Der er efterhånden ikke mange steder tilbage, hvor producenterne kan placere en skærm.
JBL har fundet ét.
Med Live Buds 4 får opladeetuiet nemlig sit eget touchscreen-display, som kan styre en overraskende stor del af oplevelsen uden at hive telefonen op af lommen. Det lyder umiddelbart lidt som en gimmick, og det er da heller ikke en funktion, verden desperat har manglet.
Men efter lidt tid begynder idéen faktisk at give mening.
Samtidig har JBL heldigvis ikke glemt det vigtigste. Live Buds 4 sidder rigtig godt i ørerne, spiller med den store, energiske lyd, vi forventer fra JBL, og kommer med en glimrende app, effektiv støjreduktion og rigeligt med muligheder for at skræddersy oplevelsen.
Det er kort sagt meget JBL på meget lidt plads.
Live 4 er faktisk tre forskellige hovedtelefoner
Live Buds 4 er en del af en større Live 4-familie, og JBL har valgt en lidt interessant tilgang denne gang.
Serien består af Live Buds 4, Live Beam 4 og Live Flex 4.
Live Buds 4 er den klassiske kompakte in-ear-model uden stilk. Live Beam 4 har stilk og silikoneprop, mens Live Flex 4 bruger stilk, men dropper silikoneproppen til fordel for en mere åben pasform.
Pointen er, at man ikke nødvendigvis skal vælge en billigere eller mindre avanceret model, bare fordi man foretrækker én bestemt type earbud.
Live Buds 4 er modellen til os, der gerne vil have den kompakte løsning og samtidig have en tæt pasform, som hjælper både bassen og støjreduktionen.
Læs også:
De sidder virkelig godt
Komfort kan være noget af det mest personlige ved in-ear-hovedtelefoner, men Live Buds 4 rammer vores ører rigtig fint.
De små buds finder hurtigt deres plads og bliver siddende, uden at man konstant får lyst til at rette på dem. Selv over længere sessioner er komforten rigtig god.
Det gør en enorm forskel i hverdagen.
For det er fint nok at have avanceret ANC, Hi-Res Audio og en skærm på etuiet, men hvis man efter en time får lyst til at flå sine earbuds ud, er resten temmelig ligegyldigt.
Live Buds 4 er samtidig IP55-certificerede, så de kan klare både støv og vand i en grad, der gør dem oplagte til træning og almindelig hverdagsbrug.
Etuiet har fået sin egen lille smartphone
Og så er der selvfølgelig skærmen.
JBL kalder det Smart Charging Case, og på fronten sidder et touchscreen-display, som lader dig styre hovedtelefonerne uden telefonen.
Du kan blandt andet skifte nummer, justere ANC, rode med EQ, kontrollere batteriniveauet og tilpasse skærmen.
Brugerfladen er blevet opdateret, og man kan placere sine mest brugte funktioner direkte på startskærmen.
Er det nødvendigt?
Overhovedet ikke.
Er det sjovere og mere anvendeligt, end vi havde forventet?
Absolut.
Især hvis telefonen ligger i tasken eller på skrivebordet, begynder det at give mening at kunne foretage hurtige justeringer direkte på etuiet.
JBL-appen er stadig fremragende
Når man vil længere ned i maskinrummet, er JBL Headphones-appen til gengæld stedet at være.
JBL har efterhånden fået opbygget en af de bedre apps til trådløse hovedtelefoner, og Live Buds 4 giver masser at lege med.
EQ er selvfølgelig med, ligesom der er adgang til støjreduktion og forskellige lydfunktioner.
En af de mere interessante detaljer er muligheden for at have en separat EQ-indstilling til telefonsamtaler.
Det betyder, at du kan have skruet musikken til med den basrige profil, du foretrækker, uden at din næste telefonsamtale nødvendigvis skal lyde på samme måde.
Det er en lille detalje, men en rigtig smart en.
JBL har ikke glemt bassen
Live Buds 4 bruger 10 mm dynamiske drivere, og JBL har arbejdet på at give den nye generation både klarere lyd og dybere bas.
Og der er bas.
Masser af bas.
Live Buds 4 har en varm og fyldig lyd med masser af tyngde i bunden. Elektronisk musik, pop, hiphop og house passer dem glimrende, fordi trommer og bas får lov til at have fysisk tilstedeværelse.
Det er en meget underholdende lyd.
Og det er måske den vigtigste beskrivelse.
Live Buds 4 er ikke skabt til at sidde med lup og lede efter en percussiondetalje gemt tre meter bag guitaristen. De vil hellere give nummeret energi og få foden til at vippe.
På mere akustisk og detaljerig musik kan den varme bund fylde lidt rigeligt, og mellemtonen kan miste noget af den luft, man finder hos mere neutralt stemte konkurrenter.
Men det er heller ikke en katastrofe, for JBL’s EQ giver gode muligheder for at justere karakteren.
Skru lidt – og find din egen lyd
Det er faktisk værd at bruge fem minutter i EQ’en.
Er standardlyden lidt for basrig, kan man tæmme bunden og give vokaler og instrumenter lidt mere plads. Omvendt kan basfolket selvfølgelig gå den anden vej og skrue yderligere op.
Live Buds 4 bliver aldrig et par kliniske studiehovedtelefoner.
Heldigvis.
Deres charme ligger netop i, at de spiller stort, varmt og energisk.
ANC klarer hverdagen rigtig fint
JBL har også opgraderet støjreduktionen med True Adaptive Noise Cancelling 2.0.
Systemet bruger mikrofonerne til løbende at tilpasse støjreduktionen til omgivelserne og gør et rigtig fint stykke arbejde med den konstante baggrundsstøj fra eksempelvis offentlig transport, kontorer og byliv.
Sony og Bose har stadig nogle af markedets absolutte referenceprodukter, hvis ANC står øverst på ønskelisten.
Men Live Buds 4 ligger på et niveau, hvor støjreduktionen bliver noget, man rent faktisk bruger hver dag frem for bare en funktion på æsken.
Seks mikrofoner og en AI-baseret algoritme bruges samtidig til opkald, hvor systemet forsøger at sortere baggrundsstøj fra og prioritere stemmen.
Batteriet holder fint til hverdagen
Med ANC slået fra kan Live Buds 4 levere op til 10 timers afspilning på selve hovedtelefonerne og omkring 40 timer samlet med opladeetuiet.
Med ANC aktiveret falder den samlede spilletid til omkring 32 timer.
Det er ganske solidt.
Og skulle man alligevel blive fanget med et næsten tomt batteri, kan 10 minutters hurtigopladning give omkring fire timers ekstra afspilning.
Etuiet understøtter desuden både USB-C og trådløs Qi-opladning.
JBL Live Buds 4 er nemme at blive venner med
Der findes earbuds med mere neutral lyd. Der findes modeller med endnu vildere støjreduktion. Og man kan sagtens diskutere, hvor nødvendigt det er at have en touchscreen på et opladeetui.
Men JBL Live Buds 4 har noget andet, der er mindst lige så vigtigt:
De er ganske enkelt rigtig behagelige at bruge.
De sidder godt. De spiller stort og energisk. ANC fungerer. Appen er fremragende. Batteriet er solidt, og Smart Charging Case går fra at ligne en gimmick til faktisk at være en funktion, man begynder at bruge.
Især JBL’s kombination af god komfort og en varm, basrig lyd gør Live Buds 4 til et sæt earbuds, der fungerer rigtig godt som daglig makker.
Og så er der selvfølgelig den lille skærm.
Ingen har bedt om den.
Men vi indrømmer gerne, at vi er blevet lidt glade for den.
Karakter: 5/6
Plus:
Rigtig god komfort
Stor og underholdende lyd
Masser af bas
Effektiv ANC
Fremragende JBL-app
Smart Charging Case er overraskende brugbart
Separat EQ til opkald
IP55 og trådløs opladning
Minus:
Standardlyden kan være lidt bastung
De mest neutrale musiklyttere skal en tur forbi EQ’en
Læs også: