Connery

Her er Danmarks bedste bøfsandwich 2022

Sovse-burger-favoritten, du bare må prøve!

En bøfsandwich er en gudespise, som efterhånden fås mange forskellige steder i Danmark - men hvis du skal have insider-viden til at finde toppen af poppen på den sovsede smovsede burger?

Så skal man kigge over skulderen hos De Brune Riddere, som har dedikeret deres brand til at finde Danmarks bedste bøfsandwich år efter år - og desuden lave lidt public service omkring de andre på markedet, som stadigvæk er gode.

De har kastet sig i sovsefrontlinjen og taget en for holdet, så vi kan manøvrere igennem det brune marked af bøfsandwich. 

Og nu er de klar til at melde sig på banen med den helt store vinder af 2022 - prisen i denne omgang gik til ingen ringere end en burger, der har fået tilnavnet:

Bøfhemian Rhapsowich.

De gode folk hos Café Ella på Horsens Kunstmuseum står bag denne mundvandsfremkaldende badboy med det catchy navn. 

En stor del af fortjenesten kommer af chefkok Jimmy Bjerregaard, som i privaten også en ægte bøfsandwich-entusiast, der nu kan stå på toppen af piedestalen med sin egen fortolkning:

“Jeg drømmer om bøfsandwich! Jeg synes virkelig at det er et spændende og super sjovt emne. Og jeg har altid et bøfsandwich-kit i bilen, hvis jeg en aften eller nat får gode ideer, for så skal det afprøves med det samme! Min familie synes jeg er skør, men jeg elsker det.”, fortæller Jimmy om Bøfhemian Rhapsowich.

Selve bøfsandwichen beskrives som følgende hos Café Ella:

Bøfsandwich: Med brun sovs, råsyltede agurker, sprøde flæskesvær, dijonnaise, friteret løg. God bøf, god bolle. Godt med godt på!

En simpel beskrivelse, som ifølge De Brune Riddere kunne skrives tykke bøger om - bare sovsen alene er et kapitel for sig. 

“Vi har nu uddelt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich i over 10 år, hvor vi udelukkende har set og smagt at niveauet er steget, år for år. Så at introducere en ny bøfsandwich på menukortet i november 2022 og så overbevise alle 15 dommere bag De Brune Riddere om at det er Danmarks bedste, er en vildt imponerende præstation der vidner om et uhørt højt niveau. Især for en bøfsandwich-debutant.”, understreger Næstformand for De Brune Riddere, Frederik Lundberg.

Stort tillykke til årets vinder!

ANNONCE
Her er Danmarks bedste bøfsandwich 2022
Del

Seneste nyt