Kasper Boye [Ugens profil]

Kasper har på få år opbygget en møbelvirksomhed - med ni ansatte!



12. oktober, 2015 - kl. 18:45
Forfatter: Mikkel M. Vermeulen


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Velkommen til en helt ny artikelserie her på Connery.dk

'Ugens Profil' er en serie af artikler, der går bag om en række vidt forskellige mennesker. Fællesnævneren for disse, er at det alle er personer der på en eller anden måde, har en helt unik historie bag sig - og som sådan er porten altså ret vidt åben for fremtidige input.. 

I denne uge har vi besøg af Kasper Boye, 31, der på under to år har bygget en møbelvirksomhed, der på nuværende tidspunkt har ni ansatte. 

Jeg har sat Kasper op med en række spørgsmål, der giver et indblik i en mand med en plan. Here we go:

Kasper Boye

Hvem er du, hvad laver du og hvor findes du?

Kasper Boye. 31 år. Jeg ejer OneFunkyFurniture, som er en møbelvirksomhed, der designer og producerer møbler og unikke totalløsninger, både til private hjem, men også erhvervsløsninger til barer, restauranter, caféer og så videre. Vi holder til ude på Amager, på Strandlodsvej, hvor vi har værksted og showroom.

 

Hvad var din største drøm da du var barn?

Da jeg var barn var det nok de klassiske ting, de der helt store idoler af det ene eller det andet. Men da jeg så blev mere bevidst om at man skulle vælge et eller andet man gerne ville, kunne jeg ikke rigtigt definere det. Jeg havde sådan en drøm at jeg gerne ville være kendt for at være god til noget. Sådan at folk bare ville ringe til mig fordi de vidste ”Kasper er god til det her, og han er den eneste, der kan gøre det vi har brug for”.

Det har gjort mig meget afbalanceret som menneske, at jeg ved, hvad jeg kan. 

På mærkværdig vis er jeg lige pludselig havnet her i dag. Jeg har fået udfoldet min kreativitet og fundet noget unikt frem inde i mig. Noget som jeg virkelig kan, og som kan gøre noget specielt for folk. Nu er det sådan, at folk ringer til mig, fordi de ved at jeg kan noget med indretning og møbler.

Jeg tror egentlig at det er den bedste definition af min barndomsdrøm, jeg dengang ikke anede hvad skulle indeholde.

Beskriv den seneste ting du har købt, hvad den har gjort for dig.

Den er svær! Jeg synes jo sjældent jeg bruger penge på mig selv - men det gør man jo i et eller andet omfang alligevel... 

Jeg er meget en gadget-nørd: Så sent som i går aftes klokken kvart over tolv, købte jeg den nye iPhone, fordi den lige var blevet released, det er sådan nogle ting der gør mig glad, det at have den nyeste af et eller andet. 

Altså hvis jeg sætter mig ind i en eller anden ting, eksempelvis hvis jeg skulle købe en ny mountainbike; så ville jeg aldrig købe den billigste, jeg vil altid gå ind i det, og så virkelig nørde det, og købe alt muligt lort til den. (red. regel nr. 12: Aldrig gå ned på udstyr!)

Sådan har jeg flere historier med blandt andet spejlrefleks-kameraer og andet jeg har købt... Jeg bliver sådan set meget nørdet, hvis jeg begynder at sætte mig ind i sådan nogle ting. Jeg bruger hurtigt mange penge hvis først jeg har sat mig ind i et eller andet. 

Jeg tror der er sådan, at jeg laver en investering til mig selv. Hvad jeg ellers køber er nok sådan meget små ting, det er mest de større ting, der gør en forskel for mig

Hvad er dine styrker?

Min styrke det er nok blevet min selvtillid. i form af at jeg ved hvad jeg er værd - nu er det jo sådan, rent arbejdsrelateret, der er jeg et image i mig selv, jeg er et brand eller en stor del af det brand jeg har skabt, og det er jeg blevet meget bevidst om.

 

Selvom jeg hader hvor selvfed-agtigt det lyder, så er jeg blevet bevidst om det og kender min pris. Derfor ved jeg også, at hvis der er nogen der kommer og vil samarbejde med mig, så ved jeg hvad jeg kan tilbyde dem, men jeg er også blevet mere kritisk over hvad de kan tilbyde mig - også i forhold til produkter og den slags.

Det at kunne tilbyde noget som brand eller image, det er noget der kan bidrage meget til virksomheder og samarbejdspartnere. Jeg kan give rigtig meget, og det er nok min største styrke vil jeg sige, for det giver mig også en ro, at jeg ved hvad jeg kan og hvad jeg er værd.

Det har gjort mig meget afbalanceret som menneske, at jeg ved, hvad jeg kan. 

Hvad er din dårligste vane?

Årh, overspringshandlinger... Sociale medier og det at jeg er lidt af et ustruktureret menneske. Jeg har det med at skubbe store bunker af opgaver foran mig, og så ender det altid med overspringshandlinger; Facebook, Instagram - you name it. Alt hvad det lige kan blive til. Det kan være hvad som helst. Dér skylder jeg mig selv, at være noget mere struktureret.

 

Hvem ser du op til?

Den er rimelig clear, det er Bjarke Ingels. Han er mit helt store forbillede, fordi han har et helt unikt hoved. Han skaber ting der aldrig er set før og tænker på måder, som der ikke er nogen andre der kan, og det er jeg enormt inspireret af.

Tingene er funktionelle, der er en mening bag, han laver ikke en bygning bare for at lave en bygning som så er skrå. Hvis den er skrå, er det fordi der er en mening bag, det kunne være at bygningen stod i en speciel position i forhold til solen, og så er der haver på taget, eller et eller andet mærkeligt. Det synes jeg er enormt fascinerende, og for hver bygning han leverer, er der en eller anden ny udvikling eller ny opfindelse. Enormt fascinerende. 

Hvad er dit arbejdsmæssige fokus for tiden?

Det er nok meget på markedsføringsdelen, hvor vi kan optimere. Jeg kigger på hvad vi kan gøre for at udvikle os, for at ramme bredere og nye segmenter og kunder. Markedsføring er en verden for sig, og altså enormt spændende at gå ind i. Når jeg finder en ny måde at optimere på, synes jeg det er et kæmpe win for virksomheden. Sådan noget kan man ikke få armene ned over. 

Kasper - fra Tv-programmet 'Made in Denmark' der kørte på DR i foråret.

Hvor er du om tre år?

Om tre år tror og håber jeg på, at vi har vækstet omsætningen i OneFunkyFurniture, at vi har investorer ind over, som har gjort os enten til en rigtig stor produktionsvirksomhed, eller en stor designvirksomhed.

Det er sådan meget todelt på en eller anden måde. Enten vælger vi at producere for alt vores eget plus andres også, så vi bliver en produktionsorienteret virksomhed, eller også bliver vi mere design i stedet, men jeg synes det er sjovere at få gang i produktionen.

 

Det sidste alternativ, er at nogen synes at brandet er så fedt, at hele virksomheden bliver opkøbt. Det kunne jeg et eller andet sted bedre tænke mig, fordi jeg har lagt sindssygt meget tid i det, det sidste halvandet år, så jeg er meget drænet. Jeg er dog ikke mæt eller færdig på nogen måde. Men hvis der kom en og placerede en pose penge foran mig, og sagde: Nu kan du godt lige slappe af et halvt års tid, så kunne der være ro på til nogle andre idéer.

Lige nu har jeg så også det her app-projekt, Foodshare, ved siden af, og det er egentlig meningen, at det skal være et projekt som i løbet af 5 års tid bliver modent til videresalg, vi tror at der kommer rigtig mange brugere på, det er i hvert fald målet med det.
 

Hvad er din største drøm?

Min allerstørste drøm, nu har jeg jo 3 børn, det er egentlig at få ro og tid med dem, og nok som alle mulige andre; at være økonomisk uafhængig. At have et godt hjem og at give børnene en god opvækst.

Nu hvor jeg ved, hvad jeg kan som person, så er det med at udnytte mine muligheder. I løbet af de næste år skal der nok komme nogle muligheder på vejen, som jeg kan vælge imellem. Så må jeg prøve at søsætte de sjoveste af dem. Jeg er sikker på jeg får rigtig mange gode samarbejder i den kommende tid. Jeg er ikke sikker på at jeg bliver mangemilionær, men at jeg får et sjovt liv med mange muligheder, det tror jeg egentlig er vigtigere for mig i virkeligheden. Det er min drøm. At have det sjovt og lave nogle spændende ting. Frem for bare at få 100 millioner i hånden.

Hvis du skal komme med en anbefaling til folk der læser med her, hvad lyder den så på?

Det kan godt være en kobling af flere ting… Jeg vil nok sige: Brug penge på oplevelser, kom ud og rejs, kom ud og spis, kom ud og se ting. Og så gør dig selv den tjeneste at udvikle dig hele tiden. Lær nye ting.

Der er nogle der lærer bedst ved at læse i en bog, der er nogle der lærer bedst ved at finde Youtube klip. Man kan finde mange mentorer rundt omkring, som kan enormt mange inspirerende ting. Youtube er det bedste sted at finde alverdens foredrag om de mærkeligste ting, men det er gratis uddannelse, og man kan suge til sig. Det er noget der er vigtigt for mig, at udvikle sig personligt hele tiden. Det er min anbefaling.  

Følg Kaspers eventyr:
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Mikkel M. Vermeulen Følg på: Facebook Instagram

Kontakt: mmv@connery.dk

Mikkel er redaktør på Connery. Hans ypperste mål er at leve, af at have det sjovt, og at have det sjovt mens han lever. + øl.

[...læs mere]

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om connery.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen