Gear

Ny intelligent seng opdager, når du snorker – og gør automatisk noget ved det

Slut med den irriterende snorken!

Hvis du er typen, der snorker så voldsomt, at din bedre halvdel overvejer permanent eksil på sofaen, har TEMPUR måske bygget en løsning.

TEMPUR har lanceret Smart Bed i Danmark – en intelligent seng, der blandt andet kan registrere tegn på snorken og automatisk ændre din sovestilling.

Og nej, du behøver ikke engang vågne først.

Prisen er til gengæld 75.998 kroner, så der er tale om noget af en opgradering af soveværelset.

Sengen reagerer, når du snorker

En af de mere interessante funktioner gemmer sig i TEMPUR Ergo Smart Base.

Her kan sensorer registrere mikrovibrationer, som kan være tegn på snorken. Opdager systemet dem, kan sengen automatisk hæve hovedenden 12 grader.

Idéen er, at den ændrede sovestilling kan bidrage til friere luftveje og dermed færre forstyrrelser i løbet af natten.

Det hele foregår automatisk, så du ikke først skal vækkes af et albueslag fra personen ved siden af og derefter begynde at rode med fjernbetjeningen klokken 03.17.

Holder øje med din søvn hele natten

Snorkefunktionen er kun en del af pakken.

Sensorer i sengens base kan gennem madrassen registrere bevægelse, vejrtrækning, puls og søvnmønstre.

TEMPUR fremhæver samtidig, at systemet hverken kræver et kamera, en mikrofon eller en wearable på kroppen. Du behøver altså ikke sove med smartwatch eller ring for at indsamle data.

Resultaterne bliver efterfølgende sendt til TEMPUR Sleeptracker-AI-appen, hvor du hver morgen kan se en personlig søvnscore og information om blandt andet søvncyklusser, hjertefrekvens, vejrtrækning og hvor lang tid det tog at falde i søvn.

Der er desuden AI-baseret søvncoaching og personlige anbefalinger.

Den kan også vække dig

Smart Bed har en Smart Alarm, som tager højde for din søvncyklus.

I stedet for nødvendigvis at flå dig ud af drømmeland på sekundet klokken 06.30 kan systemet vække dig med lyd eller vibrationer inden for et tidsrum, du selv har valgt.

Det er dermed lidt samme idé, man har set i forskellige søvntrackere og apps gennem årene – bare integreret direkte i den ting, du allerede ligger og sover i.

En seng til 76.000 kroner kan naturligvis også give massage

Når man nærmer sig 76.000 kroner for en seng, forventer man måske lidt mere end en madras og fire ben.

Det får man også.

TEMPUR Smart Bed kan justeres til forskellige positioner til eksempelvis læsning, afslapning og tv-kiggeri. Der er en såkaldt zero-gravity-position, justerbar støtte samt massagezoner ved hoved- og fodenden med forskellige intensitetsniveauer.

TEMPUR kombinerer dermed virksomhedens klassiske fokus på madrasser og trykaflastning med en ordentlig portion sensorer og software.

TEMPUR Smart Bed blev lanceret i Danmark den 1. september 2026 og har en vejledende pris på 75.998 kroner.

Det er mange penge for en seng.

Men hvis alternativet er 20 års natlige diskussioner om, hvem der snorkede, kan man vel begynde at regne på det.