Ægteparret Penelope (Jodie Foster) og Michael Longstreet (John C. Reilly) mødes i deres New Yorker-lejlighed med Nancy (Kate Winslet) og Alan Cowan (Christoph Waltz), for at have en civiliseret samtale omhandlende en voldsepisode, der er sket mellem deres 10-årige sønner Zachary Cowan (Elvis Polanski) og Ethan Longstreet (Eliot Berger). Zachary har slået Ethan med en kæp, så Ethan har mistet to tænder og fået sig nogle skrammer i ansigtet.

De to parter er begge enige om, at dette er en sag de sagtens kan håndtere som voksne mennesker, men som dagen skrider frem begynder den påtagede venlighed at aftage, og de fire personers sande jeg kommer frem i lyset. Det bliver en lang og til tider ubehagelig samtale for de to ægtepar, der må sande at ingen af dem i virkeligheden kender hinandens respektive partnere, og at vi måske alle blot er forskræmte hamstre i en nådesløs asfaltjungle.

Det interessante ved filmen er netop at følge, hvordan alle fire mennesker, til at starte med forsøger at holde en civiliseret tone, og hvorledes de reagerer, når de bliver presset bare en lille bitte smugle. Pludseligt er høfligheden erstattet med den skinbarlige sandhed, hvor der ikke lægges fingre imellem, hvad de fire tænker om hinanden. Det er hyldende morsomt og ulideligt pinagtigt på en og samme tid, og alt i alt vanvittigt underholdende at overvære.

Filmen er baseret på det franske teaterstykke Le Dieu du carnage (God of Carnage), hvilket er tydeligt at se. Samtlige 80 minutter af filmens handlingen foregår nemlig i ægteparret Longstreets lejlighed, med kun de fire hovedkarakterer på lærredet. Det kunne godt været gået hen og blevet lidt af en prøvelse, hvis ikke historien havde været i mesteren Roman Polanskis kyndige hænder.

Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for denne type historier, der foregår på en eller få locations, og udspiller sig mere eller mindre i real time. Derfor nød jeg også Carnage fra start til slut. Historien er intelligent og velskrevet, skuespillerne spiller formidabelt, instruktionen er overskudsagtig og kameraarbejdet er legesygt og stilsikkert. Der er selvfølgelig ikke tale om noget stort mesterværk her, men som filmentusiast er det dejligt at se, at den aldrende Polanski stadig er blandt de bedste og mest vedkommende filmskabere i verden, trods sine 78 år.