Volden som følger
En voldelig episode, eller en dum fejl?
Det starter som alle andre fredage. Jeg skal på arbejde og kommer hjem og smutter i bad.
Men så ringer telefonen. Torben står der på mobilen. Da jeg trykker på knappen og tager mobilen op til øret, kan jeg i røret høre en stemme råbe: "FISSE.... FUCK, VI SKAL VÆRE BLÆSTE I AFTEN". "Okay", lyder det fra mig. Jeg snakker lidt med Torben, og vi finder ud af, at vi skal til "fest" om aftenen.
Det skal lige siges at jeg har prøvet at eksperimentere en smule med ecstacy, og "blæste" vil sige, at vi skal være på stoffer.
Senere på aftenen kommer Torben forbi, og vi sidder lige og får nogle øl. Vi ringer lidt rundt for at høre, om der er andre, der er med på ideén om at have det sjovt denne fredag. Det viser sig, at der er et par stykker eller 10, der er friske. Vi mødes alle sammen til festen, hvor vi tager noget ecstasy og smutter så indenfor.
Efter at have været til festen en ½ times tid, ringer min mobil. "Hey smukke, det er Sandie". "Fuck, tænker jeg. Ikke nu".
Sandie er en pige, som jeg snakkede med engang, og hun sagde, at vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende på stationen - netop denne fredag. "Shit, tænker jeg". Mega blæst finder jeg hen til døren, hvor vagten kigger skummelt på mig.
Jeg siger: "HEY HOO", og bevæger mig så ned mod stationen. Sandie står og tripper på kanten af trappen. "Nårhh, der er du endelig", lyder det fra pigebarnet.
"Jep" bliver der svaret. Jeg fortæller hende, at jeg har fundet en fest, hvor der er et par stykker, som er friske på at have det sjovt.
Jeg skal lige indrømme, at jeg kun havde set hende en gang før, og jeg fik aldrig fat i, hvor hun var fra.
Men vi kommer tilbage til festen, hun får noget at drikke, og det hele kører - syntes jeg.
Jeg bliver mere og mere blæst og er vel oppe på 4 ecstasy piller. Klokken runder 21:28, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo har en pige, som sidder og kigger ud i luften. Hun rejser sig op og spørger, om jeg ikke vil følge hende hen til toget igen.
Jeg undrer mig og spørger hende, hvorfor hun allerede vil hjem, hvortil hun svarer "Du keder mig. Du er jo skæv"
"Hmm, jeg er ikke skæv", svarer jeg, men jeg følger hende hen til toget. Da hun er kommet ombord, vender jeg stærkt tilbage til festen.
Ved indgangen stopper vagten mig. Han spørger mig, hvor jeg har været henne. Jeg fortæller ham: "Jamen, hun ville gerne hjem igen. Jeg keder hende, så jeg smed hende på toget".
Nu ikke noget ballade, siger han.
Nej nej, aldrig lyder mit svar.
Da jeg kommer ind til de andre, kan jeg se at der har været ballade. Der står 2 vagter og holder en lille gut, alt imens min kammerat ligger på gulvet.
Fuck, tænker jeg, sætter mig på knæ og spørger om hvad der er sket.
"Shit, fuck" og en masse andet ligger han og siger. Der kom fire perkere og slog mig ned, og der var ikke nogle, som hjalp mig.
A'hva', svarer jeg.
Ja mand, det er sgu rigtigt.
Jeg svarer lidt i sjov: Hvorfor sker det aldrig for mig, og hjælper ham op. Vi sætter os ind til de andre, som ikke fatter en meter af, hvad der er sket.
Jeg overvejer situationen og smutter sammen med en kammerat hjem efter et alu-bat, hvis nu der skulle kommer flere, end vi kunne tælle.
Der sker dog ikke mere, og festen er ved at lukke. Jeg tror, at jeg har rundet de 11 første ecstasy piller på denne aften, og jeg er mega blæst.
Men så ringer telefonen. Torben står der på mobilen. Da jeg trykker på knappen og tager mobilen op til øret, kan jeg i røret høre en stemme råbe: "FISSE.... FUCK, VI SKAL VÆRE BLÆSTE I AFTEN". "Okay", lyder det fra mig. Jeg snakker lidt med Torben, og vi finder ud af, at vi skal til "fest" om aftenen.
Det skal lige siges at jeg har prøvet at eksperimentere en smule med ecstacy, og "blæste" vil sige, at vi skal være på stoffer.
Senere på aftenen kommer Torben forbi, og vi sidder lige og får nogle øl. Vi ringer lidt rundt for at høre, om der er andre, der er med på ideén om at have det sjovt denne fredag. Det viser sig, at der er et par stykker eller 10, der er friske. Vi mødes alle sammen til festen, hvor vi tager noget ecstasy og smutter så indenfor.
Efter at have været til festen en ½ times tid, ringer min mobil. "Hey smukke, det er Sandie". "Fuck, tænker jeg. Ikke nu".
Sandie er en pige, som jeg snakkede med engang, og hun sagde, at vi havde aftalt, at jeg skulle hente hende på stationen - netop denne fredag. "Shit, tænker jeg". Mega blæst finder jeg hen til døren, hvor vagten kigger skummelt på mig.
Jeg siger: "HEY HOO", og bevæger mig så ned mod stationen. Sandie står og tripper på kanten af trappen. "Nårhh, der er du endelig", lyder det fra pigebarnet.
"Jep" bliver der svaret. Jeg fortæller hende, at jeg har fundet en fest, hvor der er et par stykker, som er friske på at have det sjovt.
Jeg skal lige indrømme, at jeg kun havde set hende en gang før, og jeg fik aldrig fat i, hvor hun var fra.
Men vi kommer tilbage til festen, hun får noget at drikke, og det hele kører - syntes jeg.
Jeg bliver mere og mere blæst og er vel oppe på 4 ecstasy piller. Klokken runder 21:28, og jeg kommer i tanke om, at jeg jo har en pige, som sidder og kigger ud i luften. Hun rejser sig op og spørger, om jeg ikke vil følge hende hen til toget igen.
Jeg undrer mig og spørger hende, hvorfor hun allerede vil hjem, hvortil hun svarer "Du keder mig. Du er jo skæv"
"Hmm, jeg er ikke skæv", svarer jeg, men jeg følger hende hen til toget. Da hun er kommet ombord, vender jeg stærkt tilbage til festen.
Ved indgangen stopper vagten mig. Han spørger mig, hvor jeg har været henne. Jeg fortæller ham: "Jamen, hun ville gerne hjem igen. Jeg keder hende, så jeg smed hende på toget".
Nu ikke noget ballade, siger han.
Nej nej, aldrig lyder mit svar.
Da jeg kommer ind til de andre, kan jeg se at der har været ballade. Der står 2 vagter og holder en lille gut, alt imens min kammerat ligger på gulvet.
Fuck, tænker jeg, sætter mig på knæ og spørger om hvad der er sket.
"Shit, fuck" og en masse andet ligger han og siger. Der kom fire perkere og slog mig ned, og der var ikke nogle, som hjalp mig.
A'hva', svarer jeg.
Ja mand, det er sgu rigtigt.
Jeg svarer lidt i sjov: Hvorfor sker det aldrig for mig, og hjælper ham op. Vi sætter os ind til de andre, som ikke fatter en meter af, hvad der er sket.
Jeg overvejer situationen og smutter sammen med en kammerat hjem efter et alu-bat, hvis nu der skulle kommer flere, end vi kunne tælle.
Der sker dog ikke mere, og festen er ved at lukke. Jeg tror, at jeg har rundet de 11 første ecstasy piller på denne aften, og jeg er mega blæst.
Torben, Morten og jeg selv bevæger os hjem mod, hvor jeg bor, og på vejen ser vi en masse knallerter, som drøner forbi. Vi vinker til dem i den tro, at det er nogle af de lokale små drenge, som kører rundt og spiller smarte.
Da vi er godt 300 meter, fra hvor jeg bor, drejer vi ned af en lille vej, og sker der pludselig noget!
Vejen er 30 meter lang, og der er 2 kørebaner. Vi står ca. midt på vejen. Morten råber: "DER KOMMER NOGEN!!!".
Jeg vender mig om og ser nogle mørke skygger, et væld af knallerter, en enkel rød bil og 2 motorcykler, der holder stille oppe ved starten af vejen. "SHIT", råber jeg, og står et øjeblik og tænker over, hvad der sker.
Det skal lige siges, at jeg var meget langt væk (blæst), da dette skete. Jeg råber til de andre, at de skal løbe.
Det næste, jeg mærker, er en person, som griber fat i min jakke. Jeg får revet mig fri og sætter i løb (eller hvad man kalder det, som jeg udførte).
Jeg når til en græsplæne på størrelse med 3 fodboldbaner, og begynder at løbe ind over den. Da jeg har løbet 150 meter vender jeg mig om og ser, at de kommer efter mig. Jeg gemmer mig bag en hæk og håber på det bedste.
Men desværre for mig mister jeg balancen og ryger ind i hækken.
Jeg ser nu en knallert komme op på siden af mig. Jeg slår ud efter knallerten med battet og løber igen. Den røde bil er ved at indhente mig, jeg orker ikke at løbe mere, jeg er alt for blæst.
Fuck det, tænker jeg og stopper. Jeg vender mig om og ser, at gruppen af mennesker kommer tættere på. De stopper op, og en gut nærmer sig.
Han hopper op og sparker ud efter mit hoved. Jeg får med lidt held sparket hans andet ben væk under ham, så han vælter. Han prøver igen, men denne gang sparker han ud efter mine ribben. Jeg slår hans spark væk, og der bliver stille.
Nu står jeg helt alene i verden, der er mange mennesker foran mig, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har mest lyst til at snakke lidt med dem, men de ligner ikke nogen, som vil hyggesnakke.
Jeg gider ikke det her mere, og med ét sætter jeg mig ned på knæ og råber: "SÅ KOM!!!", eller noget i den stil. Og som løver, der æder deres nedlagte bytte, vælter det over mig med mennesker.
Jeg mærker, at en griber fat i min krave og giver mig 4 slag i hovedet og et enkelt spark i ryggen, og så besvimer jeg. Jeg husker kun de slag, som en der klapper mig på hovedet.
Nogle minutter efter vågner jeg ved, at der er en masse mennesker, som råber efter mig. Fandme nej om jeg gider. Ikke flere mennesker i aften, jeg vil bare ligge her og nyde stjernerne. Nu kan jeg se, at der er en masse lygter, som lyser op i luften. Jeg lukker øjnene og ligger bare og nyder den sorte udsigt.
Jeg vågner kort efter ved, at der er en, der åbner mine øjenlåg og spørger, om jeg kan se noget. Personen lyser mig i øjet med en lygte, og mit svar lød: NEJ!
Jeg åbner mine øjne svagt og kan fornemme en masse blå blink oppe i luften. Hvor er jeg?, lyder det fra mig. En kvinde siger, at jeg ligger på en græsplæne i Borup. Hun spørger, om jeg kan huske mit navn, og hvornår jeg er født. Jeg svarer hende, at jeg hedder Kim, og resten må hun selv finde ud af.
Jeg mærker, at to mennesker hiver i mit tøj og løfter mig op på en båre. Jeg falder i søvn igen.
Jeg vågner ved, at der er en, der spørger, om jeg kan fortælle ham, hvad der er sket. Og om hvem der gjorde det mod mig. Det viser sig at være en betjent. Jeg svarer dumt: Nej jeg ligger lige og er død. Kan det vente?
En kvinde fortæller mig, at jeg vil blive kørt til Køge hospital, og at hun nok skal hjælpe mig. (Finder ud af senere at jeg har lagt an på hende).
I ambulancen taber jeg min sko, og der falder en lille pose ud med nogle små røde piller i. Kvinden spørger, hvis det er og om hvad, der er i posen. Jeg spørger hende, om hun har tavshedspligt, og da hun fortæller, at det har hun, svarer jeg hende, at det er ecstacy. Min kammerat spørger, om jeg er okay (fedt spørgsmål). Jeg svarer ikke, men nyder bare lyden af sirener og lyset fra blinklyset inde i kabinen, der blinker når vi drejer.
Jeg vågner op på Køge hospital og får besked på, at jeg vil blive vækket hver ½ time, fordi jeg muligvis har fået en hjernerystelse.
Jeg vågner næste morgen klokken 11.?? og ser, at min far står og ryster på hovedet. Han griner dumt og siger: Hvad kan man lære af det? Lad være med at provokere. Jeg kigger dumt på ham og nikker.
Jeg åbner mine øjne svagt og kan fornemme en masse blå blink oppe i luften. Hvor er jeg?, lyder det fra mig. En kvinde siger, at jeg ligger på en græsplæne i Borup. Hun spørger, om jeg kan huske mit navn, og hvornår jeg er født. Jeg svarer hende, at jeg hedder Kim, og resten må hun selv finde ud af.
Jeg mærker, at to mennesker hiver i mit tøj og løfter mig op på en båre. Jeg falder i søvn igen.
Jeg vågner ved, at der er en, der spørger, om jeg kan fortælle ham, hvad der er sket. Og om hvem der gjorde det mod mig. Det viser sig at være en betjent. Jeg svarer dumt: Nej jeg ligger lige og er død. Kan det vente?
En kvinde fortæller mig, at jeg vil blive kørt til Køge hospital, og at hun nok skal hjælpe mig. (Finder ud af senere at jeg har lagt an på hende).
I ambulancen taber jeg min sko, og der falder en lille pose ud med nogle små røde piller i. Kvinden spørger, hvis det er og om hvad, der er i posen. Jeg spørger hende, om hun har tavshedspligt, og da hun fortæller, at det har hun, svarer jeg hende, at det er ecstacy. Min kammerat spørger, om jeg er okay (fedt spørgsmål). Jeg svarer ikke, men nyder bare lyden af sirener og lyset fra blinklyset inde i kabinen, der blinker når vi drejer.
Jeg vågner op på Køge hospital og får besked på, at jeg vil blive vækket hver ½ time, fordi jeg muligvis har fået en hjernerystelse.
Jeg vågner næste morgen klokken 11.?? og ser, at min far står og ryster på hovedet. Han griner dumt og siger: Hvad kan man lære af det? Lad være med at provokere. Jeg kigger dumt på ham og nikker.
Men den dag i dag sidder jeg og tænker tilbage på det bat. Hvad nu hvis jeg havde slået en af dem med battet. Var det så blevet brugt imod mig? Who knows, who cares!
En uge senere snakker jeg med en, der hedder Martin, som fortæller, at han går i skole med en af dem, der overfaldt mig, og at de havde sagt, at jeg aldrig skulle havde gået med det bat. Så det gør jeg ikke, har det ikke mere...
Til sidst vil jeg lige sige, at hvis der er nogle, som vil vide mere om stoffer og deres virkning, så spørg endelig løs. Jeg har desvære en del erfaring med det, som jeg med glæde vil give fra mig, så andre ikke gør den samme fejl at eksperimentere med stoffer...
Det, I har læst nu, er sket kort, før jeg stoppede med min "forretning". Læs evt. min anden artikel "Drugs and Dope"
