Dermed er det ikke TV’et til hardcore-gameren, som køber OLED eller et hurtigt MiniLED-panel specifikt for at få 120 Hz.
Til gengæld er input lag målt til omkring 9,4 millisekunder i Game Mode, hvilket er rigtig fint. ALLM kan automatisk aktivere den hurtige spilprofil, når konsollen starter.
Resultatet er lidt pudsigt: Det er et responsivt gaming-TV, men ikke et avanceret gaming-TV.
For FIFA, Fortnite, GTA, racerspil og en almindelig aften på PlayStation er det svært at klage voldsomt. Vil man derimod udnytte sin PS5 eller Xbox Series X fuldt ud med 120 fps, skal man længere op i hierarkiet.
Google TV er stadig et stærkt kort
Sharp har heldigvis ikke forsøgt at opfinde sit eget smart-TV-system.
JP7265E anvender Google TV.
Det betyder adgang til det enorme Android-baserede app-økosystem med Netflix, Disney+, YouTube, Spotify og stort set alt det andet, man forventer af et moderne TV.
Google Assistant er ligeledes integreret, og Chromecast-funktionalitet gør det let at sende indhold fra telefonen til skærmen.
Google TV er ikke altid verdens hurtigste TV-platform, og enkelte apps kan tage et øjeblik om at komme i gang. Til gengæld er udvalget enormt, brugerfladen velkendt, og man er ikke afhængig af, at Sharp selv skal vedligeholde et lille proprietært app-univers.
Fjernbetjeningen er tilsvarende traditionel. Ingen designpris på vej i posten, men den har fysiske knapper, mikrofon til stemmestyring og fungerer uden den store indlæringskurve.
Nogle gange er kedeligt faktisk ganske praktisk.
Fire HDMI-porte og overraskende mange tilslutninger
Sharp har heller ikke været nærig med indgangene.
Der er fire HDMI-porte, to USB-porte, Ethernet, optisk digital lydudgang, hovedtelefonudgang, CI+ og traditionel tuner til DVB-C, DVB-T/T2 og DVB-S/S2.
En af HDMI-portene understøtter eARC, så en kompatibel soundbar eller receiver kan håndtere lyden direkte fra TV’et.
HDMI-indgangene markedsføres med HDMI 2.1-funktionalitet, men igen skal man holde øje med detaljerne: panelets 60 Hz-grænse betyder, at man ikke får den 4K/120 Hz-oplevelse, som mange automatisk forbinder med HDMI 2.1.
Til gengæld er fire HDMI-indgange stadig ganske praktisk, hvis TV’et skal fungere som centrum for konsol, soundbar, medieafspiller og andre bokse.
USB-optagelse mangler, hvilket kan være værd at bemærke for dem, der stadig optager traditionelle TV-udsendelser.
Harman Kardon og Dolby Atmos – lyder det lige så dyrt, som det ser ud?
Sharp har samarbejdet med Harman Kardon om lydsystemet, og TV’et understøtter Dolby Atmos.
Det lyder imponerende på æsken.
I praksis skal forventningerne lige justeres en anelse.
De indbyggede højttalere leverer 2 x 12 watt og gør et hæderligt stykke arbejde med almindeligt TV, sport, YouTube og streaming. Dialog står rimelig tydeligt, og der er mere fylde, end man finder i nogle ultratynde TV.
Men Dolby Atmos-logoet betyder ikke, at der pludselig står et usynligt 7.1.4-system i stuen.
Til film vil en ordentlig soundbar stadig gøre en markant forskel. Sharp har med andre ord gjort TV-lyden brugbar, men fysikkens love gælder stadig.
Designet forsøger ikke at stjæle showet
Sharp er relativt konservativt designet.
Rammerne omkring panelet er smalle, og den centrale fod er en praktisk detalje, fordi TV’et ikke kræver et møbel, der er næsten lige så bredt som selve skærmen.
65-tommermodellen måler omkring 144,5 centimeter i bredden og er cirka 8,3 centimeter dyb uden fod. Vægten ligger omkring 15 kilo uden stander.
Det er altså ikke den nærmest papirtynde konstruktion, man kan få med dyr OLED, men byggekvaliteten virker fornuftig, og med VESA 400 x 300 er vægmontering ligetil.
Sharp har brugt pengene dér, hvor de giver mest mening.
På billedet.
Er det så et flagskib?
Nej.
Og det er faktisk vigtigt for vurderingen af Sharp.
Et flagskib skal vurderes på absolut ydelse. Her ville 60 Hz-panelet, det relativt begrænsede antal dimming-zoner, HDR-lysstyrken og den mindre præcise styring af sortniveauet koste point.
De bedste OLED-TV fra LG, Samsung, Sony og Panasonic kan levere bedre sort, mere raffineret HDR, hurtigere paneler og bedre gaming-funktioner. Dyre MiniLED-modeller fra blandt andre Samsung og Sony kan samtidig levere markant mere lys og mere avanceret local dimming.
Men de befinder sig også i en anden prisklasse.
Sharp har bygget et mellemklasse-TV, hvor pengene er blevet brugt på de funktioner, der er lettest at se fra sofaen.
MiniLED.
QLED.
Dolby Vision.
Et stort 65-tommers panel.
Google TV.
Acceptabel lyd.
Og fire HDMI-indgange.
Derefter er der skåret ned på nogle af de ting, entusiasterne efterspørger: 120 Hz, mere avanceret local dimming, ekstrem HDR-lysstyrke og high-end billedbehandling.
Det er ikke tilfældige kompromiser. Det ligner en ganske bevidst prioritering.
Pris kontra ydelse er hele pointen
Det er her, Sharp for alvor rammer noget interessant.
JP7000-serien blev lanceret som en relativt aggressivt prissat MiniLED-serie, og europæiske priser på 65-tommermodellen har ligget omkring 600-700 euro afhængigt af marked og tilbud.
Det er et niveau, hvor man traditionelt har skullet acceptere et mere ordinært LCD-TV.
Til sammenligning ligger mange 65-tommers premium MiniLED- og OLED-modeller væsentligt højere. På det danske marked kan 65-tommers MiniLED-modeller fra de etablerede premiumserier let bevæge sig op omkring 8.000-12.000 kroner og videre derfra, mens egentlige flagskibe kan koste betydeligt mere.
Sharp prøver ikke at bilde os ind, at JP7265E er sådan et TV.
I stedet får man noget af teknologien og en overraskende stor del af oplevelsen.
Og netop derfor giver 65JP7265E mere mening, jo lavere tilbudsprisen bliver.
Til fuld vejledende pris bliver konkurrencen naturligvis hårdere. TV-markedet er notorisk aggressivt, og modeller fra TCL, Hisense, Samsung, LG og Philips ryger jævnligt på tilbud. Eksempelvis kan almindelige 65-tommers QLED-TV allerede findes omkring 4.000-5.000 kroner, mens MiniLED og OLED typisk begynder højere oppe.
Derfor er Sharp heller ikke automatisk et kup til enhver pris.
Men finder man 65-tommeren omkring den aggressive europæiske gadepris, begynder regnestykket at blive svært at ignorere.
Hvem skal købe Sharp 65JP7265E?
Det oplagte publikum er ikke TV-entusiasten, der sidder med måleudstyr og venter på 120 Hz, 2.000 nits og perfekte sorte pixels.
Det er familien eller filmelskeren, der vil have en stor 65-tommer i stuen og gerne vil have mærkbart bedre billedteknologi end det billigste LED-TV uden at fordoble budgettet.
Til streaming fungerer Google TV fremragende.
Til film giver MiniLED og Dolby Vision noget ekstra.
Til sport hjælper bevægelsesbehandlingen, selv om et ægte 100/120 Hz-panel stadig havde været at foretrække.
Til konsolspil er det lave input lag rigtig fint, så længe man kan leve uden 4K/120 Hz.
Og til almindeligt TV er både billede og lyd mere end kompetent.
Det er måske den vigtigste pointe med Sharp.
Det forsøger ikke at være bedst til én bestemt disciplin.
Det forsøger at være rigtig fornuftigt til næsten dem alle.
Karakter: 5 ud af 6
Sharp 65JP7265E får 5/6.
Ikke fordi det er et af markedets bedste TV i absolut forstand.
Det er det ikke.
Det får karakteren, fordi Sharp har fundet en ret velvalgt balance mellem pris, størrelse og teknologi. MiniLED-bagbelysningen giver en reel gevinst i kontrast, QLED leverer flotte farver, Dolby Vision er med, Google TV sørger for en stærk smart-platform, og fire HDMI-indgange gør TV’et fleksibelt.
Kompromiserne er samtidig nemme at identificere.
60 Hz er den største. Local dimming kan ikke matche dyrere MiniLED-modeller, HDR er god snarere end spektakulær, og Harman Kardon-logoet ændrer ikke på, at en soundbar stadig er den rigtige vej til seriøs filmlyd.
Sharp har altså ikke bygget en flagship-killer.
De har bygget noget, der for mange mennesker sandsynligvis giver mere mening:
Et TV, der låner en håndfuld af flagskibenes teknologier uden at låne deres prisskilt.
Og i en verden, hvor et 65-tommers high-end-TV hurtigt kan koste det samme som en ganske habil brugt bil, er det måske et langt mere interessant sted at placere sig.
Sharp 65JP7265E – specifikationer
- Skærm: 65″ QLED MiniLED (VA LCD)
- Opløsning: 4K Ultra HD – 3840 x 2160
- Opdateringshastighed: 50/60 Hz
- Local dimming: MiniLED FALD – ca. 192 zoner
- HDR: Dolby Vision, HDR10 og HLG
- HDR-lysstyrke: Op til ca. 700 nits målt peak
- Farverum: Ca. 92,5 % DCI-P3
- Smart-TV: Google TV
- Gaming: ALLM, VRR og ca. 9,4 ms input lag – ingen 4K/120 Hz
- HDMI: 4 x HDMI, herunder eARC
- Øvrige forbindelser: 2 x USB, Ethernet, optisk lyd, CI+ og hovedtelefon
- Trådløst: Wi-Fi og Bluetooth
- Lyd: 2 x 12 watt, tunet i samarbejde med Harman Kardon
- Lydformater: Dolby Atmos
- Tuner: DVB-T/T2, DVB-C og DVB-S/S2
- Mål uden fod: Ca. 144,5 x 82,8 x 8,3 cm
- Vægt: Ca. 15 kg uden fod
- VESA: 400 x 300 mm
- Størrelser i serien: 50″, 55″, 65″ og 75″
- Vejledende pris for 65″: 899 euro
- Typisk pris: ca. 4.500-5.200 kr.
- Connery-karakter: 5/6
- Kort fortalt: Ikke et flagskib, men en veludstyret mellemklassemodel med usædvanligt meget MiniLED-TV for pengene.
![]()
Læs også: