Gear

LEGO og Dragon Ball går endelig sammen – de første byggesæt er på vej

Endelig!

Det er næsten mærkeligt, at det ikke er sket tidligere. Dragon Ball har gennem årtier budt på farverige figurer, ikoniske bygninger, enorme kampe og køretøjer, der nærmest skriger på at blive bygget af små plastikklodser. Nu sker det så endelig.

LEGO har officielt bekræftet sit første samarbejde med Dragon Ball, og dermed er der for første gang officielle LEGO-sæt baseret på Akira Toriyamas legendariske univers på vej.

Selve annonceringen er indtil videre temmelig sparsom på detaljer, men LEGO har offentliggjort en kort teaser, hvor seks Dragon Balls samles på skærmen, inden den syvende kugle ruller ind. Herefter dukker Dragon Ball- og LEGO-logoerne op sammen.

Der er med andre ord ikke meget tvivl om, hvad der er på vej.

Dragon Ball bliver LEGO for voksne

En af de mere interessante detaljer i teaseren er LEGO-betegnelsen “Adults Welcome”.

Det peger på, at de kommende Dragon Ball-sæt i første omgang bliver rettet mod voksne fans og samlere frem for at være traditionelle legesæt til børn. LEGO har gennem de senere år haft stor succes med netop denne kategori, hvor blandt andet film, biler, kunst, gaming og popkultur bliver omsat til større modeller beregnet til udstilling.

Præcis hvad vi skal bygge fra Dragon Ball-universet, er endnu ikke blevet afsløret.

LEGO har hverken offentliggjort konkrete modeller, antal klodser, priser eller lanceringsdatoer. De første produktdetaljer forventes dog at blive afsløret i den kommende tid.

Og mulighederne er mildest talt mange.

Kame House er et oplagt bud på et display-sæt, mens Capsule Corporations futuristiske bygninger og køretøjer også passer overraskende godt ind i LEGO-formatet. Shenron samlet omkring de syv Dragon Balls kunne ligeledes være en model, der passer direkte ind i LEGO’s voksende sortiment til voksne samlere.

Indtil videre er den slags dog ren ønsketænkning.

Et anime-univers med mere end 40 år på bagen

Samarbejdet kommer med et ganske omfattende bagkatalog at arbejde med.

Dragon Ball begyndte som manga i 1984, skabt af Akira Toriyama, og historien om Son Goku udviklede sig siden til et af verdens mest kendte manga- og animeuniverser.

Fra den oprindelige Dragon Ball-serie voksede universet med blandt andet Dragon Ball Z, Dragon Ball GT, Dragon Ball Super og en lang række film, spil og merchandise. Undervejs er figurer som Vegeta, Piccolo, Frieza, Bulma og Master Roshi blevet mindst lige så genkendelige for fans som seriens hovedperson.

Det giver LEGO et univers, hvor potentielle sæt kan spænde fra relativt fredelige locations til nogle af seriens største kampe.

Der er samtidig masser af oplagte kandidater til minifigurer. Goku og Vegeta virker næsten uundgåelige, men Dragon Ball-universets enorme persongalleri betyder, at samarbejdet potentielt kan udvikle sig til langt mere end en enkelt udgivelse.

Nu mangler vi bare at se sættene

Indtil videre holder LEGO altså kortene tæt til kroppen.

Den officielle teaser bekræfter samarbejdet og de kommende byggesæt, men afslører ikke, om vi får ét stort samlersæt eller en hel serie af Dragon Ball-modeller.

For fans, der har ventet på officielt Dragon Ball-LEGO, er den vigtigste detalje dog allerede på plads:

De syv Dragon Balls er samlet. Og LEGO-klodserne er på vej.