Nationalpatriotisme
Jeg har siddet on the edge of my seat, sejlet op af åen og sunget nationalsang sammen med håndboldherrene!
Jeg er blevet bidt af vanviddet, jeg har drevet med de brølene masser, fulgt horden af rød-hvid malede danskere og danset boogie woogie med Claus, Lars, Kasper, Bo og hvad de andre danske håndbolddrenge nu måtte hedde. Jeg indrømmer det; jeg er en medløber. Jeg følger bare med masserne, men for helvede hvor er de seje de masser. Jeg har siddet "on the edge of my seat", sejlet op af åen og sunget nationalsang sammen med håndboldherrene.
Jeg er ikke helt stiv i håndboldreglerne, så udråb som straffespark, offside og fuck jer Brøndby har reddet mig en del skælmske blikke fra de folk, jeg har set sporten med. Men jeg er en fodbolddreng, en nørd, en tifosi. Det er fodbold, mit hjerte banker for. Men for Søren hvor har det dog banket rødt og hvidt de seneste par dage. Først mod Island og i dag mod Polen - puha. Både fordi man jo er en nationalabe, men også fordi det er to lande, jeg ikke ved en skid om. Det er noget med varme kilder og billig arbejdskraft, hvem der er hvad, aner jeg ikke.
Jeg har oplevet dette fænomen før. Jeg har i ramme alvor siddet klokken 05.34 og fulgt små sveddråber drive fra mine håndflader, mens overvægtige kvinder desperat kastede tunge sten hen ad isen i en mindre Japansk provinsby. Jeg har råbt weee weee! Og woouww woouuww, gjort mig klog på vores vinderchancer mod stolte curlingnationer som... og ... og selvfølgelig ikke at forglemme ... og .... Jo jo, jeg er en kender!
Igen har min fodboldside skinnet igennem, der er tydeligvis ikke belæg for at vække hytten ved at stå på sofabordet og råbe: "Dommer din luder, du ligger snart og tuder!". Ikke engang selvom det er hele Danmarks yndlings-kostfører Helene Blach Laursen (ja okay den googlede jeg mig til) med mandskab eller kvindskab, der fører sig frem. Heller ej er sangen "Vi kaster med sten og fejer med koste" synderlig populær klokken kvart i kvalme... Hvorfor spørger I? Ja, det er også en gåde for mig.
Men jeg bliver altid bidt af den der patriotisme, når vi gør det godt som nation i en eller anden sport. Har lidt svært ved at finde den frem, når kuglestøderhans bliver bronzevinder ved europamesterskabet i udendørsgymmnahopsa, men ellers er jeg stærk, hvis jeg selv skal sige det. Til gengæld er jeg så også fløjtende ligeglad, hvis det ikke gælder noget. Så kan man godt høre folk sige: "Hey Mads, så du kampen om bronzemedaljerne med håndboldherrene i går?", og man kan høre mig mumle i hjørnet: "Næh jeg tror vist jeg sad og kvalte en flaske champagne med Chradser i den royale og skrev en vred artikel om rygere." For hvis det ikke gælder guld, er de jo ikke gode nok!
Man vinder ikke sølv, men taber guld.
Jeg er ikke helt stiv i håndboldreglerne, så udråb som straffespark, offside og fuck jer Brøndby har reddet mig en del skælmske blikke fra de folk, jeg har set sporten med. Men jeg er en fodbolddreng, en nørd, en tifosi. Det er fodbold, mit hjerte banker for. Men for Søren hvor har det dog banket rødt og hvidt de seneste par dage. Først mod Island og i dag mod Polen - puha. Både fordi man jo er en nationalabe, men også fordi det er to lande, jeg ikke ved en skid om. Det er noget med varme kilder og billig arbejdskraft, hvem der er hvad, aner jeg ikke.
Jeg har oplevet dette fænomen før. Jeg har i ramme alvor siddet klokken 05.34 og fulgt små sveddråber drive fra mine håndflader, mens overvægtige kvinder desperat kastede tunge sten hen ad isen i en mindre Japansk provinsby. Jeg har råbt weee weee! Og woouww woouuww, gjort mig klog på vores vinderchancer mod stolte curlingnationer som... og ... og selvfølgelig ikke at forglemme ... og .... Jo jo, jeg er en kender!
Igen har min fodboldside skinnet igennem, der er tydeligvis ikke belæg for at vække hytten ved at stå på sofabordet og råbe: "Dommer din luder, du ligger snart og tuder!". Ikke engang selvom det er hele Danmarks yndlings-kostfører Helene Blach Laursen (ja okay den googlede jeg mig til) med mandskab eller kvindskab, der fører sig frem. Heller ej er sangen "Vi kaster med sten og fejer med koste" synderlig populær klokken kvart i kvalme... Hvorfor spørger I? Ja, det er også en gåde for mig.
Men jeg bliver altid bidt af den der patriotisme, når vi gør det godt som nation i en eller anden sport. Har lidt svært ved at finde den frem, når kuglestøderhans bliver bronzevinder ved europamesterskabet i udendørsgymmnahopsa, men ellers er jeg stærk, hvis jeg selv skal sige det. Til gengæld er jeg så også fløjtende ligeglad, hvis det ikke gælder noget. Så kan man godt høre folk sige: "Hey Mads, så du kampen om bronzemedaljerne med håndboldherrene i går?", og man kan høre mig mumle i hjørnet: "Næh jeg tror vist jeg sad og kvalte en flaske champagne med Chradser i den royale og skrev en vred artikel om rygere." For hvis det ikke gælder guld, er de jo ikke gode nok!
Man vinder ikke sølv, men taber guld.
