Fankultur
Ser du fodbold? Hvis ikke, så skulle du ta' og prøve det.
Jeg holder med et fodboldhold, og for mig er det en meget naturlig og berigende ting at gøre det. Fankultur for mig handler om at støtte elleve gutter i fodbold støvler, der bruger søndag efter søndag på at jagte en rund kugle på en bane, der maksimalt må være 90X120 meter.
Men for mig er det ikke så meget spillet, der giver glæden. Jeg spiller fodbold i min fritid og ser fodbold i fjernsynet, når jeg ikke dyrker det aktivt. Skulle der være sammenfald mellem disse to, ejer jeg en video, som optager det. Er der derimod udfald, altså tidspunkter hvor der hverken sker det ene eller det andet, er min computer og det allestedsnærværende internet mig til stor hjælp. Jeg har et ganske forrygende computerspil, der hjælper mig af med mine abstinenser, og når det ikke lige bliver spillet, kan man jo altid følge med på
Men hovedsageligt er jeg fan, Jeg nyder kicket af mit hold, der løber på banen. Mit blod bruser, når jeg står blandt venner og skriger mig hæs. Det er en fornøjelse at kunne overdøve modstanderens fans med en tilpas hånende og selvhøjtidelig sang. Jeg nyder de daglige drillerier på min arbejdsplads, knap så meget når vi har tabt, men det sker ikke så tit. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at udbrede kendskabet til den danske fankultur. For mange udefrakommende vil denne fankultur sikkert ligne et sammenfald af mennesker med modstridende interesser, der pisker en stemning op og kalder hinanden de værste ting, men sandheden er at ingen af disse grupperinger ville undvære det. Der findes ikke en FCK- eller Brøndbyfan, der helst så det andet hold rykke ned. For der er ingen af de to fangrupperinger, der vil undvære de indædte kampe, deres hold giver hinanden på og udenfor banen. Drillerierne er der, og der er masser af dem. Både gode og onde, men de er alle med til at danne en symbiose af kultur og fællesskab. Det er i denne symbiose, jeg finder mit fristed, mit andet hjem og mit tempel. Der, hvor tilbedelse bliver en sport, og der hvor ingen kigger skævt, fordi jeg pludselig bryder ud i sang af glæde, fornøjelse eller frustation.
Dem, der ikke forstår det, har ikke prøvet at stå på et propfyldt dansk fodboldstadion omgivet af super-entusiastiske tifosis (italiensk for fan, red.), der virkelig lever og ånder for deres klub. Når man mærker suset ved en scoring, mærker beruselsen og glæden, når man i fællesskab jubler over en sidste minuts scoring, der sikrer en sejren. Eller når man får resterne af en fadøl i nakken ved en åndssvag dommerkendelse. Eller når man står solbeskinnet og med en kold fadøl i hånden på udebane og har haft en superfed tur derhen og bare mangler en sejr og en god støtte til drengene for at gøre dagen sublim.
Min opfordring skal lyde: Kom ud på stadion, delagtiggør dig i, hvad der foregår. Lad dig fascinere og overraske. Lige meget hvor du bor, er der hold at holde med, spillere at støtte og fællesskab at finde.
Min opfordring skal lyde: Kom ud på stadion, delagtiggør dig i, hvad der foregår. Lad dig fascinere og overraske. Lige meget hvor du bor, er der hold at holde med, spillere at støtte og fællesskab at finde.
