Sony er klar med næste generation af deres flagskibsmobil, Xperia 1 VIII, og denne gang er der især skruet op for AI-funktionerne og kameradelen. Den nye smartphone satser hårdt på at gøre mobilfotografering mere kreativ og langt mere automatisk – uden at fjerne den klassiske Sony-følelse, som især fotoentusiaster har været glade for gennem årene.
Den største nyhed er det nye AI Camera Assistant-system, som er drevet af Xperia Intelligence. Ideen er ret simpel: Telefonen analyserer automatisk motivet, lyset og omgivelserne og foreslår derefter forskellige kamerastilarter og indstillinger, der passer til situationen.
Det betyder blandt andet forslag til farvetoner, objektivvalg og bokeh-effekter, så brugeren hurtigere kan få billeder med et mere professionelt look direkte fra mobilen.
Sony går all-in på kameraoplevelsen
Sony har længe forsøgt at placere Xperia-serien som noget lidt mere seriøst for folk, der går op i billeder og video. Hvor mange konkurrenter fokuserer på aggressive AI-filtre og overbehandlede billeder, har Sony ofte forsøgt at læne sig mere op ad deres Alpha-kameraunivers.
Det fortsætter med Xperia 1 VIII.
Telefonens nye telekamera har fået en markant større sensor – faktisk omkring fire gange større end den, der sad i Xperia 1 VII. Det giver langt bedre billeder på afstand, især når lysforholdene bliver dårlige.
Alle tre kameraer i telefonen – 16 mm, 24 mm og 70 mm – benytter nu avanceret RAW multiframe-behandling, som hjælper med at reducere støj og forbedre dynamisk rækkevidde. Resultatet skulle være mere detaljerede billeder med færre udbrændte højlys og bedre detaljer i mørke områder.
Sony sammenligner selv ydelsen i svagt lys med full-frame kameraer, hvilket naturligvis er et ret ambitiøst statement for en smartphone.
Læs også:
Nyt design inspireret af ædelsten
Sony har også redesignet telefonens udseende med det, de kalder et nyt “ORE-design”. Farverne er inspireret af rå ædelsten og kommer blandt andet i Graphite Black, Iolite Silver, Garnet Red og Native Gold.
Siderne og bagsiden har fået nye materialebehandlinger, som både skal give bedre greb og en mere eksklusiv følelse i hånden. Samtidig holder Sony fast i flere ting, som mange andre producenter efterhånden har droppet.
Der er stadig fysisk kameraudløserknap, og vigtigst af alt for mange lydentusiaster: Xperia 1 VIII beholder 3,5 mm jackstikket.
Det betyder fortsat mulighed for kablede hovedtelefoner med høj lydkvalitet, hvilket Sony stadig markedsfører som en del af deres WALKMAN-DNA.
Mere kraft og bedre lyd
Under motorhjelmen finder man Qualcomms nye Snapdragon 8 Elite Gen 5-chip, som ifølge Sony giver omkring 20 % bedre ydeevne. Det gælder både gaming, multitasking og generel hastighed.
Samtidig lover Sony op til to dages batteritid, afhængigt af brugsmønster, og op til fire års batterisundhed.
Lydoplevelsen har også fået en opgradering. Xperia 1 VIII kommer med nye Full-Stage-stereohøjttalere, som skal levere dybere bas, klarere diskant og et bredere lydbillede til både musik og film.
Xperia-universet fortsætter sin nichevej
Mens Samsung, Apple og Xiaomi kæmper om mainstream-markedet, har Xperia-serien efterhånden fundet sin egen lidt mere nicheprægede identitet. Sony satser stadig på folk, der vil have mere manuel kontrol, bedre lydoplevelser og en mobil, der føles tættere på klassisk kameraudstyr.
Det gør også Xperia-serien ret anderledes i et smartphone-marked, hvor mange telefoner efterhånden ligner hinanden.
Xperia 1 VIII kan forudbestilles fra 13. maj til cirka 11.199 kroner for 256 GB-versionen. Under forudbestillingsperioden følger Sonys WH-1000XM6-hovedtelefoner med i pakken, mens den eksklusive 1TB Native Gold-version lander på omkring 14.999 kroner.
Læs også: