Vi skal helt ind i sindet med Rasmus Botoft og Martin Brygmann

Vi starter ud med et par opvarmende spørgsmål: Har de to herrer medvirket i noget lignende? Findes der noget tilsvarende? Er vi faktisk på banebrydende grund her?

"Nej," starter Martin Brygmann ud, som svar på de første par spørgsmål. "Der er mange af de humorprogrammer, man bliver spurgt om, man vil deltage i, hvor man, uden at fornærme nogen, godt kan sige, at grinet bliver en lille smule forceret. Fordi det skal fungere.", lyder det fra ham, med en forklaring om, at han ofte siger nej tak til den slags. 

"Da de (Prime) så spurgte mig om det her. Den omvendte situation, hvor man ikke må grine... Der blev jeg meget interesseret. Meget hurtigt." lyder det fra Martin der forklarer sin interesse således: 

”Det er jo noget af det sjoveste jeg ved: Når man ikke må grine. Til begravelser for eksempel. Eller andre steder man ikke må. Som når jeg fik skældud af min mor. Og vi stod mig og min bror - og var ved at dø af grin. Fordi det var alvorligt jo. Så sagde hun til os. I må godt grine, drenge. Det tog det sjove væk fordi det var tilladt. Og SÅ fik vi en røffel.”

For Rasmus Botoft, var det nogle lignende tanker, der fik ham til at hoppe med projektet, men også muligheden for at tage på arbejde, på en lidt uvant måde. "Der er mange reality-programmer, jeg er blevet spurgt om at deltage i, som jeg har takket nej til. Jeg har ikke haft lyst til at deltage i noget som mig selv. Men jeg vil gerne på arbejde som skuespiller." indleder Botoft, sin forklaring af deltagelsen i det lidt uvante underholdningsprogram, mens han fortsætter: “Jeg kunne ikke slippe det igen. Jeg begyndte instinktivt at forestille mig.. Hvad jeg kunne gøre, for at få folk til at grine." 

"Ja. Ja det har du virkelig tænkt over," Martin Brygmann bryder ind "... det fremgår også af programmet." 

LOL: Den der ler sidst er relativt let at forklare. Det ligger ligesom i titlen. Den der ler sidst, er den der har vundet. Så er der selvfølgelig nogle regler undervejs - men i bund og grund har vi 10 deltagere, der konkurrerer om at være den sidste der står tilbage - med en vært - i den danske udgave; Sofie Linde, der undervejs er både dommer, jury og bøddel, i løbet af de seks sammenhængende timer, som programmet står i. En slags "Don't laugh"-challenge med et Jack Bauer-agtigt tilsnit.

"Vi må heller ikke smile"

Jeg får skubbet Botoft og Brygmann i retning mod at fortælle om deres oplevelse med optagelserne af programmet. Og alt tyder på, at de ret tidligt blev taget med bukserne nede. Vi har allerede fastslået, at man ikke må grine eller le...

"Den havde jeg ikke fattet inden." udbryder Botoft. "...Der er nogle ting jeg ikke havde læst grundigt nok, inden optagelserne: Man må fandme heller ikke smile." forklarer han, inden Brygmann supplerer: "Der var ikke mange af os der vidste det der med at smile..." 

Et nyt, interessant problem, for begge skuespillere, der ellers nok plejer at kunne holde masken. Martin Brygmann, er velkendt for en række skøre karakterer og, forklarer han, det kan være en udfordring, fordi den slags ofte har et grin med sig. "Så må man simpelthen vælge, at den karakter har en lidt dårlig dag." lyder det, med henblik på karakteren Todd, som allerede i promo-materialet for LoL, er bekræftet til en retur. 

"Det er interessant. Det er jo faktisk meget interessant", funderer Rasmus Botoft, der forsøgte at benytte forskellige strategier for at undgå grin, både som sig selv og i karakter. "Det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig smiler. Det var fandme svært at sidde og samtale, uden overhovedet..." og Botoft slår ud i et grin: "... at måtte grine".  

Fælden, fortæller Brygmann, er et tveægget sværd: "Hvis du tænker på noget, du vil sige eller gøre for at få mig til at grine - så er det som regel det du selv synes er sjovest. Så risikoen er, at du simpelthen selv kommer til at grine. Og den er stor." lyder det fra Martin, der afslører, at netop det benspænd, nok var det mest fatale i mange scenarier.

Inden mit interview med Brygmann og Botoft, havde jeg været omkring Nikolaj Stokholm, der følte sig utroligt dårlig klædt på til ikke at grine: "Som stand-up komiker, så er det helt... Det er helt galt. Men de der garvede dygtige skuespillere. De har teknikker. Det er jeg sikker på, for de klarer sig rigtigt godt". Sådan var Stokholms eksakte ord, og det gav god bund for det næste spørgsmål: 

Nikolaj Stokholm har sagt at 'i garvede', I snyder med smarte teknikker, passer det?

"Nej. Det er faktisk bare erfaring", falder svaret prompte fra Brygmann, og fortsætter: "Erfaringen er jo også god for en stand-upper... Men sådan en som Nikolaj. Han bruger jo meget sit grin i sin optræden.” 

En lille pause giver plads til Botoft, som stemmer i "Det er erfaring, Dét vil jeg sige. Med at optræde på scener hvor det ikke skal være sjovt for os, men for dem der har betalt billetten." 

Martin Brygmann griber stafetten "Ja, Vi skal jo nogle gange spille gravalvorlige roller. Ja eller sjove roller, men hvor det ikke er vores opgave at grine af os selv. Både på film. På tv. Og på teater. Så jeg tror erfaringen er en fordel."

Rasmus Botoft fortsætter: "Det tror jeg også. Så er de jo også tit alene. Stand up komikere, altså. De står alene. Hvor vi, på teater, på film, vi står sammen. Så kan det da godt være men laver mega sjove ting. Men man planlægger det jo, så står man ikke hver dag og griner."

Begge ler. 

Har I hver især fundet en svaghed under optagelserne til LoL? Noget der får jer. Repetitioner, det absurde? En shtick? Nogle episoder, der fik jer til at tænke, det her er godt nok svært, ikke at grine af? 

Rasmus Botoft starter ud "Punchline-baseret humor får mig ikke let til at grine. Men overraskelser. Og nærhed. Nogle gange var jeg bare nødt til at fjerne mig fra folk." 

"Jeg er svag." siger Martin, "... overfor karakterbåren humor. Det er min svaghed. Konstrueret humor siger mig ikke så meget. Nogen gange drejer jeg bare om på hælen. Det kunne man jo godt. Det var lidt en redningsplanke nogle gange. Jeg kan huske, at jeg havde en med Søs Egelind på et tidspunkt, hvor hun er i karakter, hvor jeg tænker; her skal jeg ikke være. Det er dødens pølse at være ved siden af hende lige nu. Så skulle jeg jo pludselig over i køkkenet og have noget at drikke. Og det kunne man jo frit gøre. Det virkede bare lidt abrupt, da jeg gik."

Rasmus Botoft griner: "Det var sjovt, når jeg så nogen, der flygtede, så gik jeg efter dem. Så kunne man tage et eller andet i munden, hvor man kunne mærke at vedkommende var som et såret dyr, der bare ventede på at blive slagtet."

Hvordan har det været at bringe et par kendte og elskede karakterer tilbage? Den lille Gumbas (Botoft) og Todd (Brygmann) har jo måske et par år på sig, siden vi sidst har set til dem.

Martin starter ud med en kærlighedserklæring: "Det var virkelig svært for mig at se den lille gumbas. Det er noget, jeg skatter meget højt. Både som humorstudie, men også som noget, der reelt kilder mig indvendigt. Der er ikke særlig meget, der går direkte ind hos mig. Men den, den gør skade."

Rasmus reciprokerer: "Jeg ved ikke om det er med i programmet, men jeg blev spurgt hvad jeg frygtede mest, og mit svar var Martin Brygmann og hvis han har Todd med. Jeg går og snakker som Todd derhjemme nogle gange. Jeg kan virkelig godt lide Todd, så det var enormt dejligt at være sammen med ham, da han så kom. Det var også meget farligt, fordi vi var inde i det her program sammen. Og vi havde nogle gode samtaler. Men jeg var glad. Jeg var også glad da Todd gik igen."

En manager stikker hovedet ind af døren og siger "tid!". Okay så. Et sidste spørgsmål.