Delerium - Poem
Den lydlige sfæres poesi.
I 2000 vender manden bag Delerium tilbage, men denne gang uden sin tidligere partner, Rhys Fulber. Alene skriver, redigerer og producerer Bill Leeb albummet Poem, der endnu en gang efterlader en med en salig ro i sindet og en kæbe, der hænger nede ved maven.
Det var lidt af en opgave, der ventede sig Bill Leeb, da han og den tidligere partner Rhys Fulber, valgte at gå hvert til sit for en tid. Rhys Fulber fortsatte med projektet Conjure One, mens Bill Leeb stod tilbage som eneansvarlig for Deleriums skæbne. Efter godt tre års arbejde udkom albummet Poem, der endnu en gang beviste Bill Leebs musikalske talenter og understregede, at Deleriums tid endnu ikke var kommet.
Nej, der er ikke tale om Delerium Tremens og nej der er ikke tale om at høre ting, der ikke er virkelige eller at se syner, selv om man godt kan føle sig som at være i en fantasiverden, når man lytter dette album igennem. Og at gøre det, er en ting man kan gøre igen og igen, imens ens tanker bliver ledt rundt til alverdens områder - lige fra den højeste tinde på Mount Everest, til det fjerne østen, over den afrikanske slette og tilbage til et afsidesliggende kloster - når de klare toner og smukke vokaler borer sig igennem ørene og ind til fantasien, hvor man befinder sig i en rolig og fredsfyldt drømmeverden. Der er tale om en blanding af elektroniske synths, klaver- og akustisk guitarspil, strygere, orientalske blæsere og korsang, der bare falder i hak sammen, som var disse forskellige lydspor skabt for hinanden. Igen har Bill Leeb taget endnu et skridt tættere på mainstreamlyden, og bevæget sig længere væk fra sin oprindelige ambientlyd, men det gør faktisk slet ikke noget, for det virker som om han for alvor omsider har fundet sin helt egen verden i de smukke vokaler, og den rene klang fra de akustiske instrumenter.
Det var lidt af en opgave, der ventede sig Bill Leeb, da han og den tidligere partner Rhys Fulber, valgte at gå hvert til sit for en tid. Rhys Fulber fortsatte med projektet Conjure One, mens Bill Leeb stod tilbage som eneansvarlig for Deleriums skæbne. Efter godt tre års arbejde udkom albummet Poem, der endnu en gang beviste Bill Leebs musikalske talenter og understregede, at Deleriums tid endnu ikke var kommet.
Nej, der er ikke tale om Delerium Tremens og nej der er ikke tale om at høre ting, der ikke er virkelige eller at se syner, selv om man godt kan føle sig som at være i en fantasiverden, når man lytter dette album igennem. Og at gøre det, er en ting man kan gøre igen og igen, imens ens tanker bliver ledt rundt til alverdens områder - lige fra den højeste tinde på Mount Everest, til det fjerne østen, over den afrikanske slette og tilbage til et afsidesliggende kloster - når de klare toner og smukke vokaler borer sig igennem ørene og ind til fantasien, hvor man befinder sig i en rolig og fredsfyldt drømmeverden. Der er tale om en blanding af elektroniske synths, klaver- og akustisk guitarspil, strygere, orientalske blæsere og korsang, der bare falder i hak sammen, som var disse forskellige lydspor skabt for hinanden. Igen har Bill Leeb taget endnu et skridt tættere på mainstreamlyden, og bevæget sig længere væk fra sin oprindelige ambientlyd, men det gør faktisk slet ikke noget, for det virker som om han for alvor omsider har fundet sin helt egen verden i de smukke vokaler, og den rene klang fra de akustiske instrumenter.
Der er ligesom på Karma gjort brug af gæstevokalister, hvor vi denne gang stifter bekendtskab med personer som Joanna Stevens, Leigh Nash, Kirsty Hawkshaw, Jenifer McLaren, Rani Kamal, Matthew Sweet og The Mæ
Specielt er vel og mærke de originale versioner af numrene Innocente og Underwater, som kan findes i alverdens remixede danceversioner, men som på dette album virkelig sætter sig igennem som særdeles velproducerede numre, der i den grad bidrager med den helhedopfattelse af albummet man efterlades med, nemlig følelsen af "damn, hvor er det her bare godt lavet". Endvidere findes albummet i en Limited Edition som er en dobbelt CD hvor anden CD er fyldt med andre velproducerede remixes af numre som Silence, Innocente og Heaven's Earth. At man blot kan skifte CD og få de samme fantastiske numre i en mere tempofyldt og progressiv udgave, sætter virkelig prikken over i'et og gør albummet fuldendt.
Det er ambient og chillout blandet med en anelse pop når det er bedst, og jeg kommer gang på gang til at tænke på andre fremragende albums som Asuras Lost Eden og Hybrids Morning Sci-Fi, men der er nu stadig noget særligt over det her, som ikke er sammenligneligt med andre albums. Måske er det den følelse af, at man konstant bliver overrasket, når numrene bare bliver bedre og bedre - specielt når de hver især udtrykker noget for sig selv, men samlet dækker ind over hinanden. Det er ihvertfald sikkert, at findes der en poetisk genre inde for lyd, på samme måde som der gør inde for litteratur, så er det her poesi, der kunne få selv de største digtere til at fælde en lille tåre. Et særdeles vellykket album er det i hvert fald, og det er bestemt værd at gå ned og bruge penge på, hvis man trænger til lidt adspredelse fra den monotone pop muzak.
Specielt er vel og mærke de originale versioner af numrene Innocente og Underwater, som kan findes i alverdens remixede danceversioner, men som på dette album virkelig sætter sig igennem som særdeles velproducerede numre, der i den grad bidrager med den helhedopfattelse af albummet man efterlades med, nemlig følelsen af "damn, hvor er det her bare godt lavet". Endvidere findes albummet i en Limited Edition som er en dobbelt CD hvor anden CD er fyldt med andre velproducerede remixes af numre som Silence, Innocente og Heaven's Earth. At man blot kan skifte CD og få de samme fantastiske numre i en mere tempofyldt og progressiv udgave, sætter virkelig prikken over i'et og gør albummet fuldendt.
Det er ambient og chillout blandet med en anelse pop når det er bedst, og jeg kommer gang på gang til at tænke på andre fremragende albums som Asuras Lost Eden og Hybrids Morning Sci-Fi, men der er nu stadig noget særligt over det her, som ikke er sammenligneligt med andre albums. Måske er det den følelse af, at man konstant bliver overrasket, når numrene bare bliver bedre og bedre - specielt når de hver især udtrykker noget for sig selv, men samlet dækker ind over hinanden. Det er ihvertfald sikkert, at findes der en poetisk genre inde for lyd, på samme måde som der gør inde for litteratur, så er det her poesi, der kunne få selv de største digtere til at fælde en lille tåre. Et særdeles vellykket album er det i hvert fald, og det er bestemt værd at gå ned og bruge penge på, hvis man trænger til lidt adspredelse fra den monotone pop muzak.
