Rogue Traders - We Know What You're Up To
Så er det op af stolene og ud på dansegulvet, for med nyeste house-udgivelse fra australske Rogue Traders bliver det svært at sidde stille!
Rogue Traders, er navnet på to australske DJ's, der genopliver den gamle 80'er house spædet med en anelse electro, og afleverer et album, der med titlen We Know What You're Up To, virkelig sætter gang i dansegulvet.
De løb ind i hinanden i det londonske ravemiljø, tilbage i 1989 og hurtigt fik de sat gang i nogle projekter, som de fortsatte med, da de nogle år senere flyttede til Australien og bosatte sig der. Dér arbejdede de to medlemmer, James Ash og Steve Davis, først og fremmest med producering og mixing for andre, men trak sig senere tilbage for at arbejde på deres egen plade. Og da den endelig udkom blev den, i Australien, modtaget med hyldest og vandt endda en pris ved ARIA Music Awards for "Best Dance Artist Release".
Og det er uden tvivl kræs for house-entusiaster, for vi får her ikke blot en kedelig plade med en masse funk-agtige housenumre, som en del house-udgivelser har været i de seneste år, men en ballade, der repræsenterer en bred skare af den housemusik, der fandt sit indtog i det amerikanske undergrundsmiljø tilbage i de tidlige 80'ere. Vi bevæger os hermedsagt fra stille og rolig dub-house, over til en mere progressiv electro-house og tilbage til noget, der minder om breakbeat peppet op med lidt acid. Men house, der som regel indebærer et fundament af elektriske synths, beats og basslines, er faktisk ikke kun hvad det hele handler om, for der er også gjort brug af en masse akustiske instrumenter, som f.eks. guitar, trompet og klaver. Intronummeret To Be Someone bliver f.eks. åbnet med lidt stille akustisk guitarspil og en stille vokal fra James Ash.
Den gode sans for at skabe en rigtig fed house/clubbing lyd finder vi med nr. 2, One Of My Kind, hvor Rogue Traders gennem et samarbejde med australske INXS, har skabt et hit med en lækker bassline, fede synths, percussions og et tungt beat, der alt sammen burde stå i opskriften for et rigtig house-track. Endvidere kan det være at gamle INXS-fans genkender brugen af samples fra deres nummer Need You Tonight, hvor Rogue Traders, med tilladelse fra INXS, har fået lov at låne båndene med Michael Hutchences stemme fra de originale indspilninger.
Nr. 3, Overload, er et udmærket, lidt stille nummer, der trods en bred vifte af
De løb ind i hinanden i det londonske ravemiljø, tilbage i 1989 og hurtigt fik de sat gang i nogle projekter, som de fortsatte med, da de nogle år senere flyttede til Australien og bosatte sig der. Dér arbejdede de to medlemmer, James Ash og Steve Davis, først og fremmest med producering og mixing for andre, men trak sig senere tilbage for at arbejde på deres egen plade. Og da den endelig udkom blev den, i Australien, modtaget med hyldest og vandt endda en pris ved ARIA Music Awards for "Best Dance Artist Release".
Og det er uden tvivl kræs for house-entusiaster, for vi får her ikke blot en kedelig plade med en masse funk-agtige housenumre, som en del house-udgivelser har været i de seneste år, men en ballade, der repræsenterer en bred skare af den housemusik, der fandt sit indtog i det amerikanske undergrundsmiljø tilbage i de tidlige 80'ere. Vi bevæger os hermedsagt fra stille og rolig dub-house, over til en mere progressiv electro-house og tilbage til noget, der minder om breakbeat peppet op med lidt acid. Men house, der som regel indebærer et fundament af elektriske synths, beats og basslines, er faktisk ikke kun hvad det hele handler om, for der er også gjort brug af en masse akustiske instrumenter, som f.eks. guitar, trompet og klaver. Intronummeret To Be Someone bliver f.eks. åbnet med lidt stille akustisk guitarspil og en stille vokal fra James Ash.
Den gode sans for at skabe en rigtig fed house/clubbing lyd finder vi med nr. 2, One Of My Kind, hvor Rogue Traders gennem et samarbejde med australske INXS, har skabt et hit med en lækker bassline, fede synths, percussions og et tungt beat, der alt sammen burde stå i opskriften for et rigtig house-track. Endvidere kan det være at gamle INXS-fans genkender brugen af samples fra deres nummer Need You Tonight, hvor Rogue Traders, med tilladelse fra INXS, har fået lov at låne båndene med Michael Hutchences stemme fra de originale indspilninger.
Nr. 3, Overload, er et udmærket, lidt stille nummer, der trods en bred vifte af
Nr. 4 med navnet Make It Better, byder på en lidt mere funky, uptempo lyd, der med lidt rap i bedste jamaica-reggae stil, er et lidt mere trivielt housenummer, der virker som en blanding af en Al Agami/Bob Marley-hybrid og Cassius '99, krydret med en anelse lidt jazzy trompet. Et ikke alt for fængende nummer, der i sin snævre brug af forskellige toner, kommer til at virke lidt ligegyldigt.
Bedre ser det dog ud med nr. 5, Stay, der ligger ovre i en mere 80'er-agtig stil. Brugen af forskellige synths og samples er ikke forfærdelig bred, men alligevel har de to gutter fået skruet et nummer sammen, der som helhed faktisk er ret godt. Der bliver livet lidt op i de gamle 80'ere og der er en lidt drømmeagtig og nostalgisk stemning over hele nummeret, der primært er takket være den bløde, lidt manipulerede vokal fra James Ash og de mere dæmpede og svingende guitarriffs. Vi har også her en mere offbeat bassline og gyngende percussions, der tilsammen skaber den her mere 80'er-prægede funk-lyd.
Bedre ser det dog ud med nr. 5, Stay, der ligger ovre i en mere 80'er-agtig stil. Brugen af forskellige synths og samples er ikke forfærdelig bred, men alligevel har de to gutter fået skruet et nummer sammen, der som helhed faktisk er ret godt. Der bliver livet lidt op i de gamle 80'ere og der er en lidt drømmeagtig og nostalgisk stemning over hele nummeret, der primært er takket være den bløde, lidt manipulerede vokal fra James Ash og de mere dæmpede og svingende guitarriffs. Vi har også her en mere offbeat bassline og gyngende percussions, der tilsammen skaber den her mere 80'er-prægede funk-lyd.
Broken hedder sjette nummer på pladen, og her er der fra start virkelig lagt op til electric boogie med hurtige, varierende percussions, et ikke alt for dominerende beat, monotone PC-speaker synths og en vokal i bedste mekaniske robotstil. Det eneste der umiddelbart stopper vores fremfærd i gennemrodningen af den kasse på loftet med afblegede parykker, hæklede trøjer, cowboystøvler, overdimensionerede bælter og stramme læderjakker, er den kvindelige vokal fra Melinda Richards, der igen tæmmer og tørlægger et ellers friskt og svingende nummer. Næsten tre minutter inde i det ca. fire minutter lange nummer, drejer vi over i noget, der næsten minder om acid, og var det ikke fordi electric boogie rytmen og den sjælsforladte Melinda Richards vender tilbage, ville jeg næsten have troet at det var Acid Flash 12 der sad i min CD-afspiller. Et gennemgående udmærket nummer, der viser at house er andet end et gennemsnitligt 120 bpm beat, en håndfuld percussions og lidt funky instrumenter.
Et andet fedt nummer med samme fede clubbing/house lyd som One Of My Kind, finder vi i nr. 7, Revolution, hvor vi med hjælp fra MC Bobby Mileage, bliver stavet igennem titlen og smidt ind i en lækker, hurtig rytme og forvrængede guitarriffs, der er som skræddersyet til en fed aften på dansegulvet. 4 min. og 30 sek. inde i nummeret holder vi den klassiske før-klimakspause og bliver gennemboret af 20 sekunders elektrisk jammer serveret af Keen, Pacman, Sonic, Duke Nukem og Mario themselves, til vi til slut lader champagneflaskerne springe, konfekten flyve og kaster armene i vejret. En lækker blanding af house og electro, der viser at de to DJ's alligevel forstår at vise tænder.
Ottende nummer og navngivet Golden, er et mere stille og ikke så radikalt nummer, som det der ellers har været, men ellers en fin overgang fra det mere uptempo nummer Revolution, til det mere stille og chillout-prægede, som Golden er.
Videre til nr. 9, Give In To Me, får vi det sidste nummer, der lægger op til fest og
Nr. 10 og 11, der hedder henholdsvis Take It Deeper og Lift This Planet, er ren og skær chillout, strand, solnedgang og eksotiske drinks med små paraplyer, der får en ned på jorden igen, selv om man blandt de sidste fire numre, nok havde forventet et nummer, der ville sætte prikken over i'et på et fedt house album.
Gennemgående er første udgivelse fra Rogue Traders en fin plade, der godt kan tåle at blive spillet på klubberne og måske også nogle lidt mere afslappede steder. Det er gennemgående en fed lyd de eksperimenterer med og blandingen af electro og house lykkes faktisk rigtig godt. Det negative er dog at der er for mange numre, der bare virker som fyld, og som man egentlig ikke rigtig lægger mærke til, primært fordi nummeret som helhed, fremstår ret kedeligt og ligegyldigt.
Et andet fedt nummer med samme fede clubbing/house lyd som One Of My Kind, finder vi i nr. 7, Revolution, hvor vi med hjælp fra MC Bobby Mileage, bliver stavet igennem titlen og smidt ind i en lækker, hurtig rytme og forvrængede guitarriffs, der er som skræddersyet til en fed aften på dansegulvet. 4 min. og 30 sek. inde i nummeret holder vi den klassiske før-klimakspause og bliver gennemboret af 20 sekunders elektrisk jammer serveret af Keen, Pacman, Sonic, Duke Nukem og Mario themselves, til vi til slut lader champagneflaskerne springe, konfekten flyve og kaster armene i vejret. En lækker blanding af house og electro, der viser at de to DJ's alligevel forstår at vise tænder.
Ottende nummer og navngivet Golden, er et mere stille og ikke så radikalt nummer, som det der ellers har været, men ellers en fin overgang fra det mere uptempo nummer Revolution, til det mere stille og chillout-prægede, som Golden er.
Videre til nr. 9, Give In To Me, får vi det sidste nummer, der lægger op til fest og
Nr. 10 og 11, der hedder henholdsvis Take It Deeper og Lift This Planet, er ren og skær chillout, strand, solnedgang og eksotiske drinks med små paraplyer, der får en ned på jorden igen, selv om man blandt de sidste fire numre, nok havde forventet et nummer, der ville sætte prikken over i'et på et fedt house album.
Gennemgående er første udgivelse fra Rogue Traders en fin plade, der godt kan tåle at blive spillet på klubberne og måske også nogle lidt mere afslappede steder. Det er gennemgående en fed lyd de eksperimenterer med og blandingen af electro og house lykkes faktisk rigtig godt. Det negative er dog at der er for mange numre, der bare virker som fyld, og som man egentlig ikke rigtig lægger mærke til, primært fordi nummeret som helhed, fremstår ret kedeligt og ligegyldigt.
