Connery

Igen er der ny musik fra Pede B

"Hukommelsestab" hedder Pede Bs nye single. Vi tog en snak med ham om alt mulig andet.

Pede B - Facebook - Igen er der ny musik fra Pede B Pede B - Facebook

Danmarks vel nok mest produktive rapper er igen, igen aktuel med en single; Hukommelsestab. En single (der atter smides på gaden uden et stort label i ryggen) hvor Pede hylder de venskaber han har haft igennem flere år.

I den anledning tog jeg en snak med Pede om stort og småt. En snak hvor vi både kigger frem, ser tilbage og kaster et blik syd på - alt sammen emner der ikke omhandler det nyeste skud på stammen. 

Hvorfor har du valgt at gå independent og ikke knytte dig til et stort label?

Altså jeg tror faktisk, at den bedste rute, man kan tage som artist, er at starte med at udgive selv, derefter blive signet på et pladeselskab, og så til sidst udgive selv igen. Lidt "full cirkle" kan man måske sige. For hvis man ikke prøver at gøre tingene selv først, så har man ingen chance for at kunne navigere i en pladeselskabs-verden. Og omvendt er der grænser for, hvor meget man kan gøre selv uden at lære fra "de store". Derfor skal man nødvendigvis også ind hos et rigtig label på et tidspunkt. Det var jeg hos ArtPeople for år tilbage, der lærte mig en masse. 

De ting, skal man så bruge, når man igen kan tage styringen. Det er dér, jeg er, i min karriere lige nu. Albummet, der udkommer til efteråret, kommer til at være nummer 16 for mig, og det virker jo egentlig helt sindssygt, når man siger det højt.

Hvad ser du som dansk raps største udfordring pt? 

Jeg synes, det er syret, at rap stadig bliver set som noget infantilt. Altså de etablerede medier kan jo sagtens acceptere os og vores genre, men man ser altid, at hvis en rapartist bevæger sig lidt ind i rockens eller soulens verden, bliver det udråbt til vedkommendes "voksne plade". Som om alt, hvad han eller hun har lavet før implicit bliver udråbt til at være nogle børneprojekter. Det, synes jeg, er en mærkelig tendens. Om man kan kalde det en udfordring, det ved jeg ikke, men det er da irriterende. Altså min mor hørte MC Einar, da jeg var 5-6 år gammel, så det er jo ikke en fuldstændig ny og ung musikgenre længere, vel?

Og hvad er styrken?

Styrken er helt klart energien og genrens evne til at genopfinde sig selv. Der bliver bare ved og ved med at være unge rappere, fordi det hele tiden er muligt for artister at påvirke genren og trække den i nye retninger. 

Man kan jo nærmest ikke nævne MC's Fight Night, uden også at nævne dit navn. Ser vi dig nogensinde i en officiel freestyle battle igen?

Nej, jeg er ret afklaret med, at jeg ikke skal battle igen. Det var en sjov tid, men for mig var det nødvendigt at adskille mig helt fra den scene, fordi min egen musik indeholder så meget andet end lige den del, og jeg blev jo sat i bås som værende en battle-rapper. Men jeg er meget taknemmelig for alle de oplevelser og erfaringer battles gav mig, og jeg bruger stadig freestylerap aktivt i alle mine shows, bare ikke på den der duel-i-en-boksering agtige måde.

Til den lidt mere eftertænksomme udgave af Pede B, hvor du har frit valg på alle hylder - hvem ville du gerne lave en feat. med - levende såvel som døde. 

Årh, der er mange! Altså hvis vi kigger på rappens verdens, så ville jeg enormt gerne have samarbejdet med Pimp C. Han er ikke den mest kendte, men da han var i live, var jeg vildt inspireret af hans outrerede og småvanvittige personlighed. Vores måder at rappe på er mildest talt forskellige, men han er jo også en gudsbenådet producer, som jeg ville elske at ramme et studie med.

Bevæger vi os uden for rappen, ville jeg gerne lave noget med hele Monty Python gruppen! Deres humor formede mig, fordi min far er kæmpe fan.

Med Monty Python som din homuristiske inspiration fra fortiden, hvem er så din største musikalske inspiration i nutiden?

Der er mange, men for tiden er jeg helt vild med Kenny Beats. Både hans fantastiske produktioner, hans instrumental-album og hans seje arbejdsmoral og attitude!

Hvad er det bedste upcomming act lige nu?

O.T. The Real! Forestil dig et virkelig tungt afsnit af Breaking Bad bare som rap. Alle hans numre indeholder grumme og fængende gangsta-historier sammen med en stilsikker levering. 

Hvis man følger bare lidt med i din færden på de sociale medier, så har man unægteligt stødt på din kærlighed for tysk rap.
Stik os din top 5 over tyske rapnumre. 

Årh, det er svært at lave en top5 på en så omfattende scene! Men lad mig lige smide fem klassikere i hvert fald, som jeg tænker, man sagtens kan starte med, hvis man ikke kender tysk rap så godt

Kontra K - Diamanten
Sido - Das Buch
Kalim - 38
Marteria - Kids
Kool Savas - Deine Mutter

Alle disse numre er nogle, som vi kan finde på at sætte på i backstagelokalet umiddelbart før vi går på scenen.

Warum er du så fascineret af tysk rap?

Jeg elsker tysk hiphop, fordi det er en kæmpestor scene, hvor der er plads til alle mulige former for undergenrer. Herhjemme i DK kan der godt være en tendens til, at alle jager den samme "lyd", fordi den er på mode, men det handler jo nok om, at vi er et så lille land med få, magtfulde gatekeepers. Det problem har de ikke i Tyskland. Og så er det i øvrigt bare et benhårdt sprog at rappe på.

En vred tysker lyder altså virkelig virkelig vred.

En fortsat færden på din SoMe afslører også en kulinarisk kærlighed. Hvad er din opskrift på den ultimative scoremiddag…?

Et bud kunne være et stykke sprængt, langtidsbrassieret andebryst med bulgur og grøn salat. 

ANNONCE
Pede B - Hukommelsestab
Del

Seneste nyt

Annonce