Connery

Morten Søndergaard og Schweppenhäuser/Thomsen

Badet i sammensmeltende lyd, lys og ord. Kunstbygningen leverede lørdagens mest positive overraskelse.

3 ud af 6 stjerner
Morten Søndergaard og Schweppenhäuser/Thomsen
Det er svært at forestille sig mere optimale rammer for Spot Festivallens poetiske indslag end Kunstbygningens smukke og minimalistiske sale, hvor intet forstyrrer den fuldstændige fordybelse. I tilfældet Schweppenhäuser/Thomsen var salen badet i et intimt rødt lys, der fik den til at virke endnu mindre, end den faktisk var. Måske det kraftigste udlag af intimiteten var, at den ene halvdel af publikum var liggende og den anden halvdel siddende. Det skulle vise sig, at førstnævnte gruppe havde fat i den helt rette tilgang til dagens møde mellem lyd og litteratur; salens mørke men åbne himmelhvælving udgjorde et ideelt fikspunkt for øjnene, mens tanken lod sig kaste rundt mellem Schweppenhäuser/Thomsens stemningsmættede lydbilleder og Morten Søndergaards inciterende poesi.

Det ville være forkert at betegne dette møde mellem kunstarter som en koncert, for hverken ordene eller lydene dominerede og definerede entydigt oplevelsen. Denne lod sig snarere finde i det skiftevist komplementerende og konkurrerende møde mellem de to elementer. Helhedsoplevelsen er minimalistisk. Elektroniske brudstykker af lyd væver sig ind i hinanden som en serie af mønstre, der dog aldrig helt bevæger sig indenfor intellektets rækkevidde. Ej heller sammenhængen mellem Søndergaards højtsvævende poesi og Schweppenhäuser/Thomsens lydbilleder lader sig intellektualisere og dog virker sammensmeltningen til at være total, således at det bliver svært at forestille sig nogen af delene afkoblet fra helheden. Indenfor totaloplevelsen var arbejdsfordelingen dog klar. Søndergaard leverede at holdepunkt for den fortolkende og meningssøgende rationalitet, mens Schweppenhäuser/Thomsens skiftevis foruroligende og beroligende lydbilleder kastede rationaliteten ud af kurs og åbnede op mod himmelhvælvingen foroven.

Et hyppigt problem for samarbejdsprojekter der kombinerer ord og lyd er, at den ene af de to kunstformer kommer til at virke kunstigt påhæftet det primære projekt. Denne fælde slipper Morten Søndergaard, Jacob Schweppenhäuser og Emil Thomsen behændigt ud af med et grænseoverskridende og bevidsthedsudvidende poetisk kunstværk. Derfor; 5 klare stjerner herfra.
ANNONCE
Del

Seneste nyt