USA 2005 - 8-9/8
Farvel til Henrik og goddag til Las Vegas
8/8
Vi kørte videre sydpå af California 1. Efter en længere - men imponerende - tur ankom vi til det berømte Malibu. Inden da havde jeg, som en anden Carlos Sainz, kastet Hanne rundt på California 23, hvilket havde gjort Henrik noget grøn i hovedet, og som havde fået TT til at sidde og skutte sig på bagsædet. Det fløj frem og tilbage med kommentarer, om hvem der var den bedste rallykører, men ingen af os ville indrømme nederlag.
Vi mente, at det eneste rigtige at gøre i Malibu var at ligge på stranden og glo på damer. Og Malibu havde da utroligt mange flotte tøser, men de var alle omkring 15-16 år, så vi følte os lidt kriminelle ved at klæde dem af med øjnene - og så alligevel ikke. De rige, kendte og lækre så vi ikke så meget til, men man jo arbejde med, hvad man får tildelt. Vi tog et par dario-billeder, og jeg blev gjort til grin, fordi jeg kunne ligge og tage sol som en strandvasker.
Om aftenen kørte vi til Santa Monica, hvor vi fik et ekstremt skuffende måltid. Det var Henriks sidste aften i USA, så det skulle være godt, men Henrik fik en pizza uden fyld - mere eller mindre. Jeg købte en pastaret til 13$, som indeholdt ca. 13 stk. Pasta, så lige 1$ pr. pasta. Elendigt - og da vi brokkede os, forklarede de klamme mendozaer, at Santa Monica altså var meget dyrt. Ja ja, whatever!
Vi tog videre på bar, hvor vi blev lovet en gratis forret, hvis vi satte os, og de bad ikke engang efter ID, så det virkede som det perfekte sted. Der røg et par afsked Long Islands ned, men da det var en hverdag, var det meget begrænset, hvad Santa Monica kunne mønstre af mennesker. Derfor sluttede det hele med nøgenbadning på stranden, så de resterende vågne amerikanere kunne blive forarget.
Vi kørte videre sydpå af California 1. Efter en længere - men imponerende - tur ankom vi til det berømte Malibu. Inden da havde jeg, som en anden Carlos Sainz, kastet Hanne rundt på California 23, hvilket havde gjort Henrik noget grøn i hovedet, og som havde fået TT til at sidde og skutte sig på bagsædet. Det fløj frem og tilbage med kommentarer, om hvem der var den bedste rallykører, men ingen af os ville indrømme nederlag.
Vi mente, at det eneste rigtige at gøre i Malibu var at ligge på stranden og glo på damer. Og Malibu havde da utroligt mange flotte tøser, men de var alle omkring 15-16 år, så vi følte os lidt kriminelle ved at klæde dem af med øjnene - og så alligevel ikke. De rige, kendte og lækre så vi ikke så meget til, men man jo arbejde med, hvad man får tildelt. Vi tog et par dario-billeder, og jeg blev gjort til grin, fordi jeg kunne ligge og tage sol som en strandvasker.
Om aftenen kørte vi til Santa Monica, hvor vi fik et ekstremt skuffende måltid. Det var Henriks sidste aften i USA, så det skulle være godt, men Henrik fik en pizza uden fyld - mere eller mindre. Jeg købte en pastaret til 13$, som indeholdt ca. 13 stk. Pasta, så lige 1$ pr. pasta. Elendigt - og da vi brokkede os, forklarede de klamme mendozaer, at Santa Monica altså var meget dyrt. Ja ja, whatever!
Vi tog videre på bar, hvor vi blev lovet en gratis forret, hvis vi satte os, og de bad ikke engang efter ID, så det virkede som det perfekte sted. Der røg et par afsked Long Islands ned, men da det var en hverdag, var det meget begrænset, hvad Santa Monica kunne mønstre af mennesker. Derfor sluttede det hele med nøgenbadning på stranden, så de resterende vågne amerikanere kunne blive forarget.
9/8
Efter vi fik smidt Henrik af i L.A. lufthavn, kørte vi mod byen, som vi havde hørt så meget om. Byen der aldrig sov. Byen der altid kunne underholde. Byen var Las Vegas.
Turen til Vegas var enormt kedelig. Primært ørken, kun afbrudt af byer som Baker og Barstow, som var de mest uinteressante byer i verden. Jacob mente, at de kun havde været et skridt fra en metrobane, men hans humor slog ikke rigtig an i det øjeblik - vi skulle bare til Vegas!
Da vi nærmede os udkanten af Las Vegas, stod der tre store skilte:
What happens...
in Vegas...
stays in Vegas...
Vi så det som en perfekt start på denne by. Forestil dig at komme kørende i gennem en ørken fyldt med en masse ingenting. Lige pludselig ser du noget i horisonten. Hvad er det? Det ligner... Det ligner en kæmpe bygning i solidt guld. Hotellet Mandalay Bay er startskuddet til turen i gennem en by, som primært har al sin aktivitet på én gade - Las Vegas Boulevard - eller i daglig tale, The Strip.
Her er alle former for underholdning tilgængelig, 24-7. En syndens hule for alt hvad der har at gøre med gambling, sex og penge at gøre. Hotellerne er så imponerende, at det næsten er umuligt at beskrive.
Vi stoppede ind ved turistinformationen for at danne os et overblik over boligsituationen. Her hjalp en meget flink dame os med at finde stedet, der kombinerede central lokation med et noget slunkent budget. Jacob og jeg havde dog besluttet os for, at Vegas skulle være "all out". Der skulle ikke mangle noget. Vi havde derfor overvejet at tage en nat på Bellagio, som er et af de mest eksklusive hoteller, men da damen kunne fortælle os, at den bedste pool og de bedster damer var på Hard Rock Hotel, bookede vi en nat der. Men det var først torsdag. Indtil da skulle vi bo på Jockey Club, som lå lige ved siden af Bellagio, så vi kunne føle os højt på strå uden egentlig at være det. Værelset var upåklageligt. Vi betalte 80$ (ca. 500 kr.) pr. nat, hvilket er ekstremt billigt. Især taget i betragtning af at det ikke bare var et værelse, men derimod en hel lejlighed med rigtig gode faciliteter.
Måbende kørte vi ned til Riviera, hvor vi kastede os over deres enome buffet for bare 15$. Efterfølgende fik jeg skrevet en masse mails, og vi besluttede os for at slutte aftenen med nogle bajere på værelset. Det var som stilhed for stormen. Vi skulle tilbringe 4 meget fulde dage i Vegas, så det var med sitren i hænderne, at vi lagde os til at sove...
Efter vi fik smidt Henrik af i L.A. lufthavn, kørte vi mod byen, som vi havde hørt så meget om. Byen der aldrig sov. Byen der altid kunne underholde. Byen var Las Vegas.
Turen til Vegas var enormt kedelig. Primært ørken, kun afbrudt af byer som Baker og Barstow, som var de mest uinteressante byer i verden. Jacob mente, at de kun havde været et skridt fra en metrobane, men hans humor slog ikke rigtig an i det øjeblik - vi skulle bare til Vegas!
Da vi nærmede os udkanten af Las Vegas, stod der tre store skilte:
What happens...
in Vegas...
stays in Vegas...
Vi så det som en perfekt start på denne by. Forestil dig at komme kørende i gennem en ørken fyldt med en masse ingenting. Lige pludselig ser du noget i horisonten. Hvad er det? Det ligner... Det ligner en kæmpe bygning i solidt guld. Hotellet Mandalay Bay er startskuddet til turen i gennem en by, som primært har al sin aktivitet på én gade - Las Vegas Boulevard - eller i daglig tale, The Strip.
Her er alle former for underholdning tilgængelig, 24-7. En syndens hule for alt hvad der har at gøre med gambling, sex og penge at gøre. Hotellerne er så imponerende, at det næsten er umuligt at beskrive.
Vi stoppede ind ved turistinformationen for at danne os et overblik over boligsituationen. Her hjalp en meget flink dame os med at finde stedet, der kombinerede central lokation med et noget slunkent budget. Jacob og jeg havde dog besluttet os for, at Vegas skulle være "all out". Der skulle ikke mangle noget. Vi havde derfor overvejet at tage en nat på Bellagio, som er et af de mest eksklusive hoteller, men da damen kunne fortælle os, at den bedste pool og de bedster damer var på Hard Rock Hotel, bookede vi en nat der. Men det var først torsdag. Indtil da skulle vi bo på Jockey Club, som lå lige ved siden af Bellagio, så vi kunne føle os højt på strå uden egentlig at være det. Værelset var upåklageligt. Vi betalte 80$ (ca. 500 kr.) pr. nat, hvilket er ekstremt billigt. Især taget i betragtning af at det ikke bare var et værelse, men derimod en hel lejlighed med rigtig gode faciliteter.
Måbende kørte vi ned til Riviera, hvor vi kastede os over deres enome buffet for bare 15$. Efterfølgende fik jeg skrevet en masse mails, og vi besluttede os for at slutte aftenen med nogle bajere på værelset. Det var som stilhed for stormen. Vi skulle tilbringe 4 meget fulde dage i Vegas, så det var med sitren i hænderne, at vi lagde os til at sove...
