Længeventet zombie-sequel 28 Years Later får premiere i 2025
Først 28 dage, så 28 uger - nu 28 år!
Danny Boyle og Alex Garland fik tilbage i starten af 2024 bekræftet, at de arbejdede på et nyt projekt, som samler op på plottet fra 28 Days Later fra 2002.
En minimalistiske zombie-film med Cillian Murphy, som blev et kæmpe hit indenfor genren - den fik efterfølgende en ganske interessant efterfølger 28 Weeks Later, som dog ikke havde meget med hverken Garland eller Boyle at gøre andet end lidt producer-tjanser.
Nu er duoen dog klar til at kickstarte franchisen igen med deres egen fortsættelse, som går under navnet 28 Years Later.
Og den nyeste opdatering i sagen er, at filmen nu har fået officiel premieredato i USA ifølge The Wrap - 28 Years Later er skemasat til d. 20. juni 2025.
Det vides endnu ikke, hvad filmen kommer til at handle om - foruden det oplagte ud fra titlen, at vi følger det post-apokalyptiske zombieunivers 28 år efter epidemiens udbrud.