Gear

Samsung Galaxy S26 FE lander i Danmark med One UI 9, Galaxy AI og større batteri

Til dem, der ikke behøver den dyreste model.

Samsung udvider endnu en gang Galaxy S-familien med en FE-model, og denne gang hedder den Galaxy S26 FE. Telefonen rammer de danske butikker den 28. august og forsøger traditionen tro at hente en god portion af oplevelsen fra Samsungs dyrere S-modeller ned i en lidt mere tilgængelig prisklasse.

Startprisen bliver 6.299 kroner, og på listen over nyheder finder man blandt andet One UI 9, et 4.900 mAh-batteri, Exynos 2500-chip, 120 Hz AMOLED-skærm og en større bunke AI-funktioner.

FE-modellen fortsætter som den lidt billigere vej ind i Galaxy S-serien

FE-modellerne har i flere generationer fungeret som Samsungs alternativ til dem, der gerne vil have en stor del af Galaxy S-oplevelsen uden nødvendigvis at gå direkte efter de dyreste modeller.

Galaxy S26 FE fortsætter den opskrift. Telefonen måler 7,4 millimeter i tykkelsen og vejer 193 gram, mens fronten domineres af en 6,7 tommer Dynamic AMOLED 2X-skærm med FHD+-opløsning, op til 120 Hz opdateringshastighed og en maksimal lysstyrke på 1.900 nits.

Indvendigt finder man Samsungs Exynos 2500, der er produceret på en 3 nm-proces. Den kombineres med 8 GB RAM og enten 128, 256 eller 512 GB lagerplads. Telefonen kommer desuden med Android 17 og One UI 9 fra fabrikken.

Kameraet får hjælp fra både AI og automatisk beskæring

På bagsiden sidder et tredobbelt kamera bestående af et 50 megapixel hovedkamera med optisk billedstabilisering, 12 megapixel ultravidvinkel og et 8 megapixel telefotokamera med 3x optisk zoom. Sidstnævnte kan desuden levere op til 30x digital zoom.

Frontkameraet er på 12 megapixel og har fået et bredere synsfelt sammenlignet med Galaxy S25 FE.

Samsung lægger samtidig en del vægt på softwaren omkring kameraerne. My FanCam, som tidligere blev introduceret på Samsungs foldbare Galaxy-modeller, kan automatisk følge en udvalgt person i en video og beskære optagelsen, så personen holdes centreret.

Super Steady får desuden Horizontal Lock til mere stabile videooptagelser, mens Nightography skal forbedre billeder under dårlige lysforhold. Efter fotograferingen kan Photo Assist bruges til AI-baseret billedredigering via almindelige tekstkommandoer. Man kan eksempelvis tilføje elementer, ændre stemningen fra dag til nat eller forsøge at rekonstruere manglende dele af et billede.

One UI 9 skruer yderligere op for Galaxy AI

Galaxy S26 FE bliver den første model i Galaxy S26-serien, der lanceres direkte med One UI 9, og Samsung bruger samtidig telefonen til at skubbe flere af sine AI-funktioner frem.

Now Brief kan eksempelvis tilpasses med brugerdefinerede briefingkort, mens Now Nudge kan komme med kontekstafhængige forslag baseret på blandt andet notifikationer og understøttede apps.

Circle to Search with Google bliver også udvidet, så flere elementer i det samme billede kan identificeres på én gang.

Derudover kommer Gemini Omni ind i billedet. Funktionen kan arbejde med billeder og videoer fra telefonens galleri og bruge materialet til at skabe og redigere videoklip. Galaxy S26 FE leveres i den forbindelse med seks måneders prøveperiode på Google AI Pro, som ifølge Samsung også inkluderer 5 TB cloudlager.

4.900 mAh og hurtigere opladning

Batteriet har en kapacitet på 4.900 mAh, og Galaxy S26 FE understøtter 45 watt kablet opladning. Samsung oplyser, at telefonen under de rette forhold kan komme op på omkring 69 procent batteri efter cirka 30 minutter.

Der er samtidig 15 watt trådløs opladning og Wireless PowerShare, så kompatible telefoner, høretelefoner og smartwatches kan oplades via bagsiden af mobilen.

Telefonen har desuden Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.4, 5G og IP68-certificering mod vand og støv.

Samsung lover også syv generationer af OS-opgraderinger og syv års sikkerhedsopdateringer fra den globale lanceringsdato. Det gør den lange softwareunderstøttelse til en ikke helt uvæsentlig del af pakken, hvis mobilen skal blive i lommen i mere end et par år.

Dansk pris og lancering

Samsung Galaxy S26 FE bliver tilgængelig i Danmark fra den 28. august 2026 hos udvalgte forhandlere.

Den vejledende startpris er 6.299 kroner, og telefonen lanceres globalt i farverne Blueberry, Graphite og Pistachio, selv om den konkrete tilgængelighed kan variere fra marked til marked.

Dermed er FE-udgaven igen placeret som indgangen til en stor del af Galaxy S-maskineriet – denne gang med One UI 9 og Galaxy AI som nogle af de funktioner, Samsung især forsøger at gøre til en større del af den daglige mobiloplevelse.